tirsdag den 26. maj 2015

Av for katten!

I går, da vi kom hjem fra sommerhuset, var Edda ikke helt som hun plejer. Maja bemærkede, at hun næsten ikke kunne hoppe op i sofaen eller sengen. Godt nok er hun tyk, men hun har altid formået at indtage møblerne. Jeg så, at hun virkede en smule usoigneret ved haleroden og mærkede på hende. Dette resulterede i, at hun hvæsede af mig. Noget var klart galt. I morges så jeg at halen hang lidt underligt nedad og at haleroden virkede hævet. Jeg prøvede forsigtigt at løfte halen, men hun peb og hvæsede igen.
Så, Rasmus måtte en tur til dyrlæge med hende. Noget vi nødigt gør, da Edda bogstaveligt talt tisser i bukserne af skræk, selv om dyrlægen ligger mindre end 5 minutters kørsel herfra. Det gjorde hun også denne gang, i bilen, hvor hun desværre også ramte udenfor transportkassen...
Nå, men de ankom til vores gode Hr. Dyrlæge (som forøvrigt blev kåret til Årets Dyreven 2014 af Dyrenes Beskyttelse), som hurtigt kunne konstatere, at Lille Ed var blevet bidt i rumpetten og at der var en byld på vej. Avs!
Hun fik en indsprøjtning med antibiotika og smertestillende, Rasmus betalte 655,95 kr ved Kasse 1 og så kørte de hjem igen.
Mors lille Betsy har det nu mærkbart bedre og burde være helt på toppen om ca. fem dage.
Rasmus er stadig ved at komme sig over regningen. I går, på en højhellig helligdag, kørte han ud og købte fugesand, da man kunne spare 15 kr. sækken. Så gør det ondt at skulle slippe 655,95 for et bid i rumpen. Og så er det ikke gang i hans egen...

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar