mandag den 25. april 2016

AROS - Your rainbow panorama




























Udover "BOY", var det andet hovedformål med at besøge AROS at opleve værket "Your rainbow panorama" af den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson, som ingen af os havde set før. Det permanente værk blev indviet i maj 2011 og består af en slags tunnel af farvet glas på toppen af AROS. Tunnelen er cirkelformet og består af en 150 meter lang og tre meter bred rundgang udført i glas i alle regnbuens farver. Olafur Eliasson beskriver selv projektet med følgende ord:

”Your rainbow panorama går i dialog med den eksisterende arkitektur og forstærker det, der i forvejen er givet, nemlig udsigten over byen. Jeg har skabt et rum, der nærmest udvisker grænserne mellem indenfor og udenfor – hvor man bliver lidt usikker på, om man er trådt ind i et værk eller ind i en del af museet. Denne usikkerhed er vigtig for mig, da den opfordrer folk til at tænke og sanse ud over de dimensioner, de er vant til at begå sig i”.

Jeg synes, det var en fin, fin oplevelse at gå rundt i regnbuen og kan faktisk godt se hvad O. E. mener med at opleve noget forventeligt og/eller velkendt på en ny måde. Vel lidt som at spise med bind for øjnene.
Efter regnbueoplevelsen spiste vi frokost og kørte vi videre og forsatte vores dag i Aarhus.

AROS - Diverse kunstnere

01: Song Dong

02: Guan Feng Dong

03: Olafur Eliasson
 
04: James Turell
 
05: Xu Bing 1st Class
 
06: Leonhard Rickard
 
07: Lam Laam Jaffa
 
08: Jani Leinonen





































































































Jeg vil med det samme blankt tilstå, at hverken Rasmus eller jeg er de store kunstkendere endsige elskere. Vi er heller ikke gode til f.eks. teater. Men, vi forsøger alligevel at introducere poderne til kultur, det bliver bare oftest i form af naturoplevelser og via besøg på kulturhistoriske museer.
Men, så skal jeg da ellers love for at vi fik kunst for alle skillingerne på AROS. Både i form af den mere klassiske kunst som malerier af f.eks. P. S. Krøyer, men så sandelig også moderne installationskunst.
Jeg har i dette indlæg lagt et udvalg af billeder jeg tog af nogle af mange, mange særprægede kunstværker.
Der er pt. en særudstilling der hedder "A new dynasty - created in China", som omfatter værker af 24 kinesiske samtidskunstnere, der har kreeret værker af meget forskellig art.
Billede 01, 02, 05 og 07 stammer fra denne udstilling.
Billede 01 viser en overdimensioneret, men ellers (næsten) klassisk prismelysekrone. Den er blot pyntet med plasticflasker i alle former, størrelser og farver.
Billede 02 er et fuldstændigt plant maleri med 3D effekt.
Billede 05 viser værker "1st class" og er nok et af de værker der gjorde mest indtryk på os. Værket forstiller et skind fra en tiger, som er  kinesisk symbol på styrke, sundhed og velstand. Paradokset i dette værk er, at det er lavet af 500.000 cigaretter. Kina er verdens største producent, og forbrugere, af cigaretter og har mere end 300 millioner rygere.
Billede 07 viser værket "The sounds of "Daughters of the Air"". Det skulle være inspireret af H.C. Andersens eventyr om Den Lille Havfrue (!?).
Billede 03 viser Olafur Eliassons værk "Omgivelser", hvilket var en ret spøjs oplevelse, med spejle over alt der leget med din rumfornemmelse.
Billede 04 viser pigerne ved James Turells værk "Milkrun III". Her var det lys der legede med vores rumfornemmelse, lyset skabte en illusion om en væk der ikke var der. Billede 06 viser et kæmpemaleri lavet af den norske kunstner Leonard Rickhard. Maleriet hedder "Ryggvendt figur i nattlig interiør II" og er en del af udstillingen "Mellem krig og fred" som er den største udstillingen nogensiden med værker af Leonard Rickhard. Han har en helt speciel stil og jeg tror, at jeg altid vil kunne genkende hans værker fremover. Billede 08 viser et noget spooky stykke kunst: nemlig Kristus på korset malet som McDonaldsklovnen. Værket stammer fra udstillingen "School of disobedience" af finske Jani Leinonen. Hele hans udstilling var meget præget af politisk aktivisme, på en til tider meget grov måde. Ja, turen gennem Aros udstillinger bød på mange forskellige indtryk og jeg må sige, at det faktisk var en stor oplevelse. Ikke mindst her bagefter, hvor jeg, til blogindlægget, har fordybet mig lidt mere i værkerne. Måske skulle man bevæge sig lidt mere ind på de danske kunstmuseer og suge lidt til sig?

AROS - Boy









Kunstværket "Boy" var hovedformålet med at tage på AROS, som var hovedformålet med at tage til Aarhus i denne omgang. Børnene kendte godt til skulpturen på forhånd var meget interesseret i den.
Og, den er sørme da også spektakulær.
Den er lavet af den australske kunstner Ron Mueck i 1999. "Boy" er 4,5 meter høj og er støbt i glasfiber. Alle detaljer på drengens krop er meget realistiske, lige fra små antydningen af blodårer, albue og knæs ru hud samt de småflossede tånegle. Hele fremtoningen er meget livagtig og man føler det som om der sidder en kæmpedreng og kigger. Han er iført et par store, fint syede shorts. AROS købte værket i 2001 og kunstneren udtrykte den gang: "Jeg ville nok have forsynet ham med en pollover, hvis jeg havde vidst, at han skulle stå i så koldt et klima".
Vi talte lidt om, hvorfor han mon sidder på den måde han gør. Er han bange? Bliver han drillet? Gemmer han sig? Jeg har siden læst, at den australske kunstner, ift. den siddende position, har ladet sig inspirere af aboriginere, der vagtsom skuer ud over sletten på jagt efter bytte.
Børnene fortalte, at de havde forventet at han var større, men ud over det, tror jeg at de var betaget af synet. Det var jeg i hvert fald.

Skøn St. Bededagsweekend





















Så er vi kommet hjem igen efter den skønneste St, Bededagsweekend i mands minde. Fredag morgen pakkede vi Audi-neseren med alverdens pik-pak og kørte op til gode venner på Kalundborgegnen. Her havde vi en skøn dag sammen i deres smukke hus og have. Først på aftenen kørte vi sydpå til Korsør, hvor vi overnattede på Hotel Mormor.
Lørdag formiddag gik turen til Silkeborg, hvor vi var inviteret til min fætters søns konfirmation kl. 13. Vi blev forkælet med lækker, lækker mad og drikke og herligt selskab. Vi kørte fra festen omkring kl. 20.45 og røg lige ind i det vintervejr jeg skrev om i sidste indlæg. Det var forøvrigt på vej fra Silkeborg til Gl. Rye, hvor vi havde booket en overnatning på byens kro.
Vi tjekkede ind på vores (lidt nedslidte) værelse med fire opredninger og gik faktisk i seng mere eller mindre med det samme.
Søndag morgen stod vi op til det flotteste solskinsvejr og spiste en udemærket morgenmad i kroens restaurant. Derefter pakkede vi sammen og kørte en tur til Himmelbjerget. Det flotte, men lidt kolde vejr, indbød til en tur med taget af, så det gjorde vi. Der er supersmukt omkring (og på) Himmelbjerget og man må ikke snyde sig selv for en tur der op, hvis man er i nærheden synes vi.
Derefter gik turen til søndagens egentlige mål: Aarhus! Vi ville nemlig en tur til AROS, da børnene havde snakket en del om skulpturen BOY. Så, den synes vi da de skulle se ved selvsyn. Jeg laver et par særskilte indlæg om vores besøg på AROS, da vi tog rigtig mange fine billeder.
Da vi var mætte af kunst men i øvrigt sultne, spiste vi en lækker frokost på AROS.
Derefter kørte vi ud til Aarhus´ vinterbadeklub Jomsborg, hvor jeg som medlem af en anden vinterbadeforening må komme ind på en gæstebillet. Rasmus og pigerne kørte ud og fik en is, mens jeg badede en lille times tid.
Jomborg ligger på Den Permanente, som er en fin badeanstalt ca. 2.5 km nord for Aarhus Centrum. Jomsborg er uden sammenligning Danmarks største vinterbadeforening med over 8000 medlemmer. Jeg fik god hjælp fra et venligt medlem til at hitte ud af omklædning (som er udendørs) og fik hurtigt taget mig en skøn dukkert i Aarhus Bugtens friske, salte vand som vel var omkring 5.5-6.0 grader. Derefter gik jeg i sauna og fik en hyggelig sludder med nogle af Jomsborgs medlemmer (det er altid en ice breaker at komme ind af nødudgangen  #rookie mistake). Jeg har i vandet tre gange og i sauna to gange inden jeg mødtes med resten af familien. Man måtte ikke tage billede ind på Jomsborg, men man kan læse og se mere om foreningen HER.
Turens sidste stop var i Aarhus Botaniske Have, hvor vi nød at gå rundt i væksthusene og se de smukke eksotiske planter. Der er forøvrigt gratis adgang og klart et besøg værd. Vi sluttede besøget af med en Coffee to go og startede hjemturen omkring kl. 17.
Rasmus førte rattet til Nyborg, hvor vi gjorde stop og spiste aftensmad på Sunset. Derefter kørte jeg resten af turen hjem. Eller, Audi-neseren kører næsten selv, for med automatgear og fartpilot er det ingen sag at køre mange kilometer.
Vi var hjemme omkring kl. 20.30 efter en helt igennem fantastisk weekend fyldt med hyggeligt samvær med venner og familie krydret med kulturelle oplevelser i stor stil.
Jeg er fuldstændig vild med disse små Road Trips og pønser på endnu flere.

lørdag den 23. april 2016

Vintervejr på sommerdæk

Rasmus synes ellers, at han var ret sent ude med at få skiftet til sommerdæk. Han fik det gjort i onsdags. 
Og i dag lørdag har vi kørt i hagl/ sne og med en udetemperatur på kun 1.5 grader!
Vejen var spejlglat og vi var derfor glade for firhjulstrækket på Audien. Så står man da nogenlunde fast på trods af sommerdæk i vintervejr.
Meget mærkelig oplevelse her sidst i april må jeg sige. 

Se en kort video af vores oplevelse af vintervejret her:

Dupond & Dupont

Mormor og Mille her til morgen.

torsdag den 21. april 2016

Lyden af stilhed



Jeg er simpelthen nødt til at dele denne video med omverdenen. Den hører jeg mange gange dagligt i øjeblikket. Både i høretelefonerne på jobbet, i kælderen når jeg forsøger at motionere på løbebåndet og for fuld skrald i stuen.
Selve nummeret er en gammel klassiker som du helt sikkert kender" Sound of Silence" med Simon & Garfunkel. De udgav nummeret i 1964, hvor det umiddelbart floppede fælt. I 1965 blev nummeret imidlertid remixet og blev en gigantisk succes. I januar 1966 lå nummeret nr. 1 på den amerikanske billboardliste "The Hot 100" (den som Lukas Graham pt. ligger nr. 3 (tidligere nr. 2) på med "7 years".)
Siden da har utallige bands og solister lavet covernumre af nummeret og sidste år udgav heavy metal bandet Disturbed nummeret. Og, det er simpelthen SÅ GODT synes jeg. Og smukt, med a rough edge. Og tjek lige forsangeren David Draimans piercinger...
Også Paul Simon himself er efter sigende begejstret for Disturbeds version.
Faktisk ligger nummeret også på den ovennævnte billboardliste. Denne uge som nummer 42 (sidste uge som nr. 49).

Se en liveversion af nummeret udført af Simon & Garfunkel i Central Park i 1981 HER

Aftentur til Bispebjerg Kirkegård







I tirsdags var vi ned hos min far i Nyhavn og på vej hjem synes Rasmus at vi skulle køre igennem byen, da det var sådan en flot aften. Så det gjorde vi. På et tidspunkt så en af ungerne et smukt, blomstrende træ med masser af lyserøde blomster. Det var de meget betaget af. 
Jeg kom i tanke om, at der på Bispebjerg Kirkegård er en allé af japanske kirsebærtræer, som blomstre i øjeblikket. 
Så, der kørte vi hen. Vi hat aldrig været der før, men det viste sig at man kan køre helt ind til Søndre Kapel og praktisk talt parkere lige ved alléen. 
Det var en meget smuk oplevelse at gå i den tunnel, som træerne faktisk skaber. I Japan har det at kigge på kirsebærtræer faktisk et navn: "hanami".
Da vi var færdige med at hanami kørte vi en tur rundt omkring den nærliggende og utroligt smukke Grundtvigskirke. En dag må vi ind og se den også. Denne aften nøjes vi behagelige væsner dog med at slå kalechen ned på bilen og læne nakken tilbage.

mandag den 18. april 2016

Nye, gamle Docs





For noget tid siden afholdt min faster og onkel et præ-flytning loppemarked i deres garage. Vi kørte forbi og købte faktisk en del fine ting. Mit bedste køb var uden tvivl to bare Doc Martens støvler i fin stand. Det øverste par er i sortlakeret læder og kostede 100 kr og det nederste par er i rødt skind og kostede 30 kr.
Jeg er superglade for min samling på nu tre par Docs. Det er fede, praktiske støvler, der er gode at gå i. Og, så passer de lige til min personlighed synes jeg.

fredag den 15. april 2016

Fugle-TV




Ligesom sidste år følger vi igen med i adskillige fuglereder,  hvor der er opsat webkameraer. Dansk Ornitologisk Forening (DOF) er i gang med et tre årigt projekt der hedder "Fugle Overalt" og er finansieret af Nordea Fonden. Formålet med projektet er at skabe øget opmærksomhed om naturbeskyttelse og fugle i Danmark. Især blandt danskere, der ikke normalt kigger på fugle. Herunder er redekameraerne et spændende tiltag.
Jeg vil mene, at vi i vores lille familie er mere fugleinteresseret og -observante end gennemsnittet. Når vi kører bil holder vi altid øje med rovfugle, gæs, hejrer og andre fugle. I vores have(r) er vi meget interesseret i fuglelivet og om der mon flytter nogle ind i vores utallige fuglekasse? Vi sørger også for at fodre flittigt.
Lige i går så vi, at der er ved at flytte et blåmejsepar ind i vores nye fuglekasse lige udenfor udestuen. Det bliver hyggeligt at følge med i deres liv med unger. Ellers var sidste store "live" fugleoplevelse de to tranetræk vi så fra haven.
Ellers følger vi med på tre webkameraer fra hhv. en havørnerede, hornuglerede og fiskehejrerede.

Havørnereden ligger i Fugleværnsfondens reservat Saksfjed-Hyllekrog på Lolland. Her er der pt. fuld vigør i reden, da deres to æg klækkede sidste uge og nu er der to små dunede ørneunger der skal fodres døgnet rundt. Reden er af og til et regulært kadaverhus fyldt med mere eller mindre hele harer, blishøns og fisk.

Følg med i havørnereden HER

Uglereden ligger i Jylland og er hjem for et par Stor Hornugle. Pt. ruger de på livet løs, men snart må der komme unger ud af de to æg. Man kan af og til se bytte såsom rotter ligge på lager i reden.

Følg med i uglereden HER

Fiskehejrerederne er filmet fra Frederiksberg Have, hvor der jo er en ret stor bestand af fiskehejrer. Der vises en del reder i et par trætoppe. Pt. ruger fuglene, men også her må der snart komme unger.

