torsdag den 30. juli 2015

Mad på terrassen

Endelig blev der er aften med nogenlunde vejr, så vi kunne spise ude. Vi har ordnet en del ærinder i eftermiddag, så det blev til en nem, men lækker aftensmad.
Jeg smørstegte et par skiver brød på en pande, lagde en skive hamburgerryg og et spejlæg på. Så pyntede jeg med cherrytomater og purløg (fra drivhuset) og serverede hele herligheden med en iskold øl.
Tja, intet varer evigt. Kort tid efter var maden spist, øllet drukket og det begyndte at regne igen.

Aftensmad for voksne

Børnene er jo på fortsat sommerferie hos bedsteforældre og det har givet os fuldstændigt frie tøjler mht. aftensmaden.
Så, forleden lavede vi en lækker svamperet og i går hentede vi Sushi. Det er superlækkert og rart at man, for en kort bemærkning, ikke behøver at tage hensyn til kræsne børneganer.

tirsdag den 28. juli 2015

Turkis tekande




For et par måneder siden ledte jeg efter en tekande på Skibby Genbrugsplads. Udvalget var stort og de kostede alle 20 kr. stykket. Det var rigtig mange af de hvide masseproducerede porcelænskander, men jeg spottede en flot turkis kande, der stod lidt i baggrunden. Den snuppede jeg!
Det viste sig at være en fuldstændig fejlfri, håndlavet stentøjskande med turkis glasur. I bunden af den står der "Würtz 606" og jeg fandt ud af, at den er drejet af pottemageren Marie Würtz, der holder til i Juelsminde. Jeg kunne også se, at man stadig kan købe kanden fra ny til 525 kr.
Så jeg synes, at jeg har gjort en rigtig god handel. Og vi havde den i brug i søndags, hvor det var rigtig tevejr. Det lavede vi dejlig Grøn Jordbærte i den, som vi købte på vores besøg på Thesalonen Tante T.

søndag den 26. juli 2015

Fra Bad Ass til Baby Face

Ja, så er ferien desværre ved at være gået og hverdagen starter i morgen tidlig. Jeg har haft en stort set makeup-fri ferie, mest af alt pga. lutter dovenskab. Dovenskab var måske også årsagen til, at Rasmus lod skægget stå. Han er i hvert fald ikke blevet barberet i hele fire uger. Ikke før her til aften. Det fik vi lidt morskab ud af.
Tja, jeg kunne nu godt leve med at han havde fuldskæg året rundt, men det vil han altså ikke.

Ribe VikingeCenter

I fredags tilbragte vi dagen i Ribe VikingeCenter. Her kunne man opleve livet i vikingetiden og selv prøve en masse aktiviteter. Pigerne prøvede at strigle hest, at slå en lille sølvmønt, at arbejde med træ og skyde med bue og pil.
Vi overværede også et flot falkonérshow med hhv. en ugle, en ørn og en falk. Mille var så heldig at prøve at få uglen Benji til at lande på hendes hånd. Vejret var strålende og vi nød de mange timer udendørs.
Vi sluttede dagen med at se et show med islandske heste, hvor vi blandt andet så den karakteristiske tølt.
En rigtig fin dag og vores sidste egentlige feriedag i Sønderjylland, da lørdag var Den Store Hjemrejsedag.
Vi har haft en fantastisk ferie sammen alle seks og både bussen og huset fungerede helt optimalt.
Vi har haft mange, mange gode oplevelser i Sønderjylland som jeg vil køre højt og længe på, når arbejdsdagen indtræffer i morgen.

Gåtur med Vægteren i Ribe

Aftensmaden i torsdags var simpelthen aflyst pga. eftermiddagens kageindtag. Ingen kunne spise noget. Vi tog i stedet ind til Ribe for at forbrænde nogle kalorier på en gåtur sammen med Vægteren. Vi mødtes med ham, og vel 100 andre turister, foran Weiss Stue kl. 20. Herfra gik turen rundt i den gamle bykerne, hvor han fortalte historie og anekdoter om byen og dens beboere.
Efter turen gik vi en tur ned på Skibbroen for at se Stormflodssøjlen. Disse findes mange steder langs Vadehavet, bl.a. på Mandø og i Husum, hvor vi selv så dem fornyligt. Men få er så smukke som i Ribe.
Man bliver bestyrtet over, hvor langt vandet har været oppe. Den højeste markering er en stormflod i 1634, hvor vandet steg til ca. 6 meter og 10 cm over daglig vande. Vandet stod 1,7 meter over gulvet i Ribe Domkirke. Denne stormflod kaldes "Den anden store manddrukning" (den første var i 1362), hvor op mod 10.000 mennesker omkom.
Mens vi står og måler børnene på søjlen siger en mand en af ungerne: "Ja, du ville være druknet ved den stormflod hva?" Det viste sig at være Svend Tougaard, den nu pensioneret, men stadig passionerede og langskæggede museumsinspektør fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, som mange husker fra TV, hvor han i en årrække var med i programmet "En naturlig forklaring" med Poul Thomsen.
Vi fik en hyggelig sludder inden vi sluttede af med at finde Ribes mindste hus, der ligger i Klostergade (nr. 26). Huset er bygget i 1500tallet og er på 26,5 m2. I 1930 boede der en familie på ni personer!
Vi kørte derefter hjem til vores kæmpe luksussommerhus og spiste en (meget) sen aftensmad efter endnu en spændende dag.

Gram Slot

I torsdags kørte vi til Gram Slot, som ligger ca. 15-20 minutters kørsel fra Varminglund.
Gram Slot har i sandhed fået en renæssance efter at en driftig familie overtog det for nogle år tilbage. Måske har du set udsendelserne "Godsejerne" i TV, hvor bl.a Gram Slot og familien Brodersen medvirker.
I torsdags var der marked og man kunne købe alskens husflid og egenproducerede varer fra egnens beboere.
Vi spiste vores medbragte frokost i slotsparken og derefter deltog vi i en rundvisning på slottet. Her hørte vi både om fortiden, men også om fremtidsplanerne. Bl.a. vil de forsøge at afholde kæmpe udendørskoncerter, hvor de om et par år håber på at kunne tiltrække store navne.
Efter rundvisningen kørte pigerne og jeg en runde med hestevogn og Mille var så heldig at få lov til at prøve at sidde med tøjlerne.
Kl. 16 oprandt dagens højdepunkt. Slottet afholder nemlig Sønderjysk Kaffebord og vi havde reddet os seks billetter. Så nu bestod opgaven i at få guffet sig igennem 21 slags kager: 7 tørre, 7 bløde og 7 hårde.
Det lykkedes for mig og min mor (mest på ren vilje) mens de andre fire måtte kapitulere undervejs.
Vi smagte følgende kager: Gode Råd, Boller, Knepkager, Rosmarinkager, Kringle, Striftorte, Æblekage, Kyskager, Rugbrødslagkage, Roulade, Småkager med chokolade, Kanalkager, Honningkage, Ølkage, Vandbakkelser, Gammeldaws Æblekage, Kokostoppe, Chokoladekage, Fragilité, Sveskekage og Lagkage.
Puh ha altså, hvor var vi mætte! Det kan klart anbefales at prøve det Sønderjyske Kaffebord.

lørdag den 25. juli 2015

Ribe

I onsdags kørte vi ind til Ribe. Om sommeren er der nemlig markedsdag hver onsdag. Vi snusede rundt temmelig længe blandt boderne der var opdelt i et børnemarked ved Domkirken og et almindeligt loppemarked på Skibbroen. Mille fik købt en masse My Little Petshop figurer og jeg fik forøget min pixibogssamling med ca. 20 "nye" bøger. Derudover købte vi nogle småtterier.
Vi spiste vores medbragte frokost i Ribe Anlæg og forbrændte derefter nogle af kalorierne på at gå op i tårnet på Ribe Domkirke. Her kunne vi se helt til Mandø.
Vel nede igen fik vi en is og en kop kaffe på Torvet og så slentrede vi atter rundt i den smukke by.
Rasmus blev forøvrigt klippet, dog ikke i skægget som snart har fået lov til at vokse i fire uger.
Jeg siger til ham at han skal beholde det. Men det vil han ikke.
Efter en hurtig handletur kørte vi hjem til fredelige Varminglund igen.

torsdag den 23. juli 2015

Mandø, Rømø og Hjerpsted

I tirsdags havde vi bestilt billetter til traktorbussen til Mandø. Bussen kørte fra Vester Vedsted kl. 12 og kørte os ad Låningsvejen til Mandø. Vejen er kun farbar ved ebbe og det tager ca. 40 minutter at køre til Mandø.
Der bor ca. 35-40 mennesker på Mandø og der er både kro, kirke, campingplads og en Brugs. Derudover er det Vadehavet og naturen, der er de store seværdigheder derover.
Vi spiste frokost og kiggede os lidt omkring inden vi kl. 14.30 tog traktorbussen tilbage til fastlandet igen. Denne gang ad den såkaldte Ebbevej, hvor kørslen mere eller mindre foregår på havbunden.
Derefter kørte vi sydpå og tog et smut til Rømø. Vi kørte ned på stranden ved Lakolk, men da der var stiv vestenvind havde vi ikke lyst til at hoppe i baljen. Vi kørte i stedet en tur op og ned ad stranden inden vi fandt en ret overset seværdighed ved Juvre. Nemlig et havegærde lavet af hvalknogler. Man skal vide at det er der, ellers kører man bare forbi, da det ligner, at gærdet bare består af vejrbidte træplanker. Men det er faktisk kæbeben fra bardehvaler og gærdet er opført i 1772 af en kommandør på et hvalfangerskib. Gærdet blev fredet i 1977. Helt klart en fin ting at se, hvis man er på disse kanter.
Efter indtagelsen af en is kørte vi til Hjerpsted, hvor min moster og onkel har en gård med økologisk mælkeproduktion. De var i fuld sving med arbejdet da vi kom, men min kusine gav os en guidet tur på bedriften. Til pigernes store begejstring var der kattekillinger i lange baner som de kunne kæle med. Og der var også glædeligt gensyn med Tøsen, som var en lille hundehvalp da vi var på besøg sidst. Jeg var personligt meget imponeret over deres nye tyr, der lyder navnet Christopher. En ordentlig basse, der skal blive far til en masse kalve. Hans forgænger Marcus, skulle vi "møde" lidt senere på aftenen.
Vi så også fodring af køer og kalve og oplevede malkerobotten i aktion. Udover min kusine var også mine to fætre hjemme, herligt at hilse på dem alle.
Min moster havde lavet skøn mad til os, vi fik frikadeller og højrebsteg. Stegen kom fra førbenævnte Marcus og min moster fortalte, at han havde forsynet dem med adskillige hundrede kilo kød til fryseboksen. Han måtte lade livet for at undgå indavl og endte dermed som et utroligt velsmagende stykke kød på min tallerken.
Efter et par hyggelige timer i Hjerpsted vendte vi bussen hjemad efter endnu en indholdsrig og hyggelig dag.

Husum, Tyskland

I mandags besluttede vi os for at køre en tur ned over grænsen. Rasmus havde af en kollega fået anbefalet den lille by Husum, som ligger godt og vel en times kørsel fra grænsen og dermed en ca. 2 timers kørsel fra Varminglund.
Husum ligger ved Vadehavet og forskellen på tidevandets flod og ebbe er meget tydelig i byen.
Det første billede tog jeg kl. 12.10 og billede to er taget kl. 14.59.
Vandet steg altså flere meter mens vi var der og vi så det hele fra første parket fra vores frokostpause på en bænk langs kanalen.
Tidevandet har en stor indflydelse på folks gøren og laden langs Vadehavet og, som stormflodssøjlen viser, har vandet også adskillige gange nået uhyggelige højder.
Vi gik en lille runde i bymidten og så statuen "Tine", som efter sigende er en søster til vores egen "Amanda" fra Kerteminde. Hende har vi dog endnu til gode at hilse på. Vi kiggede også indenfor i Marienkirche fra 1833, som forøvrigt er tegnet af den danske arkitekt C. F. Hansen.
Derefter kørte vi nordpå og stoppede i en grænsebutik for at proviantere. Af pladshensyn var der restriktioner på én bærepose pr. voksen. Det lykkedes at få alt med hjem. Og, som det sidste billede viser, er Mazdaratien faktisk overordentlig rummelig.
Efter hjemkomsten spiste vi aftensmad og gik derefter en tur i det smukke hedelandskab der omgiver Varminglund.

onsdag den 22. juli 2015

Gråsten Ringridning

I flere år har vi talt om at opleve ringridning, som er en stor ting i Sønderjylland. Vi vidste så at sige intet om sportsgrenen, andet end at det involverer en hest og så noget med at ramme en ring med et spyd.
Vi var så heldige, at der sidste weekend blev afholdt ringridning i Gråsten. Det kørte vi derfor til i søndags. Vi ankom Gråsten ganske kort før et stort optog med alle ringriderne skulle starte. Vi fandt en fin plads og så dem ride forbi på deres vej forbi Gråsten Slot, hvor Kronprinsparret hilste på dem.
Vi spiste vores madpakke inden vi, efter en lille omvej, fandt Ringriderpladsen. Her var der allerede fuld gang i udskilningsløbet.
Ringridning er en reminiscens fra middelalderens ridderturneringer og er i dag en mindre drabelig udgave af disse. Det var et ret imponerende skue at se 300 heste og ryttere i deres fineste skrud.
Vi blev lidt klogere på sportsgrenen og syntes at de var meget dygtige. De allerskrappeste kan ramme et hul men en diameter på ca. 6 mm. Og det vel og mærke på ryggen af en hest i galop!
Vi overværede også et trylleshow med Henning, som har optrådt i TV og i Majas klub. Han er supersjov og dygtig til at trylle.
Da børnene havde fået nok af ringridning, tog vi til pigernes store fornøjelse en Heste-taxa tilbage til bilen.
Vi kørte de få kilometer fra Gråsten til Dybbøl Mølle, hvor vi voksne kort gik ud og fornemmede historiens vingesus i form af skanser, ruiner og mindesten. Det er svært at forstille sig hvilke rædsler dette smukke landskab har lagt jord til.
Vi kørte et smut over til Sønderborg Slot, hvor vi vendte bilen hjemad efter en supergod dag.