søndag den 16. august 2015

Kanindåb og badetur

I dag var der for første gang i flere år Kanindåb af nye roere i Hvidovre Roklub. Det tog vi ned og så, da jeg selv har meget klare minder om dengang jeg selv blev døbt i Korsør Roklub engang i fordums tid.
Og, jeg må sige, at det så lige så klamt ud i dag, som jeg selv husker det. De arme kaniner blev overdænget af ketchup, sovsekulør, æg og nogle ubestemmelig grønne og lyserøde substanser. Det hele startede med at kaninerne blev ført fra deres bur og ned til en ponton, hvor Kong Neptun steg i land og begyndte dåben. Kaninerne fik klippet ørene og blev derefter smidt i baljen.
Grunden til, at man nu har genoptaget kanindåbsritualet er, at roklubbens medlemstal heldigvis er stærkt stigende. Og i det hele taget er der godt gang i Havnen med roklub, kajakklub, sejlklub, søspejdere, vinterbadeklub og så er der endelig den nærliggende Hvidovre Strand.
Sidstnævnte bliver udbygget og udbedret år for år til stor glæde for alle os Hvidovreborgere (Hvidovrenesere?, Hvidovrere? Hvidovreninger?).
Pigerne og jeg cyklede et smut derned i eftermiddags og tog, på trods af den kraftige østenvind, en dukkert i Kalveboderne. Superlækkert!
Jeg er sikker på, at området omkring Hvidovre Havn virkelig kommer til at blomstre endnu mere op og blive et kæmpe plus for kommunen. Vi er i hvert fald glade for at bo tæt ved vandet og alle de tilhørende aktiviteter og muligheder. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar