lørdag den 4. juli 2015

Sommerland Sjælland

I torsdags kørte vi en tur til Odsherred, nærmere bestemt til Sommerland Sjælland som ligger ca. 40 min. kørsel fra vores sommerhus. Jeg havde pakket til den helt store guldmedalje herunder en solid madpakke og badetøj.
Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville være, for jeg havde læst lidt blandede anmeldelser på nettet. Bla. at det skulle være nedslidt. Men det vil jeg sige med det samme: alt var i den skønneste orden. Alt var nymalet og de grønne områder var smukke og velplejede.
Min anden bekymring var, om ungerne var blevet for store, men også denne bekymring faldt til jorden. Vi var der fra kl. 10.30 (de åbnede kl.10) og lige til lukketid kl. 19. Og vi nåede ikke alt!
Vi bemærkede, at man kunne booke en hytte lige op til Sommerlandet. Dét kunne være et hit tænker jeg - én overnatning og to dage i Sommerland.
Men vi fik prøvet en masse og var også en tur i vandlandet, hvor der er masser af vandrutsjebaner og bassiner til store og små.
Der var også et lille Cirkus (Mascot) tilknyttet, hvor vi overværede en fin lille forestilling.
Så, vi kan klart anbefale Sommerland Sjælland. Der var forøvrigt heller ikke slemme køer og så er der masser af borde/bænkesæt til madpakkefolket. Et stort plus i min bog, for sådan er det nemlig ikke alle steder (Tivoli!).
Et godt tip er at leje en trækvogn til at køre pakkenelliker og periodevis en unge rundt i.
Vi sluttede dagen på McDonalds i Holbæk. Så var dagen fuldendt i børnenes øjne.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar