lørdag den 9. december 2017

Kaffefrakke af sælskind





For noget tid siden købte vi den klassiske Bodum Chambord stempelkande på Skibby Genbrugsplads for kun 30 kr.
Vi har gennem tiden brygget kaffe på mange forskellige måder: kaffemaskine, espressobrygger, Eva Solo kaffebrygger, stempelkander, brygning via tragt, Nespressomaskine og instant coffee. Vi gør alle tingene endnu, undtaget via espressobrygger.
I sommerhuset laver vi kaffe på Nespressomaskine og via tragt. Hjemme er det på Moccamaster og instant coffee via vores Quooker.
Og nu altså også, igen, på stempelkande. Det er superlækker og skoldhed kaffe man får på den måde.
Eneste ulempe er, at kaffen bliver hurtigt afkøles i kanden. Derfor tænkte vi at ønske os en kaffefrakke til kanden i julegave. Men, jeg kunne ikke slippe tænker om at lave en selv. Jeg overvejede at strikke (og valke) en af uld, men så slog det mig at jeg kunne lave den af sælskind.
Jeg har meget længe gemt på en lille sælskindsvest, som børnene ikke bruger mere og som jeg ikke kunne nænne at skille mig af med pga. af det lækre skind. Derfor har den bare ventet på et gør-det-selv-projekt og det blev altså i dag.
Jeg havde en idé, som umiddelbart var ret simpel. Jeg ville lave kaffefrakken i ét stykke og holde den sammen med elastiktråd og en knap.
Jeg målte kanden op og lavede en skabelon som jeg klippede sælskindet ud efter. Derefter monterede jeg en kraftig tøjelastik gennem to små huller, og fastgjorde elastikken med to knuder på bagsiden. Så syede jeg en smuk knap af moskushorn (som jeg købte i Grønland) på og satte min navneetiket på og så var kaffefrakken klar til brug. Jeg tænker faktisk, at sælskind er ret velegnet til dette formål, dels er det varmt og isolerende og dels gør skindets lidt ru bagside, at det bliver siddende på kanden. 
Jeg er meget tilfreds med resultatet og synes at den er blevet smuk. 
Det er også ret tilfredsstillende at genbruge noget man har gemt på længe. 

mandag den 4. december 2017

Ugly Christmas Sweater





Fredag d. 15. december er det National Ugly Christmas Sweater Day og det har nogle fra min arbejdsplads opfordret til at vi deltager i. Derfor synes de at alle, der har lyst, skal møde på arbejde den fredag iført en grim julesweater. (Ps: er alle julesweatere ikke pr. definition grimme?)
En del kollegaer har købt deres sweatere, men jeg tænkte at jeg ville lave min egen. Jeg havde også en idé, som jeg havde set på nettet.
Jeg ville lave en julesweater med et rensdyr med røde julekugler. Jeg købte derfor en sweater i Genbrugen til 35 kr, en rød næse med lys i Søstrene Grene og noget filt i en hobbyforrretning. Julekuglerne havde jeg på lager.
Derefter frihåndstegnede jeg alle delene på madpapir, overførte tegningerne til filt og klippede derefter stykkerne ud. Og så opstod mit problem! For jeg gaaad ikke sy alle delene på, specielt fordi jeg havde været så smart at købe en pailletsweater! Så jeg tænkte, at det måtte bære eller briste og fandt min elskede limpen (denne) frem.
I løbet af no time havde jeg limet alle delene på og kun kuglerne skulle sys på.
Jeg er meget tilfreds med resultatet, men er lidt spændt på, om den er for fræk til min nye kollegaer (jeg har endnu ikke rullet hele min personlighed ud endnu. Det er bedst at lukke den ud i små doser tænker jeg…).

Hæklede servietringe







Jeg kan huske, at jeg også kiggede på disse søde servietringe sidste år, men fik dem altså ikke lavet. 
Det gjorde jeg så i år, hvor jeg havde fire stk. klar til morgenbordet d. 1. december. 
De er ret nemme at lave, jeg gætter på ca. 45 minutter pr. stk. alt inkl. 
Man hækler sådan set bare et ansigt med skæg og limer et par rulleøjne og næse på (jeg har hæklet næsen freestyle, men det kunne også fint være en lille perle eller en filtkugle). 
Dernæst folder man en rød serviet, som så gør det ud for nissehue og dragt. Meget enkelt synes jeg. Man kunne også bruge en grå serviet for et mere nordisk look. 
Jeg har fundet opskriften her:

søndag den 3. december 2017

Smuk morgenløbetur

I lørdags stod Rasmus og jeg tidligt op for at løbe en morgentur sammen. Det var en utrolig smuk, kold og vindstille morgen. og Da vi jo faktisk er så heldige at bo i en by ved vandet, løb vi ud på dæmningen omkring Avedøre Holme. Her nød vi solopgangen mens vi løb 5 kilometer derudaf.
På hjemturen så vi et par fiskere og bedst som vi løb forbi, fik den ene en stor, flot havørred på krogen.
Det er ligegodt første gang at vi har set en havørred på en løbetur!
Vi løb 10 kilometer den morgen og det var en fantastisk tur!
Det er superfedt, at vi kan løbe sammen, mens pigerne bliver under deres varme dyner i mens.

Dejlige december










I fredags var det jo første dag i december og dermed starten på julemåneden. 
Vi har, som vanligt, allieret med farmor og mormor og i fællesskab lavet en pakkekalender til pigerne. Rasmus og jeg sneg os til at hænge den op torsdag aften, så den var klar til fredag morgen. Pigerne blev meget glade. 
Kalenderlyset og adventskransen var også klar, dem jeg fabrikeret sidste weekend sammen med mine søstre og min mor. Også en kær juletradition. 
I dag hentede Rasmus og Maja et flot juletræ til os, som vi har brugt eftermiddagen på at pynte. Det er blevet så fint og hyggeligt synes jeg. 
Julemusikken strømmer ud af højttalerne og julestemningen spreder sig og går lige i hjertekulen. 

onsdag den 29. november 2017

Rekord november

Så er november ved at være forbi og det har været en rigtig god løbemåned for mig, hvilket også kan ses på mine løbesko. Jeg har simpelthen slidt hul i dem. Jeg er lidt gnaven over det, for jeg købte dem i marts måned i Sverige. Det er egentlig lidt mærkeligt, for jeg har ikke slidt hul på et eneste par løbestrømper.
Nå, men de bliver i hvertfald også brugt flittigt! Her i november 2017 har jeg sat tre personlige rekorder: længste distance (14 km), hurtigste 10 km (55:49 min) og flest løbskilometer på én måned (100,7 km).
De to første rekorder kom "af sig selv". Den sidste løb jeg målrettet efter, da jeg i weekenden så, at jeg på det tidspunkt var oppe på 85 km. Jeg løb derfor hjem fra arbejde både i går og i dag. I går med en solid omvej så turen blev på 10 km og i dag den lige vej hjem på lige over 5 km.
Jeg synes nu, at jeg kan være bekendt at kalde mig for "en løber".
Rasmus har købt løbeur til mig, som jeg fik i går. Jeg har ellers ikke helt villet have et, da jeg på en måde har syntes at det er "profudstyr". Men jeg er glad for det kan jeg mærke.
Jeg har ingen ambitioner om at løbe hverken halv- eller helmarathon. Jeg tænker, at jeg forlænger mit nytårsforsæt og fortsætter med at løbe tre gange om ugen. Det er jo lykkedes mig siden nytår, bortset fra de tre uger i august/september, hvor jeg havde forstuvet min ankel. Løb er en meget tilgængelig sport, som kan dyrkes året rundt. Se bare, hvem skulle tro at november var en god løbemåned?
Jeg glæder mig allerede til næste løbetur, som er planlagt til lørdag morgen sammen med Rasmus.

onsdag den 22. november 2017

20 år

I dag er det endnu en mærkedag hjemme hos os. For i dag er det nøjagtig 20 år siden Rasmus og jeg mødte hinanden.
I 1997 tog min barndomsven Michael mig med til fest hos en af hans klassekammerater i Slagelse. Det var Rasmus. Vi dansede tæt den aften og har været sammen lige siden. Vi var 21 år da vi mødte hinanden og er blevet voksne sammen. Vi har sammen skabt et dejligt liv for og med hinanden synes jeg.
Vores hjem er fyldt af fine buketter i anledningen af vores kobberbryllupsdag i går. Dem nyder jeg med et smil på læben.
Vi har det godt!

tirsdag den 21. november 2017

Kobberbryllupsdag






I dag har Rasmus og jeg været gift i 12 1/2 år og har dermed jo kobberbryllupsdag. Vi har valgt, at vi ikke vil holde "noget". Hverken en fest eller morgenbord, nej vi valgte i stedet at tage til Paris med ungerne i uge 42, hvor vi havde en fabelagtig tur.
I lørdags var vores familie så søde at fejre os med gaver og kobberremedier i lange baner. I dag, på selve dagen, havde vi taget fri for at kunne bruge dagen sammen. Efter at have sendt pigerne i skole, trak vi i løbetøjet og løb 10,5 km i den smukke, frostklare morgen. Jeg satte forøvrigt personlig rekord på 10 km, så det var en god tur.
Efter løbeturen pakkede vi badetøjet og tog i Frederiksberg Svømmehals kurbadsafdeling, hvor vi nød massagestole, saltvandsbassin, dampbad, boblebad og saunagus (x2) i to timer inden vi kørte til Café Sokkelund og spiste en utrolig lækker frokost. Derefter kørte vi til Spinderiet i Valby, hvor vi shoppede en smule inden vi kørte hjem igen.
Aftenen har vi brugt på at stemme (naturligvis) og så har vi spist tapas og drukket bobler mens vi har fulgt valget i TV.
Nu lakker en skøn kobberbryllupsdag mod enden, men vi har aftalt, at vi også napper sølvbrylluppetsdagen tirsdag d. 21. maj 2030.

mandag den 20. november 2017

Mille 11 år








I dag er vores skønne Mille fyldt 11 år. Vi startede allerede med at fejre hende i lørdags, hvor familien kom til brunch. I dag vækkede vi hende med flag og sang og så spiste vi nybagte vafler til morgenmad og gav hende gaver. Efter skole havde hun pigerne fra klassen med hjem. De fik nybagte boller og varm kakao med flødeskum. Resten af eftermiddagen gik med agurkstjernekonkurrence, pakkeleg, stopdans og til sidst saft og kage. Det er en livlig flok sådan nogle 11 årige piger synes Gammelmor og Gammelfar, men de hyggede sig gevaldigt.
Til aften tog vi indtil Frederiksberg, hvor vi, efter Milles ønske, spiste aftensmad på en restaurant med Running Sushi. Kun Maja havde prøvet det før, men vi andre blev også hurtigt fans. Tænk sig at sidde ved bordet og så kører der, bogstaveligt talt, den lækreste mad lige forbi dig. Og du åbner bare lugerne og spiser løs. Og det gjorde vi, skal jeg love for!
Mille har haft en herlig fødselsdag og stråler af glæde.
Vi kigger på hende og tænker tilbage til den nat for 11 år siden, hvor vi var så heldige at få hende. Hun er simpelthen bare en solstråle!

onsdag den 1. november 2017

Ny PR



Efter at være kommet godt ovenpå igen efter min forstuvning, løber jeg igen tre gange om ugen. For at kunne få hele logistikken til at gå op, bliver den ene tur af og til en kort, men hård interval på løbebånd i kælderen. Ca. en gang om ugen løber jeg hjem fra arbejde. Fra mit nye arbejde er der fem km, så det er en fin tur.
I dag skulle vi ind til min far i Nyhavn efter fyraften og jeg ville løbe derind. Der er ca. syv km fra mit arbejde og derind. Jeg havde dog forberedt mig (mentalt og via Google Maos) på at forlænge turen til en 10 km, da det er længe siden jeg har løbet en lang tur.
Allerede fra de første skridt kunne jeg mærke, at det ville blive en god tur. Jeg løb fra Valby forbi Carlsberg, over broen ved Fisketorvet og ind af Islands Brygge. Jeg fortsatte via Christianshavn og rundede Operaen, hvorefter jeg løb over Indehavnsbroen og løb i kvarteret omkring min fars lejlighed. Jeg følte, at jeg kunne løbe for evigt. Jeg stoppede dog efter 14 km, som er mere end tre km længere end den hidtidige længste distance jeg nogensinde har løbet.
Det var SÅ fedt og første gang jeg har følt, at jeg var flyvende om så må sige.
Tiden er ikke bragende, men der er mange forhindringer når man løber tværs gennnem København i myldretiden: røde lys, glatte brosten, fodgængere og cyklister i tusindvis, turister der står midt på fortovet med kufferter, hunde i lang snor, store vandpytter, tvillingeklapvogne o.m.a. Men jeg nød det hele og smilede hele vejen. Byen er smuk med al dens lys synes jeg.
Jeg er megatilfreds og glad (og øm hist og pist).

onsdag den 25. oktober 2017

Et friskt aftenbad


Vinterbadesæsonen er jo i fuld gang og her til aften cyklede jeg ned til Søbadet og tog en dukkert. Det var herligt med kombinationen af det kolde vand (11 grader) og den varme sauna (80 grader) i solnedgangen.
Det er et godt sted vi har fået os derude i Kalveboderne.

lørdag den 21. oktober 2017

Road Trip - Hjemtur

















Vi er nu kommet godt hjem efter et FANtastisk Road Trip. Hele turen var, udover at holde ferie, et forsøg på, om vi er til Road Trips af en længere distance end vi har gjort før. Særligt hjemturen fra Paris var vi spændte på, da den skulle køres i ét hug i modsætningen turen derned, hvor vi havde to overnatninger undervejs.
Vi stod tidligt op i går morges, smurte madpakker, spiste morgenmad, pakkede det sidste og afleverede nøglerne til lejligheden kl. 08. Vi hentede derefter bilen og kørte ud af P-kælderen kl. 08.30.Rasmus klarede køreturen gennem Paris' myldretrafik til UG. Med begge hænder på, ti i to.
Derefter gik turen videre gennem Belgien, hvor vi holdt frokostpause. Der var utroligt meget vejarbejde i Belgien, men ikke lige så meget som i Tyskland! Hold nu maul mand!
Vi spiste aftensmad på en Rasthof i Tyskland omkring kl. 19 og kørte derefter direkte ud i en kæmpe kø. Aber nicht so tun, weiter, weiter!
Vores sidste korte tisse-og-bytte chaufførpause var ved grænsen i Danmark. Der var kl. efterhånden 23. Jeg kørte os de sidste par timer hjem, hvor vi ankom til kl. 02.00 efter at have kørt 1340 km på 17,5 timer. Vi gik lynhurtigt i seng og så lææænge her til morgen.
Konklusionen på vores Road Trip er, at vi har haft den fedeste ferie! Selv om hjemturen gik rigtig godt og at alle havde vilje til løsning, foretrækker vi dog modellen med at dele turen op og tage overnatninger undervejs. Det er mere behageligt og man får lidt flere oplevelser med i bagagen frem for kun at se motorvej og stau.
Vi er helt klar på flere Road Trips, både korte og lange!