fredag den 18. marts 2016

Kangerlussuaq

Så er første dag her i Grønland ved at lakke mod enden.
Vi blev hentet i lufthavnen og kørt til vores hjem de næste par dage, vandrehjemmet Old Camp, der ligger ca. to kilometer fra lufthavnen. Vi fik vores værelse og kl. 11 var der et kort informationsmøde, hvor udflugtsprogrammet blev præsenteret. Dagen i dag stod på "fri leg". Så, vi begav os hurtigt ud på en tur til fods. Vi gik tilbage ind mod byen og udforskede stort og småt. Først gik vi i det lokale supermarked. Her kan det oplyses, at et blomkålshoved koster 40 kr, mens et glas Nutella koster 32 kr.
Derefter spiste vi frokost i lufthavnens cafeteria.
Vi snusede rundt i et par småbutikker med lokale, håndlavede varer. Herunder lækkert, lækkert moskusoksegarn, som jeg ikke forlader landet uden et par nøgler af. Det er dog endog MEGET kostbart, så jeg tager tilløb et par dage.
Vi fortsatte rundt om lufthavnen og om til sydsiden af Kangerlussuaq. Undervejs passerede vi broen over den enorme flodslette dannet af Indlandsisen. Sletten består af sand, som isen har slebet af grundfjeldet og som floden Watson River har transporteret ud.
Vi gik rundt og så bla. byens idrætscenter og kirke. Vi så dårligt en levende sjæl på gader og stræder. Men vi ved, at der bor 500 mennesker i Kangerlussuaq.
På godt ømme og trætte ben, stavrede vi tilbage til vandrehjemmet, hvor vi hvilede en times til inden vi blev hentet i bus og kørt ud for at spise middag.
Byens fineste (og eneste?) restaurant hedder "Roklubben" som ligger smukt med udsigt over den tilfrosne sø Lake Ferguson.
Her fik vi serveret en lækker hakkebøf af moskusoksekød med tilbehør. Efter en tår kaffe blev vi busset hjem igen.
Godt trætte efter en spændende dag, går vi nok i seng selv om klokken kun er 20.30. Det svarer dog til kl. 00.30 dansk tid.
I morgen venter en ny og begivenhedsrig dag heroppe nord for polarcirklen.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar