søndag den 20. marts 2016

Tur til Indlandsisen

I dag har vi været en tur til Indlandsisen. Ca. 25 km fra Kangerlussuaq ligger Indlandsisen. Og det er muligt at køre dertil af en vej som Volkswagen anlagde derud omkring år 2000, da de havde opført en testbane til biler på selve indlandsisen. Denne testbane kunne dog ikke holde til isens bevægelser (No shit Sherlock!) og projektet blev skrinlagt efter et par år. Men vejen derud er der stadig og det betyder, at man kan komme helt op på indlandsisen. Og det var vi i dag.
Det var helt uroligt at stå på et ismassiv, som ikke alene dækker 85% af Grønlands areal på 2,1 millioner km2, men også har en tykkelse på op til tre kilometer.
Isen var snedækket, men et par cm nede sås den blå is og man skulle passe på ikke at falde. Flere af os røg da også på halen. Dog ikke med behandlingskrævende skader til følge i dag.
Et sted var en stor del af isen blotlagt og man kunne se den smukke struktur af bobler og indlejret sand fra grundfjeldet. Vi kunne også røre den. Den var blød og glat. Og kold forstås.
En af guiderne viste os, at man kunne få sig en rutschetur ned af indlandsisen. Det kunne hverken min mor eller jeg lade gå fra os, så vi tog den på måsen ned af en stejl isvæg. Jeg fik sne i både øjne, næse og mund og min mor roterede 180 grader på vej ned, så hun landede med hovedet først. Men det var megasjovt og helt sikkert en unik oplevelse.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar