lørdag den 9. maj 2015

På Dammeren og 2 x Johnny

I går var jeg sammen med en flok mødre fra Majas klasse. Vi mødtes hos Christina, hvor vi spiste indisk mad og drak vin.
Kl. lidt i 21 tog vi et par taxaer til Damhuskroen, hvor vi skulle til Johnny Logan koncert. Jo, jo!
Det var første gang jeg var på Damhuskroen på trods af, at jeg har boet i Hvidovre i 18 år. Hold nu kæft et sted altså!
Nå, men kl. 21.30 gik Johnny Logan på scenen og fyrede den af. Nu er det jo mildest talt ikke lige min musiksmag, men hvem kender ikke "Hold me now" og "What's another Year".
Han virkede meget taknemmelig overfor sit danske publikum og antydede, at det var dem der gjorde at han kunne opretholde sin karriere. Fornyligt optrådte han forøvrigt på Døllefjelde Musse markedet på Lolland.
Vi hyggede og gevaldigt og fik hilst på Mr. Logan bagefter og fik taget billeder og autografer.
Nogen af de mere hardcore fans havde medbragt gaver til ham. Jeg så bl.a. en cellofanindpakket kurv med Toffifee og appelsiner!
Vi satte os atter i et par taxaer og kørte til legendariske Johnnys Bodaga på Hvidovrevej. Vi blev lidt fornærmede over at dørmanden, som forøvrigt er den tidligere OLbokser Brian Lentz, ikke ville se ID.
Johnnys Bodega er et rigtigt værtshus, hvor tjenerne har hvide skjorter med sorte veste og hvor der må (?) ryges indendørs.
Vi bestilte en omgang shots og cowboytoast, som hurtigt fik ben at gå på.
Efter et stykke tid måtte vi dog kapitulere over for røgen, som var tommetyk, og vi stavrede derefter hjem efter en rigtig hyggelig og spøjs aften.
I dag er jeg noget flad må jeg sige og er i skrivende stund ikke kommet ud af nattøjet endnu.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar