Kom så ind i kampen Danmark!

Fra Venligboerne Hvidovre - Lagergruppens lagerrum
(FØR organisering!)

Jeg forsøger i det daglige at være meget lidt politisk, om end de fleste der kender mig, nok ved hvor jeg står.
Men jeg kan nu mærke, at jeg har behov for ”at stille mig op på en ølkasse”. Lige så stille ganske vist, om ikke andet så bare få at få luftet tankerne og for at få dokumenteret denne skrækkelig tid på vores blog, hvor alt jo tilsyneladende er fred og gammen.

For, jeg forstår simpelthen ikke den retorik og modvilje der udvises mod flygtende mennesker i disse tider.

Jeg bliver SÅ ked af det og føler mig samtidig apatisk. Jeg forsøger at hjælpe lokalt og jeg har også svært ved at holde kæft på Facebook og deler måske lige lidt for mange opslag. Men allermest har jeg lyst til at skride fra arbejdet, starte Mazdaratien, fylde den op med tøj og mad og køre mod Rødby med ligesindede og hjælpe de arme mennesker og give dem en varm jakke og et ligeså varmt kram. Og hvem ved, måske gør jeg også alvor af det.

Jeg spurgte Rasmus i går, hvorfor der er sådan en modvilje i Verdens Lykkeligste Land? Han svarede, at folk nok frygter ghettodannelser med stor kriminalitet til følge. Well, det er sådan set forståeligt nok og desværre heller ikke helt uden fortilfælde.

Men disse mennesker vi ser komme til vores land nu, er flygtninge fra krig, rædsler, henrettelser, voldtægter, terror og tortur. Mange af dem har sat livet på spil i overfyldte både over Middelhavet og har desuden vandret lange distancer. Jeg tror ikke, at de har en langsigtet plan om at danne ghettoer. Mit umiddelbare gæt er, at de kun har ÉT ønske og mål: at bringe sig selv og sine elskede i sikkerhed. Lige som hver eneste af os også ville gøre i en lignende situation.

Jeg bliver simpelthen nødt til at sige, at vi i Danmark gør alt, alt for lidt.

Så I det indslag på DR2 om den libanesiske landsby med 15.000 indbyggere, som huser 20.000 syriske flygtninge. Til sammenligning har vi taget i mod 7000 flygtninge på et år. Jeg krympede mig, da den uforstående landsbyborgmester havde svært ved at fatte at vi i Danmark ikke mener at ”kunne følge med mere”.

Og nettet strammes hele tiden for de arme mennesker.

I årevis har vi kunnet følge med i de famøse nærområdes kamp for at huse de mange millioner flygtninge og i de seneste måneder har vi kunnet følge flygtningestrømmen op igennem Europa. Og nu, kære venner, banker de på VORES dør.

Så, åbner vi eller smækker døren i?

For mit vedkommende er der ingen tvivl i mit sind. Vi skal lukke op, byde velkommen og hjælpe. Ligesom der står i turistbrochurerne for ”Verdens Lykkeligste Land”.