Følg med i fiskehejrereden HER

onsdag den 13. april 2016

Årets Pressefoto 2015

I disse dage er Maja på lejrskole i Vig. Hun tog afsted i går og kommer hjem i morgen. Det betyder jo så, at Mille er enebarn for en stund. Det nyder hun i stor stil.
I går havde hun legekammerat med hjemme og i dag skulle vi på tur.
Jeg havde besluttet, at vi skulle på Den Sorte Diamant og se udstillingen Årets Pressefoto 2015. Mille var ikke meget for sådant et kulturindslag, men sådan blev det altså.
Langt de fleste pressefotos handlede om flygtninge og det var da også indenfor denne kategori hovedprisen for Årets Pressefoto blev fundet. Vinderbilledet blev taget af Jacob Ehrbahn fra Politiken. Hans billede forestiller en flygtningefamilie, der den 27. august 2015 tager kravler under grænsehegnet som Ungarn på det tidspunkt er ved at opføre på grænsen til Serbien. Et utroligt sigende billede.
Udover flygtningesituationen var terror et gennemgående motiv på mange af fotografierne. Både terrorangrebet herhjemme sidste februar hvor Dan blev dræbt, men også de to frygtelige terroranslag i Paris. Man så blandt andet et billede, hvor Dans drabsmand lå skuddræbt på gaden. Meget stærke billeder, som jeg håber Mille kan rumme. Hun var dog meget pragmatisk og synes, at det var godt han blev stoppet.
En anden "sjov" Mille-betragtning var, da hun så et billede fra en ekstremsports begivenhed kaldet "Warrior Dash" som blev afholdt i Valbyparken sidste år. Billedet viser en kvinde, der kravler gennem mudder under pigtråd. Mille spurgte, om det også var en flygtning. Og, det var da heller ikke umiddelbart til at se forskel, hvis ikke man kunne læse billedteksten. Men, for nogle er det at kravle gennem mudder og pigtråd et spørgsmål om liv og død, for andre er det en fritidsfornøjelse. Tankevækkende.
Efter fotoudstillingen gik vi et kort smut (desværre rendte tiden fra os) op i en anden udstilling, der viser nogle af Det Kongelige Bibliotek litterære skatte. Herunder en af H.C. Andersens dagbøger og manuskriptet til Fyrtøjet. Der var også udstillet bibliotekets ældste håndskrift, der var mere end 1400 år gammelt.
Det var også en væg der symboliserede den digitaliserede skriftverden og der kunne man skrive noget der er vigtigt for en. Og det gjorde Mille.
Efter et spændende besøg på Den Sorte Diamant, gik vi op til Rådhuspladsen og spiste aftensmad på Jensens Bøfhus. Vi fik god (og meget) mad og hyggede os gevaldigt.

tirsdag den 12. april 2016

Ribersborgs Kallbadhus, Malmø














I søndags havde medlemmer fra min vinterbadeklub arrangeret en tur til Ribersborgs Kallbadhus i Malmø. Vi var ti medlemmer afsted fordelt i to biler.
Ribersborgs Kallbadhus ligger ved kysten ca. 5 kilometer nord for Øresundsbroen. Det er en utrolig smuk badeanstalt, der minder en del om Helgoland på Amager og også om vores egen desværre hedengangne Hvidovre Søbad.
Ribersborgs Kallbadhus blev indviet i juni 1898 og er opkaldt efter den nærliggende bydel i Malmø, Ribersborg.
Badeanstalten er blevet ombygget, renoveret og udvidet af flere omgange, men har siden 2009 haft sit nuværende udseende. Badeanstalten består af en separat herre- og dameafdeling med hver sin omklædning og badeområde. Hver afdeling har to saunaer, en almindeligt tørsauna og en birkebrændefyret sauna. Desuden er der en stor, fælles fugtsauna, hvor der også bliver afholdt gus. Alle saunaerne ligger med skøn udsigt til Øresund (og det knapt så skønne Barsebäck).
Man bader fra hver sin badetrappe i det friske havvand, som vel var en 6-8 grader. Det er ganske op til hver enkelt om man bader med eller uden badetøj, men i saunaerne er badetøj strengt forbudt. Man må dog gerne have et håndklæde om sig.
Ribersborgs Kallbadhus er åbent for offentligheden året rundt og man løser bare en billet til 65 svenske kroner for at benytte faciliteterne.
Til badeanstalten er der tilknyttet en fin restaurant. 
Vores tur varede i alt fem timer fra start til slut og vi fik prøvet alle tre typer sauna, saunagus samt ikke mindre end fem svømmeture i det herlige Øresund. 
Efter badningen spiste vi frokost og kaffe/kage i restauranten før vi atter kørte hjem igen efter en fantastisk dag i Malmø.
Vi blev forøvrigt stoppet af to hærdebrede svenske tolderne ved betalingsanlægget i Sverige. De skulle se pas/ kørekort på os alle fem. De undrede sig vist desuden over hvad fem granvoksne mennesker most sammen i en bil skulle i Sverige en søndag formiddag. Da vi forklarede, at vi skulle over og bade, udbrød de i den kendte svenske frase "fy faen" og lod os køre uden yderligere spørgsmål.
Læs mere om badeanstalten HER