mandag den 30. marts 2015

Dublin - dag 01. Ankomst og gåtur i byen

I dag er min mor og jeg rejst til Dublin. Vi rejser sammen ca. hvert eller hvert andet år og vi tager som regel til lidt utraditionelle destinationer. I år har vi så altså valgt at tage til Irland.
Vi forlod et regnfuldt og blæsende København i formiddags og ankom til et ligeså regnfuldt og blæsende Dublin. Men hey, det er vist at forvente på disse breddegrader.
Vi tog en bus fra lufthavnen og ind til Dublin Centrum. Herfra gik vi ca. 10 minutter til vores hotel "Albany House" tæt på parken "St. Stephen's Green". Vi checkede ind og fik en kop kaffe inden vi gik ud i byen igen. Vi fandt garnforretningen "This is Knit" som jeg havde set på nettet og fik købt garn til et smukt tørklæde designet af garnforretningens ene indehaver, Lisa.
Derefter osede vi i butikker indtil vi kom til området "Temple Bar". Området er, ifølge Lonely Planets guidebog, en skønsom blanding af at være party zone og kulturel højborg. Der er i hvert fald mange barer og restauranter og vi spiste på én af dem. Her nød vi forøvrigt også vores første Guinness.
Derefter krydsede vi floden Liffey via Millennium Bridge og gik tilbage igen via Ha'penny Bridge. Vi ledte derefter efter det nærliggende Dublin Castle, men forgæves! Enten var Guinness'en steget os til hovedet ellers er det en om aftenen aflåst attraktion. Vi må gøre endnu et forsøg en anden dag.
Vi fik provianteret en smule inden turen gik tilbage til hotellet efter en fin (men noget våd - (hurra for min gode og solide taskeparaply (tak Birthe!)) første dag i den irske hovedstad.
Og i morgen smutter vi sørme en tur til Nordirland.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar