tirsdag den 12. april 2016

Ribersborgs Kallbadhus, Malmø














I søndags havde medlemmer fra min vinterbadeklub arrangeret en tur til Ribersborgs Kallbadhus i Malmø. Vi var ti medlemmer afsted fordelt i to biler.
Ribersborgs Kallbadhus ligger ved kysten ca. 5 kilometer nord for Øresundsbroen. Det er en utrolig smuk badeanstalt, der minder en del om Helgoland på Amager og også om vores egen desværre hedengangne Hvidovre Søbad.
Ribersborgs Kallbadhus blev indviet i juni 1898 og er opkaldt efter den nærliggende bydel i Malmø, Ribersborg.
Badeanstalten er blevet ombygget, renoveret og udvidet af flere omgange, men har siden 2009 haft sit nuværende udseende. Badeanstalten består af en separat herre- og dameafdeling med hver sin omklædning og badeområde. Hver afdeling har to saunaer, en almindeligt tørsauna og en birkebrændefyret sauna. Desuden er der en stor, fælles fugtsauna, hvor der også bliver afholdt gus. Alle saunaerne ligger med skøn udsigt til Øresund (og det knapt så skønne Barsebäck).
Man bader fra hver sin badetrappe i det friske havvand, som vel var en 6-8 grader. Det er ganske op til hver enkelt om man bader med eller uden badetøj, men i saunaerne er badetøj strengt forbudt. Man må dog gerne have et håndklæde om sig.
Ribersborgs Kallbadhus er åbent for offentligheden året rundt og man løser bare en billet til 65 svenske kroner for at benytte faciliteterne.
Til badeanstalten er der tilknyttet en fin restaurant. 
Vores tur varede i alt fem timer fra start til slut og vi fik prøvet alle tre typer sauna, saunagus samt ikke mindre end fem svømmeture i det herlige Øresund. 
Efter badningen spiste vi frokost og kaffe/kage i restauranten før vi atter kørte hjem igen efter en fantastisk dag i Malmø.
Vi blev forøvrigt stoppet af to hærdebrede svenske tolderne ved betalingsanlægget i Sverige. De skulle se pas/ kørekort på os alle fem. De undrede sig vist desuden over hvad fem granvoksne mennesker most sammen i en bil skulle i Sverige en søndag formiddag. Da vi forklarede, at vi skulle over og bade, udbrød de i den kendte svenske frase "fy faen" og lod os køre uden yderligere spørgsmål.
Læs mere om badeanstalten HER

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar