Efter Lalandia kørte vi til Møn, hvor vi havde booket et familieværelse på Hotel Stege Nor. Et fint Bed & Breakfast hotel lige udenfor Stege.
Vi spiste aftensmad på Hotel Møen, hvor restauranten ligner noget fra Matador. Og maden var også god gammeldaws: Mille fik frikadeller, Maja fik hakkebøf, Rasmus fik Wienerschnitzel og jeg fik stegt rødspætte. Det smagte fantastisk. Efter maden tog vi tilbage til hotellet, hvor vi mere eller mindre gik i seng med det samme efter en god, lang dag.
Onsdag spiste vi en god morgenmad på hotellet og pakkede derefter sammen og kørte mod Møns Klint. Her startede vi i Geocenteret, hvor vi blev kloge på klintens dannelse, på dinosaurer og meget andet.
Derefter gik vi de næsten fem hundrede trin ned til stranden. Der er supersmukt med de hvide klinter og det turkise vand. Vi var også heldige at se og høre vandrefalke, der fløj langs klinten. Vi var dog noget skuffede over vores fossilfund, da vi stort set intet fandt. Det er vi ikke vant til på Møns Klint. Vi tror, at årsagen er at vi plejer at gå på stranden et andet sted, nemlig ved Jydelejet. Det gør vi næste gang.
Efter en hård tur op ad trappen kørte vi tilbage til Stege, hvor Rasmus' moster Inger bor i et fint rækkehus med en fænomenal udsigt over Stege Bugt.
Vi hyggede os sammen et par timer inden vi kørte tilbage mod hovedstaden efter en super tur. Det gør vi helt sikkert igen. Man kan jo sagtens køre afsted en ganske almindelig weekend og få en miniferie ud af det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar