lørdag den 27. august 2016

Spa-Francorchamps 2016

Efter 2. overnatning og 3. dag uden bad er humøret stadig højt.
Efter morgencomplet'en bestående af Pains au chocolat og æblejuice med brus gik vi mod banen. Indgangen tættest på os ligger ca. 500 meter væk. I dag var der lang kø for at komme ind på selve baneområdet.
I den frie træning kl. 11 blev Kevin Magnussen nr. 14 ud af de 22 biler. Træningen betyder ikke noget, da det er kvalifikationen kl. 14 der tæller. Tidstagningen blev rigtig spændende. Vi så den fra Hollænderbjerget eller som vi har døbt det: Brokeback mountain. Der er en stejl skrænt ved svinget Gauchon doubles, hvor der er fyldt med hollændere. Max Verstappen er ubetinget feltets mest populære kører. Hollænderen er i den grad på hjemmebane her i Belgien, og høster klapsalver hver gang han passerer.
Resultatet for Kmag var flot. Han skal i morgen starte på en 12. plads.
De 3 første pladser gik til Nico Rosberg (Mercedes), Max Verstappen (RedBull) og Kimi Räikkonen (Ferrari). En af løbets favoritter The King of bling Louis Hamilton (King Louis) skal til Hans' store jubel starte aller sidst af alle. På grund af mange regler om strafplaceringer ved motorskift, gearkasseskift m.m., fik King Louis 55 pladsers straf!! Anden sidst starter Alonso, der havde skrabet 35 strafplaceringer til sig.
Efter startplaceringerne til søndagens løb var fundet, gik vi videre rundt om banen. Vi har nu været rundt flere gange, og planen er at vi indtager Hollænderbjerget igen i morgen.
Aftensmaden bestod endnu engang af Knorr bøtter som toppes op med kogende vand.
Aftenen nyder vi fra vores teltplads, hvor der er udsigt til fyrværkeri og lyn i det fjerne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar