lørdag den 19. marts 2016

Hundeslædetur

Her til formiddag har vi været ude at køre på hundeslæde.
Vi stod meget tidligt op (tidsforskellen drillede os og vi vågnede tidligt) og hyggede os med kaffe og nørklerier inden der blev serveret en glimrende morgenmad.
Derefter blev vi hentet i terrængående bus og kørt hen til en nærtliggende barak, hvor vi blev udstyret med sælskindstøj. Så blev vi kørt ud til en tilfrosset sø, hvor seks hundeslæder bestående af hver en fører og 14 hunde ventede. Vi skulle køre med Julius, en mand af få (danske) ord og hans fantastiske hunde. Vi blev bænket og så gik det ellers over stok og sten.
Vi kørte både på tilfrosne søer, men også over land, hvor hundene måtte slide ekstra i det, da der ikke var meget sne og is.
Vi nød hvert et sekund og var meget imponeret over Julius' kontrol over sine dyr og ikke mindst over hvad selve slæden kunne holde til. Den er vel godt og vel fire meter lang og enormt smidigt konstrueret. Vi kunne tydeligt mærke hvordan den gav sig på den helt rigtige måde, når vi kørte direkte hen over ret så store sten.
Vi kørte en lille times tid hvorefter vi holdt pause på en sø og fik noget varmt frugtsalat at drikke. Derefter gik turen tilbage igen.
Noget man ikke ved om det at køre hundeslæde, er at det også er forbundet med lugten af lort. Hundene sked lystigt med de løb og når så slæden kørte i det bredte der sig en hørm. Og, det er helt specielt lugt og meget anderledes end en "dansk" hundelort. Ganske bestemt pga. af hundenes foder.
Noget andet er, at hundeslædehunde IKKE er kæledyr og derfor ikke bliver behandlet dersom. Vi synes at vores Julius var god, men bestemt, overfor sine hunde. Han brugte pisken et par gange, men kun som "fjernbetjening", han ramte ikke dyrene. Men vi kunne høre at passagererne på nogle af de andre slæder synes at deres hunde havde fået en temmelig hårdhændet behandling.
Vi synes at det var en fantastisk oplevelse at køre hundeslæde i den smukke, urørte natur.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar