lørdag den 31. december 2016

Årets gang i sommerhuset

Jeg har gennem de sidste fem år ført kalender over vores ophold i sommerhuset. Jeg noterer simpelthen, hver gang vi er deroppe. Her i 2016 har vi haft 33 overnatninger i sommerhuset. Umiddelbart lyder det måske ikke af meget og det er da heller ikke vores rekord, men faktisk svarer det til, at vi har været deroppe i 9% af året 2016. Og dét er da meget godt taget i betragtning af, at sommerhusets størrelse kun er en 1/4 af vores helårshus.
Men, det er måske én af grundene til at vi holder så meget af at være der. Der er ikke så meget at forholde sig til. Alt er nemt at overskue og inden for rækkevidde. Jeg synes, at vi har fået skabt os en fantastisk oase deroppe "på landet". Vi omgiver os med en masse fine ting, hvoraf mange er købt på Skibby Genbrugsplads. Senest den smukke, broderede pude med tulipaner der har fået sin plads på den grønne puf.
De største forandringer ved sommerhuset siden vi købte det i sommeren 2008 er, at vi malede huset lyst indvendigt, at vi renoverede badeværelset, at vi købte en sovesofa, at vi fik bygget en hems og fik nyt køkken. Disse ting gør tilsammen, at vi har et lillebitte, men alligevel supermoderne og anvendeligt sommerhus.
Jah, jeg havde lige lyst til en nytårshyldest til vores andet hjem. Jeg håber, at vi vil finde lige så meget ro og glæde deroppe i 2017.

fredag den 30. december 2016

Stille sommerhusmorgen

Her, dagen for nytårsaften, er pigerne og jeg i sommerhus på 5. dag. Tapre Rasmus kører på arbejde hver morgen, mens det lille hus endnu sover. Vi sover alle fire i huset, pigerne på hemsen og Rasmus og jeg på sovesofaen. Det er mægtigt hyggeligt.
Jeg vågnede ved 8 tiden og tændte for radioen og brændeovnen. Så fik jeg sat en plade croissanter i ovnen, brygget kaffe, tømt opvaskemaskine og er nu, her kl. 09.30, klar til morgenmaden.
Men, der er ikke det store liv på hemsen endnu, så jeg har nuppet en kop kaffe med over i sofaen og vil nu hygge mig med lidt strik.
Joh, vi kan lige holde til juleferie.

tirsdag den 27. december 2016

Stormen "Urd" kom forbi

Ja, fra i går eftermiddags og frem til i dag passerede stormen Urd (som nordmændene navngav den) vores breddegrader. Belært af stormen Bodil i december 2013, blev der taget mange præventive foranstaltninger, da der forventedes vandstigning op til 1.7 meter over daglig vande flere stedet. Bl.a. i Roskilde Fjord og Isefjord, som jo er de to fjorde der omkranser Hornsherred, hvor vores sommerhus ligger. Vi bor dog på en bakketop, så vi var ikke i fare for vand. Men, det var der jo mange andre der var langs fjordene og de blev sikret med såkaldte watertubes og sandsække. 
Heldigvis blev det ikke så slemt denne gang, men man kunne tydeligt se vandstigningen, bl.a. i Vellerup Vig, som ses på billedet. 
Rasmus tjekkede vores hus for stormskader og der var heldigvis ikke sket andet end et par væltede vandkander. Heller ikke i sommerhuset havde Urd lavet ulykker. 
Det er aldrig til at vide hvad sådanne storme kan forårsage, vi husker kun alt for godt stormen "Allan" http://www.johansensjournaler.dk/2013_10_01_archive.html?m=1

Julen 2016

I år holdt vi juleaften hjemme. Vi fik besøg af Birthe og vi fik i fællesskab fremtryllet en superlækker og klassisk julemiddag med alt hvad hjertet kunne begære: and, flæskesteg, hvide kartofler, brune kartofler, franske kartofler, rødkål, hvidkål, æbler med gelé og brun sovs. Og selvfølgelig ris ala mande til dessert.
Vi startede festlighederne med et glas champagne og spiste og hyggede os derefter et par timer. Maja vandt mandelgaven med en hel mandel og Birthe med en halv.
Efter maden dansede vi om træet og pakkede mange fine gaver op. Vi sluttede aftenen med kaffe og slik inden vi sagde godnat omkring kl. 01.
1. juledag spiste vi julefrokost hjemme og 2. juledag om formiddagen, kørte vi i sommerhus. Vi var der kun kort, inden vi kørte videre til Ølsted, hvor vi var inviteret til julefrokost hos Carléerne. Der hyggede vi os meget sammen med familien inden vi ud på aftenen kørte tilbage til Vellerup. Stormen "Urd" hærgede jo 2. juledag, men vi kom fint hjem uden problemer.
Pigerne og jeg har fri her mellem jul og nytår mens Rasmus skal arbejde.
Fridagene bruger vi i sommerhuset, det er rart med til ro og afslapning oven på et par hektiske måneder med køkkenprojekt (blogindlæg om dette kommer snart).
Det har været en utrolig dejlig jul.

fredag den 23. december 2016

Julehilsen 2016


Så er det dagen før dagen. Pigerne og jeg er gået på juleferie og Rasmus følger trop efter fyraften.
Vi skal holde jul herhjemme og mangler kun de sidste indkøb og forberedelser inden juleaften indfinder sig. Vi er heldigvis (næsten - mangler lige fliser) færdige med vores køkkenprojekt og kan nu tilberede julemiddagen på hårde hvidevarer anno 2016.
Som i de foregående år har pigerne skrevet et fint juledigt. Jeg har oplyst dem, at det nu er blevet til en fast tradition. Så, når de er 45 og vi er 75, vil vi stadig have et digt hver jul. Det var de ikke meget for.
Men jeg synes, at det er en hyggelig tradition vi har skabt og jeg håber, at den vil forsætte.
Så, med billedet af vores søde nissepiger samt deres juledigt, vil vi gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.

tirsdag den 13. december 2016

Luciadag




I dag er det jo Luciadag og i den anledning har jeg bage Lussekatter (opskrift HER) til morgenmad. De indeholder safran, som giver dem den gule farve og en karakteristisk smag.
På pigernes skole er det 4. årgang, og dermed Mille, der går Lucia optog og Rasmus og jeg tog over og se de søde børn.
Det er altid en rørende oplevelse synes jeg.

søndag den 4. december 2016

Gammelt guld

Som nævnt i det tidligere indlæg, var vi i går en tur til Skibby Genbrugsplads. Her fandt vi en masse fine ting.
Rasmus fandt et lille Royal Copenhagen kaffestel i mærket "Domino". Det har han planer om at sælge. Han fandt også den klassiske Erik Magnussen termokande fra Stelton. Vi har i forvejen en del af dem, men vi kan simpelthen ikke lade dem stå når de sælges billigt. I dette tilfælde 75 kr. Man kan stadig købe den fra ny, dog til en anden pris.
Vi synes det er en af de smukkeste termokander der findes og en sand designklassiker. Den er designet i 1976 og er altså lige så gammel (UNG!) som mig.
Jeg selv strøg lige ind i juleafdelingen. Her fandt jeg to hjemmestrikkede julenisser til 15 kr stykket. Jeg fandt også to hjemmelavede bordløbere til 10 kr stykket, en hæklet og en broderet. Det skærer lidt i hjertet at se fine hjemmelavede ting solgt så billigt. Jeg ved jo hvor lang tid det tager at fremstille. Nu får nisseparret et nyt liv sammen i sommerhuset og bordløberne skal bruges til juleaften. Jeg købte også en kagedåse og to sylteglas, som allerede er fyldt med juleknas. De fine lysholdere skal bruges til juletræet.
Derudover købte jeg et fransk tærtefad i stentøj, et billedlotteri med jægerstenalderen som tema (arkæologen kunne ikke lade det ligge) og en dåse med smukke knappenåle. Troede jeg. For, en nærmere undersøgelse viste, at det nok nærmere er nipsenåle. Nipsenåle blev brugt som legetøj og samleobjekter for piger i 1920'erne og årtier frem. Mine nåle har smukke hoveder i håndlavet glas. Jeg vil vise min farmor Gurli mit fund og høre hvad hun kan fortælle.
Derudover købte vi en Build A Bear bamse og en masse tøj til den, et bundt pixibøger, en bog, et Wii-spil, en rødbedekniv, en lille pose søm og en metalkurv.
Vi snoldede for ialt 389 kr og fik mange fine ting med hjem synes jeg.

Pusterum i sommerhuset

I denne weekend er vi i sommerhus. Vi kørte herop to sekunder over fyraften i fredags, for vi har brug for lidt ro, regelmæssighed og renlighed. Bogstavelig talt. Vi har ikke flashet ret meget her på bloggen, at vi den sidste 1 1/2 måned har arbejdet på Projekt Nyt Køkken. Det medfører uro, kaos og snavs. Pt. står alt vores køkkengrej i stuen sammen med køleskab, spisebord OG det nye køkken og hårde hvidevarer.
Så vi havde brug for at få pusten i vores lille oase.
Her er sådan en dejlig ro. Fredag aften gik Mille og jeg gik en tur i den stjerneklare og meget mørke aften og der hørte vi en enlig ugle tude. Det har jeg faktisk ikke prøvet før.
Lørdag sov vi længe, spise hjemmebagte boller og kørte en tur til Skibby Genbrugsplads. Jeg brugte derefter dagen på at fremstille juleknas: brunkager, brændte mandler og Bountykugler.
Vi spiste æbleskiver til aftensmad, spillede banko (Mille vandt alle tre præmier), så julekalendre i TV og hyggede os meget.
Pt. er det søndag morgen og der er nye boller i ovnen. Der er ild i brændeovnen og P1 på radioen. Pigerne hygger på hemsen, hvor de har sovet i nat og Rasmus og jeg er endnu ikke kommet ud af høet på sovesofaen. Som jeg sagde til Rasmus tidligere: "Disse morgener er noget nær det bedste jeg ved".
Tempoet er slooooow og eneste plan for i dag er det hyggelige julemarked på Svanholm Gods.