torsdag den 19. januar 2017

Løb!

Sidste år trænede jeg op til at kunne løbe en DHL med mine kollegaer. Det lykkedes mig at gennemføre mine 5 km, omend det hverken var hurtigt eller elegant.
Jeg har siden da haft en målsætning om at fortsætte med at løbe da det ville være ærgerligt at tabe det hele på gulvet igen.
Jeg har ingen vilde ambitioner om hverken at løbe særligt hurtigt eller langt. Det bliver ikke mig, der løber hel- eller halvmarathon. Jeg vil bare løbe for motionens skyld fordi det er sundt for mig med mit stillesiddende arbejde. Målet er at løbe tre gange om ugen, hvoraf én gang er intervalløb på vores løbebånd, der står i kælderen. Det købte vi brugt for et par år siden og både Rasmus og jeg bruger det faktisk ret meget.
Vi kan sætte en iPad op foran det til underholdning evt. på en regnvejrsdag. Et løbebånd umuliggøre dårlige undskyldninger: "Det regner" (ikke i kælderen), "Jeg har ikke tid" (du kan bruge løbebåndet 24-7-365), "jeg skal passe børnene" (Du ER hjemme!).
Jeg kan bedst lide at bruge løbebånd til intervalløb, som er hurtigt og intenst. Jeg løb 4 x interval á 5 minutter dernede i eftermiddags mens aftensmaden var i ovnen.
Superhårdt og sveden sprang, men nu er det klaret 💪🏻

Ingen kommentarer:

Send en kommentar