lørdag den 23. januar 2016

Ren afslapning


Efter en morgenbadetur, vask af tøj samt en indkøbstur, er det nu tid til en velfortjent afslapningsstund i udestuen.
Vi har tændt op i brændeovnen, drikker kaffe og hører "Hjernekassen". Jeg strikker, Rasmus surfer og så spiller vi Wordfeud i mens. Begge katte er her også.
Børnene opholder sig ovenpå og jeg er ikke sikker på, at de er ude af nattøjet endnu.
Det bliver ikke meget bedre.

fredag den 22. januar 2016

Billeder på væggen

I går blev vi endelig færdige med at hænge billeder op på væggen over vores skænk. Nu har vi jo også boet her mere end to år, så det er vel på tide.
Vi har haft de fleste billeder stående på skænken i lang tid, for det største problem har været at blive enige om, hvordan billederne skulle hænge. Men til sidst gav jeg mig, og billederne er blevet hængt op på Rasmus måde.
Alle motiverne har en personlig betydning for os. Øverst til højre hænger en Genesisplade, som vi fandt i huset da vi flyttede ind. Pladen er fra 1986 og indeholder blandt andet nummeret "Land of Confusion" som vi jo alle kender. Pladecoveret ses desuden konturerne af ti voksne og to børn. Ligesom vores familie. Lige under pladen hænger en tegning tegnet af Maja da hun var fem år gammel. Tegningen hedder "En familie der elsker hinanden".
Udover det har vi flere af børnenes kreationer og også ferieminder, blandt andet et billede af Colosseum fra vores tur til Rom. En af de bedste ferie jeg har haft. Der er også blevet plads til en af mine kreative udfoldelser, et broderi med et citat fra en Volbeat sang, som Rasmus og jeg synes er rigtig fed.
Vi har faktisk også valgt at hænge nogle billeder op af os selv. De tre billeder er taget af min fætter Ivan til min farmor Gurlis 90 års fødselsdag for nogle år siden.
Vi er meget tilfredse med vores fotovæg og bliver glade af at se på de mange gode minder. Planen er at billederne kan blive skiftet ud løbende.

søndag den 17. januar 2016

Is-bevis

Når jeg nu skriver stolper og ned om min vinterbadning, skal der vel også et bevis på banen.
Her er det så: et billede af mig og seks medtosser, taget i morges af Preben.
Jeg tør godt vise identiteten på de andre, da billedet, med deres billigelse, også ligger på foreningens hjemmeside www.hvidovrevinterbadere.dk

Gåtur ved Kalveboderne

Selv om det er bidende koldt insisterede vi på en gåtur i det smukke vejr. Vi parkerede ved havnen og gik ned og så på mit badehul og videre en tur ud ad Sydmolen, hvor vores saunabåd forhåbentlig kommer til at ligge engang.
Derefter gik vi over på den anden side af lystbådehavnen, over til Kystagerparken. Her så vi figuren af Saturn, som er en del af Planetstien. Planetstien er en 6 km lang rute med figurer af planeterne fra Solen til Pluto. Planeterne er opsat i størrelsesforholdet 1:1 milliard i korrekt afstand til hinanden. Vi så Solen på vores tur til Bjerget i går. Den er noget større end Saturn, der ellers også er en stor planet.
Jeg så forøvrigt den rigtige Saturn på himlen i morges.
Til sidst rundede vi ruinerne af Søspejdernes klubhus, der desværre nedbrændte Nytårsmorgen.
Jeg må sige, at området omkring Kalveboderne er et kæmpe aktiv for Hvidovre og os som borgere.

Iskoldt morgenbad

Jeg tog i Havnen kl. 07.30 i morges for at få en dukkert. Bilens termometer viste en temperatur på -7 grader og badevands app'en konstaterede en vandtemperatur på -1,9 grader, så det lovede godt.
Vi var vel en 14-15 glade badere denne skønne morgen OG en journalist fra P1, der vist laver en radioreportage om kroppen.
Det bliver spændende at høre, hvad hun fik ud af en tur til Hvidovre Vinterbadere.

lørdag den 16. januar 2016

Kælketur på "Bjerget"







Vinteren har jo rigtig bidt sig fast og det indbyder, udover vinterbadning, til kælketure. Vi er så heldige, at der få minutters kørsel fra os ligger en formidabel kælkebakke ved navn "Bjerget".
Bjerget ligger i det fredede område Kystagerparken og er kunstigt skabt af overskudsjord fra udgravninger i 1970'erne på Carlsberg i Valby og fra Ishøj og Hundiges indkøbscentre (Der er mange forskellige versioner af, hvordan og hvornår Bjerget blev anlagt. Mine oplysninger er fra Hvidovre Kommunes hjemmeside). 
En landmåler har fornyligt opmålt hovedstadens kælkebakker og Bjerget er både den højeste, længste og stejleste kælkebakke i hovedstaden. 
Og, det var godt nok også sjovt! 
Se en video fra vores tur her:

torsdag den 14. januar 2016

En husejers lod

Den store ting som skulle hentes hjem var såmænd et toilet!!
Et vaske ægte Ifö Sign med P-lås. P-lås fortæller hvordan lokummet tilsluttes til kloakken. S-lås er ironisk nok langt billigere, men vores potte er åbentbart med P-lås!
Spændende at sætte sig ind i og siden hen på...

Snevejr




Så kom sneen endnu engang.
Vi har vel allerede haft mere sne i denne vinter end hele sidste vinter.
For os skaber det ikke de store udfordringer. Jeg kan godt lide at skrabe sne, så det er min tjans.
Allerede inden nattens snefald havde vi aftalt at Sus skulle have Audien i dag, da jeg skal hente en stor ting, som kræver Mazda'ratiens bagagerum.
Audien skulle dog lige hentes i garagen først, og med en stejl nedkørsel og sne kan det godt være en udfordring.
Det gik nu helt uden problemer og Sus trillede mod byen.
Jeg luner mig indtil videre indendørs.

tirsdag den 12. januar 2016

Ny lampe

I søndags købte vi en ny lampe til stuen. Jeg havde luret på den allerede lørdag da jeg var ude at handle og smsede lokkebilleder i hobetal til Rasmus. Han svarede "Den er fin men også lidt vild". Det tolkede jeg som et nej og lod den stå.
Jeg havde anvendt den forkerte taktik, for da jeg senere atter fablede op om lampen og om hvor godt et tilbud det var, vaktes interessen hos gemalen. Så det endte med at vi købte den søndag.
Den står på vores skænk (hedder det vel) i stuen og kan oplyse en ellers mørk del af stuen. Lampen er med lysdæmper og kan altså også lave hyggebelysning.
Lampen hedder "Bourgie" og er fra Kartell. Jeg er vild med de klassiske, romantiske snirkler på foden og det futuristiske i skærmen og materialet. Jeg er også vild med at den er så stor, ca. 70 cm. høj.
Lille Else står betuttet under den nye lygtepæl. Fortid møder fremtid.
I like.

søndag den 10. januar 2016

Tur til "Det Kolde Gys"

I dag har jeg været med Hvidovre Vinterbadere på medlemstur til vinterbadeklubben "Det Kolde Gys", der har til huse i det karakteristiske Helgoland på Amager.
Vi var vel en 16-18 medlemmer der kørte derud sammen efter aftale med "Det Kolde Gys" der i dag havde gæstedag.
Vi startede med at klæde om og så hoppede vi i Øresund. Der var krabbe bølger pga. af den friske vind og så var der sandbund og vel en ca. 1 1/2 meters vanddybde.
Bagefter gik vi i deres nye, kæmpestore og meget flotte sauna, der ligger med udsigt over vandet, med lufthavnen i det fjerne. Efter endnu et par dyb og sauna, fik vi en kop kaffe i klubhuset inden vi kørte hjem igen.
Det var en supergod oplevelse og man må sige, at "Det Kolde Gys" virkelig har nogle lækre forhold både hvad angår, vand og sauna. Men de har også eksisteret siden 1929.
Hvem ved hvad Hvidovre Vinterbadere kan blive til om 85 år når vores forening har ligeså mange år på bagen?
Jeg vil glæde mig til at følge udviklingen som aktivt medlem.

fredag den 8. januar 2016

Fodflet

Som jeg har nævnt et par gange før, er vores ene kat Edda (eller Lill' Bet som jeg kalder hende for tiden) en trofast sengekammerat.
I øjeblikket er det pigerne der nyder godt af hendes selskab. Når de har lagt sig i seng (de sover pt. sammen i Majas seng) går der som regel under et minut før Edda arriverer. Hun lægger sig til rette og rokker sig ikke ud af stedet, før hun ud på aftenen/ natten kommer ind til os og sover der indtil næste morgen.
Vi siger tit til hinanden "tænk at hun gider" for hun bliver formentlig pøffet og møffet godt til i løbet af natten. Og, det er da også sket, at hun er røget på gulvet. Men, så hopper hun bare op igen.
Edda bliver forøvrigt 13 år her til januar, så hun er ved at være en gammel trunte.

Endelig fredag!


SÅ blev det endelig fredag efter første arbejdsuge efter en dejlig lang juleferie.
Det var godt at se kollegaerne igen og en helt ny kollega blev det også til mandag morgen.
Men det har været en hård uge synes jeg. Vi er, qua ny lovgivning på dagpengeområdet igen igen, startet på en helt ny arbejdsform, som er en reel og tung udfordring for os alle.
Så fredag er MEGET velkommen. Jeg hentede Mille fra skole og så kørte vi i Slikland. Derefter hentede vi Maja og kørte hjem. Her satte jeg en simreret i Römertopfen og kørte derefter i Havnen og tog en dukkert eller tre.
Da jeg kom hjem, var Rasmus løbet en tur. Jeg åbnede en flaske rødvin og lavede resten af maden.
Kl. 20 ramte X-faktor skærmen og hele vores lille familie sidder nu sammen og hygger med fredagsslikket.
Fredag er bare fed!

torsdag den 7. januar 2016

Forårsfornemmelser


Da vi var i sommerhus mellem jul og nytår tog jeg et par forsythiagrene med hjem. De havde lagt sig ned i en af stormene og måtte derfor beskæres.
Nu, et par uger efter, står de i fuldt flor. Så selv om vinteren for alvor er over os nu, har vi forårfornemmelser indendørs. Desuden mærkes det nu, at lyset er på vej tilbage. Jeg kan være heldig at få et par minutters dagslys efter fyraften. 
Jo jo, det lysner!

onsdag den 6. januar 2016

Isbadere



Ja, der er lidt mange indlæg om mit vinterbadning for tiden. Men, det er fordi at jeg gør det ret meget i øjeblikket. Og udover det, går jeg mest bare på arbejde og er husmor. Og ikke ret meget andet. Så, vinterbadningen er altså det mest sindsoprivende i mit liv i øjeblikket og derfor er bloggen fyldt med det.
OG her på det sidste er vi jo virkelig blevet RIGTIGE vinterbadere, ja faktisk isbadere. Jeg var nede og bade mandag aften og der måtte der sparkes hul i isen før vi kunne gå ned i vandet. I morges var jeg dernede igen sammen med to tapre lidelsesfæller, og der måtte hakken frem, for isen var blevet noget tykkere. Men i kom vi! Det var tilmed på bedste vikingemanér, for vi havde ikke tid til saunatur bagefter. Umiddelbart bliver man hurtigt varm(ere) igen, meeen jeg havde lidt kolde fødder et par timer bagefter. 
Men alt i alt en superfed oplevelse som tåler gentagelse. Måske allerede i aften?

søndag den 3. januar 2016

Sundt eller skørt?

Ja, det kan meget vel være en smuk kombination af både sundt og skørt at vinterbade.
Da jeg var afsted i morges tænkte jeg i hvert fald at det måtte virke en smule skørt. Alt i mens en varmt påklædt fisker stred sig mod vinden for at tilse sin båd, gik en håndfuld mennesker i badekåbe ned for at bade i det 0,5 grader varme (kolde) vand. Der var både istapper, is på badetrappen og vi kunne endda ane grødis længere ude. Men i kom vi, og endda de sædvanlige tre gange forsødet med sauna.
Bagefter føler jeg mig enormt sund og fyldt med energi.
Og i morgen gør jeg det igen.

lørdag den 2. januar 2016

Badesarong / Anything Towel







Når man vinterbader skal man have noget basisudstyr på plads. Badetøj er jo ikke et must, faktisk gør det slet ikke noget,hvis man har glemt det. Men, du skal have et par sko der kan tåle vand (evt. klip-klappere eller Crocs), en badekåbe hvis der er langt mellem badested og sauna (og det er der hos os), et badehåndklæde til saunaen og også gerne en drikkedunk til vand til de 2 x 15 minutter i sauna. Det kan også være godt at have en ansigtscreme med, da man godt kan blive til tør i ansigtet efter sidste saunatur. 
Udover kontingentet er vinterbadning således en billig fritidsbeskæftigelse, da det meste af udstyret findes i en almindelig husholdning tænker jeg. Men, man kan jo altid opgradere på udstyret og det har jeg gjort på badehåndklædefronten. 
En kollega viste mig for noget tid siden en rigtig fin badesarong, som hun havde fået i gave af sin datter. Den blev jeg så betaget af, at jeg ønskede mig den i julegave af Rasmus. Og jeg var så heldig at få den og den fungerer supergodt til min vinterbadning. Sarongen er inspireret af de tyrkiske "Pestemal", som er navnet på de håndklæder man bruger i Tyrkisk bad i Tyrkiet. En lille dansk iværksættervirksomhed bestående af to kvinder har set potentiale i håndklæderne og har startet en import af disse håndklæder. De kalder håndklæderne "Anything Towel" og får vævet de store, men tynde håndklæder i Tyrkiet i nordiske mønstre. 
Håndklædet er smukt, nemt at have med rundt og kan bruges som håndklæde, tørklæde, tæppe, sarong o.m.a. Jeg er superglad for mit og bliver muligvis nødt til at eje endnu et. Så er det godt man har fødselsdag lige om lidt. 
Håndklæderne købes på www.time2bath.com