søndag den 6. september 2015

Høstmarked på Svanholm Gods

I nærheden af vores sommerhus ligger det økologiske kollektiv Svanholm. Vi er, gennem alle de år vi har haft sommerhuset, kommet jævnligt på Svanholm. Når køerne skal på græs om foråret, til jordbærselvpluk, til høstmarked og julemarked eller bare hvis man har lyst til nogle økologiske varer fra deres butik.
I dag var der så høstmarked med boder, pandekager på bål, træklatring og meget andet.
Rasmus spurgte mig om jeg kunne bo der og efter lang betænkningstid svarede jeg nej.
For umiddelbart er jeg mere stringent og regelret end jeg, ganske fordomsfuldt, tror der er på et kollektiv. Jeg er nervøs for at mange ting som er "alles ansvar" hurtigt bliver til "ingens ansvar". Det er muligvis slet ikke sådan og der er helt sikkert MANGE fordele ved at bo på Svanholm. For det første er det økologisk. For det andet skal man stort set aldrig handle ind og lave mad, det klarer Køkkengruppen. For det tredje ligger det smukt og naturskønt.
Der bor ca. 85 voksne og 50 børn på Svanholm, der kan gå i vuggestue og børnehave i "Børneren", Svanholms egen institution.
Svanholm har været ramme for kollektivet siden 1978 og lever stadig i bedste velgående til glæde for nærområdet

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar