tirsdag den 9. august 2016

Retro ur





For noget tid siden sad vi omkring frokostbordet på arbejdet og talte om ure. Især om de gamle digital ure, som flere kollegaer faktisk har. Jeg har godt bemærket dem og synes de er ret sjove. Derfor kiggede jeg i kassen med ure da vi var i genbrugsbutikken på Skibby Genbrugsplads sidste weekend. Der lå flere udgaver af digitalure, ingen af dem virkede selvfølgelig. Men, med en pris på bare 10 kr, vovede jeg pelsen og købte det jeg bedst kunne lide, et herredigitalur med regulerbar stålrem af mærket Pateau (aldrig hørt om det).
Da vi kom hjem til sommerhuset rodede jeg i vores batterikasse og fandt et nyt batteri der passede i uret. Og sørme så om det ikke virkede! Lysfunktion, alarmlyd og det hele. Jeg fik hurtigt hittet ud af at stille det og Rasmus vaskede det forsigtigt og nu går jeg altså med det.
Jeg har ellers et andet ur, et dejligt Georg Jensen ur som jeg fik da jeg blev færdiguddannet fra Uni i 2010. Jeg er meget glad for og har gået med dagligt i de seks år. Nu får det en velfortjent ferie, mens jeg morer mig lidt med retrouret.
Man kan iøvrigt stadig købe digitaleure i retrolook fra nye, men jeg synes egentlig at det er sjovere at finde dem brugt. Prisen er også lidt anderledes. Jeg tror, at ure bliver føjet til min liste over ting jeg kikker efter i genbrugsbutikker. Listen er efterhånden lang: solbriller, sakse, lædertasker, pixiboger, urtepotter, drikkeglas, ketchere og meget andet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar