søndag den 26. juli 2015

Gram Slot

I torsdags kørte vi til Gram Slot, som ligger ca. 15-20 minutters kørsel fra Varminglund.
Gram Slot har i sandhed fået en renæssance efter at en driftig familie overtog det for nogle år tilbage. Måske har du set udsendelserne "Godsejerne" i TV, hvor bl.a Gram Slot og familien Brodersen medvirker.
I torsdags var der marked og man kunne købe alskens husflid og egenproducerede varer fra egnens beboere.
Vi spiste vores medbragte frokost i slotsparken og derefter deltog vi i en rundvisning på slottet. Her hørte vi både om fortiden, men også om fremtidsplanerne. Bl.a. vil de forsøge at afholde kæmpe udendørskoncerter, hvor de om et par år håber på at kunne tiltrække store navne.
Efter rundvisningen kørte pigerne og jeg en runde med hestevogn og Mille var så heldig at få lov til at prøve at sidde med tøjlerne.
Kl. 16 oprandt dagens højdepunkt. Slottet afholder nemlig Sønderjysk Kaffebord og vi havde reddet os seks billetter. Så nu bestod opgaven i at få guffet sig igennem 21 slags kager: 7 tørre, 7 bløde og 7 hårde.
Det lykkedes for mig og min mor (mest på ren vilje) mens de andre fire måtte kapitulere undervejs.
Vi smagte følgende kager: Gode Råd, Boller, Knepkager, Rosmarinkager, Kringle, Striftorte, Æblekage, Kyskager, Rugbrødslagkage, Roulade, Småkager med chokolade, Kanalkager, Honningkage, Ølkage, Vandbakkelser, Gammeldaws Æblekage, Kokostoppe, Chokoladekage, Fragilité, Sveskekage og Lagkage.
Puh ha altså, hvor var vi mætte! Det kan klart anbefales at prøve det Sønderjyske Kaffebord.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar