I dag startede vi med at besøge Trinity College, som er Irlands mest prestigefyldte universitet. Det ligger midt i centrum og blev grundlagt af Elizabeth d. 1. i 1592. Universitet var udelukkende forbeholdt for protestanter indtil 1793 hvorefter også katolikker kunne få adgang. Dog satte den katolske kirke en alvorlig kæp i hjulpet, for indtil 1970(!) blev du ekskommunikeret (=smidt ud af kirken). Joh, religion er alvorlige sager her i landet.
På Trinity College opbevares og udstilles den berømte Book of Kells. Bogen (eller rettere bøgerne) er på 680 sider og menes at være fremstillet af skotske munke omkring år 800. Bogen er således en af de ældst bevarede i verden. Bogen indeholder de fire evangelier i Det Nye Testamente og er skrevet på latin. Siderne er af kalveskind og man mener, at mere end 140 kalve er gået til fremstillingen af bogen.
Det der gør bogen unik er de smukke og farvestrålende håndtegnede illustrationer. Og, selvfølgelig dens alder. Bogen har overlevet mange strabadser, herunder flere vikingeplyndringer og at blive regulært stjålet og gravet ned i år 1007. Den blev dog genfunden tre måneder senere. I 1654 blev den bragt til Trinity College for at være i sikkerhed. Her er den altså stadig og to af siderne er udstillet. Man måtte ikke fotografere. Fair nok.
Trinity College er også berømt for "The long room" som er et 65 meter langt rum med 250.000 gamle bøger og manuskripter fra gulv til lift. Meget imponerende og det lignede ærligt talt noget fra en Harry Potter film. Rummet skulle efter sigende have været med i en Star Wars film.
I The long room ses også Brian Boru harpen som er dateret til 13-1400tallet. Netop denne harpe dannede baggrund for Irlands nationalsymbol, som netop er en harpe, og symbolet ses på alt lige fra euromønter til Guinness øl.
Vi sluttede besøget på det mondæne Trinity College af med en kop kaffe blandt de flittige studerende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar