søndag den 17. maj 2015

Barselsgave til Julie

Den 3. maj blev Rikke og Bjarne jo forældre til en lille pige. Julie er hendes navn. Et superfint navn synes jeg.
Jeg havde i ugerne op til Rikkes termin arbejdet på en barselsgave. I garn naturligvis. Jeg må indrømme, at jeg valgte at gøre lyserød til en gennemgående farve, for - om man vil det eller ej, lyserød og små babypiger passer bare så fint sammen.
Den mest udfordrende del af barselsgaven var min spilledåselefant. Jeg fandt en opskrift på en sød elefant (her: http://lityfa.dk/opskrift-paa-haeklet-elefant/) og monterede så en spilledåse med melodien "Twinkle twinkle little Star" indeni. Snoren til optrækket er en lyserød perle, der udgør elefantens hale. Jeg er faktisk blevet meget tilfreds med resultatet.
Jeg strikkede også en djævlehue (dumt navn egentlig) i råhvid bomuldsgarn med en lille blomst på toppen. Den har jeg lavet en del gange før efter opskriften her: http://madebysus.com/djaevlehue/ Den er nem at lave og er meget velegnet til babyer, da den går ned i panden (deraf nok navnet) og op i nakken, så baby bliver holdt varm men stadig kan komme af med varmen ved behov. Til vinterbørn kan den strikkes i uld.
Jeg valgte også at hækle et ophæng som Julie kan ligge og kigge på fra barnevognen eller andre steder. Opskriften er fra Garngrammatik:
http://garngrammatik.dk/gratis-haekleopskrifter/nemme-haekleopskrifter/haeklet-kugleranke/
Mille havde lavet et fint billede til den længeventede kusine og vi pakkede alle tingene fint ind til Julie.
Det er hyggeligt at lave ting til småfolk og i skrivende stund har jeg gang i atter en djævlehue og et vedhæng, denne gang til en kollega der har fået en lille Jacob.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar