tirsdag den 31. marts 2015

Dublin - dag 02. Giant's Causeway

Efter Carrick-a-Rede kørte vi videre vestover langs nordkysten. Denne kystrute skulle efter sigende være en af de smukkeste i verden og selv sammenligner jeg den med Highway One, som jeg kørte ad med min elskede i 2004.
I dag var det min mutter og jeg der delte en fantastisk oplevelse.
Vi kørte til The Giant's Causeway, som figurerer på UNESCOs verdensarvsliste.
The Giant's Giants Causeway er mere end 35.000 primært sekskantede basaltsten, de højeste på 10-15 meter. Fænomenet blev skabt ved vulkansk aktivitet for ca. 55 millioner af siden. Under afkølingen af lavaen "knækkede" den i de karakteristiske symmetriske mønstre og et nu et af de mest specielle naturfænomener i verden og uden tvivl Nordirlands mest besøgte seværdighed.
Som vores chauffør/guide Shawn fortalte os, er der to versioner om hvordan Giant's Causeway blev skabt. Ovenstående version og så den rigtige version:
For mange år siden ville kæmpen Finn MacCool en tur til Skotland (hvor der også er basaltsøjler) og se på sine rivaler og byggede derfor en vej (Causeway) dertil. Da kæmperne i Skotland viste sig at være tre gange så store som Finn, løb han dog hurtigt hjem igen. Desværre for Finn fulgte en af de skotske kæmper efter ham hjem. Men, Finn og hans kone fik ved list overbevist skotten om, at han ville blive Finn underlegen. Derfor løb han tilbage til Skotland i en sådan fart, at vejen blev brudt itu og efterladt sådan som den fremstår i dag.
Ja, så ved vi det!
Også her var der meget voldsom blæst og et særligt kraftigt vindstød smækkede min lille Mutter hårdt ned i stenene, så både hun og hendes kamera fik et ordentligt bask.
Tilbage i besøgscenteret besigtigede vi hendes skader, der omfattede flere knubs på hænder og ben. Særligt ét sår på skinnebenet var dybt og jeg insisterede på at skaffe et ordentligt plaster til hende. Jeg henvendte mig derfor til personalet. Det viste sig, at de havde pligt til at behandle folk i "the first aid room", så det måtte vi så.
Den lidt aldrende mandlige hjælper blev noget betuttet, da min mor gjorde antræk til at trække bukserne ned. Han blev synligt lettet da det kunne lade sig gøre at hive op i buksebenet i stedet. Han rensede såret og satte omhyggeligt et plaster på. Jeg bad ham også hjælpe med et frisk plaster til et meget lille, men blødende sår på min mors ene langemand. Det tog han (også) meget alvorligt og forbandt fingeren til den helt store guldmedalje. Jeg var lige ved at bide tungen af mig selv i kampen for at undertrykke et latteranfald.
Da han var ude af syne hev min mor fingertutten af "den skal jeg sgu ikke op i bussen med" sagde hun mens hun haltede afsted.
Min mor (og hendes kamera) har det efter omstændighederne godt.
The Giant's Cause er et syn for guder og kulissen med de meterhøje frådende bølger var en respektskabende prik over i'et.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar