mandag den 30. marts 2015

Far













Den 22. marts sov min far stille ind på Hospicegården i Dianalund. 
For knap et halvandet år siden ringede han til mig en aften, hvor vi var oppe i sommerhuset. Her fortalte han at han desværre havde fået konstateret kræft. 
Derpå startede en lang sej kamp med kemo og til sidst også strålebehandling. 
I starten gav lægerne ham 3-4 uger måske en måned at leve i. Min far fortalte os det først adskillige måneder senere. Typisk ham. Han tænkte på os andre, og indstillede sig på at kæmpe. 
Beundringsværdigt lukkede han sig ikke inde. Han fortsatte med at bevæge sig rundt i det offentlige rum, også selvom kemoen tog masser af de hvide lokker og kiloerne stille og roligt røg af. Han gemte sig ikke væk selvom det kun ville være en naturlig reaktion på situationen. 
Kemoen var heldigvis meget effektiv for min far, det er desværre ikke alle kræftpatienter der er så heldige. Det var ingen fest, men cellegiften var et nødvendigt unde. 
Jeg husker specielt en fantastisk dag på Møns Klint, hvor min far trods to kunstige knæled, og en hård kemobehandling tog de hundredevis af trappetrin både ned og op igen uden et kny. På den tur kan jeg huske at jeg fortalte ham nede på stranden at jeg ikke betragtede ham som døende. Tværtimod. Han var så sej. 
Vi havde i hele taget en fantastisk tid. Sommeren blev nydt i fulde drag og ikke mindst alle 4 børnebørn nød bare at blive forkælet i Stillinge Strand. 
I oktober fejrede vi mine forældres 40 års bryllupsdag med en ferie i Sønderjylland. Her slappede vi af og bowlede blandt andet. Min far havde taget traileren med, for så var han sikker på at have plads til al øl, vin og sodavand, som skulle med hjem fra Tyskland. Såmænd ikke til sig selv, men til alle os andre. At det så kostede lidt ekstra i broafgift, og at han skulle køre langsomt i timevis betød ikke noget. Det gjorde han gerne. Han ville gå gennem ild og vand for familien og hans venner. 
Op mod jul begyndte helbredet at skrante mere og mere. Ikke noget der ødelagde humøret, men trætheden og smerterne gik i den forkerte retning. Der røg lidt flere kilo af, og der kom desværre flere og flere symptomer på, at det gik i den gale retning. Kemoen blev efter en lang pause genoptaget, men desværre var det for hård kost. 
Lægerne gjorde det klart at nu hed det smertelindring fremadrettet. 
På Næstved Sygehus var min far indlagt i flere omgange. Super dygtige sygeplejesker og en fremragende læge gjorde opholdene rigtig gode, når det nu ikke kunne være anderledes. 
"Mit gode humør kan de ikke tage fra mig!" sagde min far tit. Han vidste dog udemærket, at han ikke kunne vinde kampen med godt humør alene. 
De sidste fjorten dage var min far på hospice i Dianalund. Et fremragende sted. 
Vi besøgte ham alle fire om fredagen, hvor han efterfølgende om søndagen sov ind. Han var glad, frisk og i godt humør. Vi hyggesludrede, spiste lakridser og jeg viste billeder på min telefon af vores nye brolægning. Da vi skulle gå fuldte han os ud og vinkede da vi kørte. Endnu et dejligt minde. 
Lørdag var vi på koloni med Milles klasse. Min søster og jeg var i dialog, da min far var faldet og lå i sengen. Ikke noget alarmerende. Den lørdag var nok den værste dag, han har haft i hele forløbet. "Jeg skal bare hvile mig i dag, så er jeg klar igen i morgen" sagde han. 
På vej fra koloni mod hospice søndag formiddag gjorde vi et stop ved vores sommerhus, da vi nærmest kørte lige forbi. Lige da vi var ankommet ringede telefonen. Som halvandet år tidligere befandt vi os i sommerhuset, da vi fik den værst tænkelig besked. Min far var helt udramatisk sovet ind. En halv time inden havde han været på toilettet, så det gik stærkt. Rigtig stærkt til sidst. 
Det har været en hård uge, men sikke en smuk afslutning vi fik med bisættelsen i torsdags. 
Familie, venner og gode bekendte mødte talstærkt op. Tusind tak for det, det er vi rigtig glade for. Også tusind tak for alle blomsterne, sms'er, mails, knus, kram og varme tanker. 
Ære være Torben Bo Johansens minde. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar