torsdag den 14. juli 2016

Cala sa Calobra








Rasmus og jeg var enige om, at vi aldrig har kørt på en så vild vej før, med så mange hårnålesving. Ikke engang på vores ture til Norge. Vi kørte tillige i mange hundrede meters højde med en svimlende udsigt over de smukke, forrevne bjerge med Middelhavet langt ude i det fjerne.
Guidebogen beskriver turen over dette bjergpas som Mallorcas mest eventyrlige pas. Sa Calobra-vejen fra 1932 er den italienske ingeniør Antonio Parrettis mesterværk. Og man må sige, at han har gjort det godt. Man kører op, op, op indtil man når et 360 grader hårnålesving kaldet Nus de Corbate ("Slipseknuden"), hvor man kører over en bro og derefter kører rundt og rundt og under selvsamme bro, hvorefter turen går nedad med et fald på 800 meter fordelt på 12 km hårnålesvingskørsel. Vejen ender ved Sa Calobrabugten, som, ifølge guidebogen, er et af de mest imponerende landskabet Mallorca har at byde på. Og, her var godt nok også fantastisk. Det mindede mig en del om min mors og min tur til Nordirlands nordkyst, også vejrmæssigt, da Middelhavet var hidsigt i dag.
Gennem en 200 meter tunnel hugget ud af bjerget, kom vi til en fortryllende strand ved navn Turrent de Pareis. Selve stranden bestod af blankslebne rullesten og vandet var turkisblåt flankeret af høje klippevægge. Vi nøjes med at soppe, da havet som sagt var hidsigt i dag.
Vi gik tilbage til bilen og kørte op af bjerget igen (der er kun den ene vej) og satte derefter kursen hjem.
Vi lavede sen aftensmad efter dansk standard (kl. 21.30), men et ikke unormalt tidspunkt at spise aftensmad på i Spanien.
Vi har i dag kørt omtrent 250 km fordelt på i alt næsten seks timer i bilen. Men hvilken køretur altså! Den glemmer vi aldrig!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar