onsdag den 16. november 2016

Plantning af bøgehæk





November er, ifølge de kloge, den ideelle måned at plante hæk i. Vi vil gerne have en mere permanent afskærmning til vores terrasse og det skal være i form af en bøgehæk har vi besluttet. Vi har valgt, at det skal være en rødbøg, da vi synes det er en meget smuk plante. Jeg bestilte planterne i så god tid, at vi kunne få plantet dem i sidste weekend. Desværre glemte planteskolen at ringe til os vedrørende afhentning, så det eneste vi kunne gøre i weekenden var at grave renden. Jeg kunne så hente hækplanterne og tilbehør i går efter arbejde.
Udfordringen med at plante på denne årstid er helt klar manglen på dagslys. Vi er jo på arbejde i alle de lyse timer og næste weekend er fuldstændigt booket op. Så, vi så ingen anden udvej end at få dem plantet i går aftes. Vi riggede en arbejdslampe til og så var det ellers bare i gang. De sidste dages våde vejr havde gennemvædet jorden, uden tvivl til fordel for planterne, men et utroligt mudderpladder for os plantere.
Men efter knapt to timer stod der sørme en fin, lille bøgehæk nogenlunde på rad og række. Vi er meget tilfredse med resultatet og synes godt at vi kan være vores første plantning af bøgehæk bekendt. Nu krydser vi fingre for, at planterne er i live til foråret. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar