søndag den 24. juli 2016

Ferie på Djursland








I torsdags sent på aftenen, kom vi jo hjem fra Mallorca og i fredags pakkede vi ud og vaskede tøj. Og, så pakkede vi til en ny omgang sommerferie. Vi er nemlig pt. i et sommerhus i Følle Strand på Djursland sammen med min mor og svigermor.
Vi kom herop i går ud på eftermiddagen efter at vi havde transformeret Mazdarati om til en minibus med tagboks. 
Sommerhuset har vi lejet privat og er et hyggeligt hus med en fin beliggenhed. Udlejer havde sat friske blomster i vaser i alle værelser, så vi føler os meget velkomne. 
I dag kørte vi ind til Ebeltoft, hvor vi startede med at se det gamle rådhus og byens fine, gamle gader med blomstrende stokroser. 
Derefter gik vi ned til bilen for at hente køletasken med madpakkerne. Minsandten om vi ikke mødte Rikke, Bjarne og ungerne samt Bjarnes bror og familie, der skulle i sommerhus lidt nord for Ebeltoft. Vi vidste godt de skulle herop i dag, men det er da pudsigt at møde dem helt tilfældigt på en græsplæne ved Fregatten Jylland. 
Efter maden gik vi "om bord" på Fregatten Jylland, som er verdens længste træskib, tidligere kongeskib, krigsskib mv. Efter en lang årrække med renoveringer står skibet nu smukt og man kan som publikum komme ud i (næsten) alle kringelkroge af den gamle fregat. 
Vi fik vist hvordan man lader en kanon og de fyrede såmænd også én af. Vi skulle holde os for ørene blev der sagt og godt for det, for braget var så højt, at det gippede i os alle. 
Vi måtte sunde os med en is, hvorefter vi kørte hjem. Efter en kølig forfriskning på terrassen, gik vi de 200 meter ned til vandet og fik en dukkert. 
Aftensmaden bestod af bedstemødrenes skønne kogekunst med lokale, nyopgravede kartofler og gulerødder til. 
Djursland er dejlig!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar