lørdag den 19. marts 2016

Sightseeingtur i Kangerlussuaq

I formiddags var vi på sightseeingtur rundt i Kangerlussuaq. Første kørte vi over fjeldet (hvor vi så rensdyr) og ned til byens havn, som sammen med lufthavnen er områdets livsnerve. Fjorden er dog frosset til om vinteren, men om sommeren servicerer havnen krydstogtskibe, fragtskibe og det årlige tankskib fra Mærsk, der pumper 5,5 millioner dieselolie af i dertil indrettede beholdere.
Fra havnen kan man se op på en nærliggende klippeside, hvor amerikanske soldater (og siden andre) har malet deres navne.
En af vores medrejsende faldt på isen på havnekajen og landede uheldigvis på sit kamera, hvilket medførte et stort sår på det ene øjenbryn. Bussen kørte han ind til sygeplejestationen i lufthavnen, hvor han blev lappet sammen med fem sting. Der er enormt glat alle vegne, da det skiftevis tør og fryser.
Turen videre i byen og vi fik historien om byens oprindelse: Kangerlussuaq (grønlandsk for "den store fjord") blev anlagt som amerikansk militærbase i 1940-41 som optankningssted for amerikanske fly, der skulle krydse Atlanten. Efter 2. verdenskrig overvejedes det at lukke basen, men så kom Den Kolde Krig. Basen blev nu, med tilhørende radarstationer, brugt til holde øje med potentielle russiske bombefly.
I 1992 blev basen nedlagt og overdraget til det grønlandske hjemmestyre for en samlet sum af 1$. Rigtig mange af bygningerne i byen, bla. vores vandrehjem, stammer fra basens virke i 40'erne og 50'erne. Og ikke alle er i lige god stand.
Der bor i alt 550 mennesker i byen nu, hvoraf ca. 180 af den er børn og unge under 18 år. De fleste arbejder i lufthavnen eller turistindustrien.
Kangerlussuaq har lufthavn, skole, børnehave, idrætscenter, supermarked, kirke, postkontor, hotel, flere vandrehjem, restaurant, rådhus, et par små butikker samt en enkelt lille bybus.
Byen ser noget trist ud. Mest af alt på grund af manglende vedligehold. Meeen, man kan jo heller ikke lige stikke i Silvan.
Til gengæld har området en fantastisk natur at byde på.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar