søndag den 21. juni 2015

Sverige tur/ retur

I dag har vi sørme været en tur til Sverige. Ganske utilsigtet og helt uplanlagt og, faktisk slet ikke med vilje.
Historien er, at vi har været ude at kigge på "ny" bil. Rasmus har solgt Bimmeren (måske skriver han et indlæg om det) og vi er på vej ud i et større bilskift.
Vi tog ud til Dragør og prøvede en Mazda 5. Hele familien, og bilejeren Jens, kørte på prøvetur på motorvejen mod lufthavnen. Så skete det der ikke måtte ske: vi missede den sidste afkørsel i Danmark! Og så er der intet andet at gøre end forsætte hinsidan. Alle tog situationen med et smil, og Jens fortalte, at man vist nok kunne købe en såkaldt "Dumme-billet".
Vi forklarede vores bommert til billetdamen som tydeligvis havde oplevet det før.
Og nu kommer der en Oplysning til Borgerne om Samfundet: vi skulle betale den gængse billetpris og oplyse hvor mange vi sad i bilen. Så fik vi en speciel kvittering, et kort over hvordan man kom retur samt en formaning om, at vi havde 15 minutter til at nå tilbage til billetlugen i modsatte retning. Det lykkedes og vi fik alle vores penge retur. Så "dummebilletten" består primært af et par røde øre og et eklatant tidsspilde.
Det er ligegodt den hurtigste tur til Sverige jeg nogensinde har været på. Men, på den positive side, jeg fik set en svensk hare (den lignede sin danske fætter gevaldigt) og børnene fik noget at fortælle om i skolen i morgen.
Om vi køber bilen? Det vet vi inte än.

2 kommentarer:

  1. Vi (læs; Hans) gjorde det samme sidste år. Desværre vidste vi ikke at der var et smuthul :-( Og da vi ligesom havde en Cirkus Summarum aftale havde vi ikke engang tid til at blive i Sverige lidt.

    SvarSlet
  2. Chaufføren kan da kun ha været en mand (læs: Rasmus) 😂😳👏🏻

    SvarSlet