lørdag den 14. marts 2015

Maja er sløj

Ja, hun er faktisk syg. Hun kom ind til os tidligt i morgen og sagde, at hun følte sig svimmel og havde hovedpine. Hun var tillige brændende varm, så jeg fandt et termometer frem fra gemmerne.
Termometeret viste 39,1 og der stod i manualen, at vi skulle lægge 0,3 grader til, når man måler under tungen. Altså havde hun 39,4 i feber. Til sammenligning havde jeg lige knap 36. Indrømmet, vores termometer er nok ikke det mest pålidelige, men Maja havde i hvert fald høj feber.
Rasmus og jeg var først lidt ubeslutsomme, men da vi blev nervøse for meningitis, ringede vi til Vagtlægen på 1813. Vi beskrev symptomerne for lægen, som dog var overbevist om at Maja har influenza. Vi skulle give hende panodil, rigeligt vand og sukker og selvfølgelig holde øje med hende.
Det er synd for Maja, for hun skulle have været med morfar og Mille til Jylland denne weekend - for at besøge Oldemor Gurli. I stedet har hun ligget til køjs hele dagen. Jeg redte op til hende i udestuen. Panodilen hjalp en del timer, men nu er hun sløj igen. Hun sover pt, og sveden løber af hende. Stakkels tøs.
Vi håber, at hun snart bliver frisk igen. Og så må Rasmus og jeg på mandag "hugge om", hvem der skal have barn syg, for hvis hun har influenza tvivler jeg på, at hun er frisk så hurtigt igen.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar