onsdag den 1. februar 2017

Køkkenprojekt - En gulvbevarende løsning

En af de første processer ved projekt nyt køkken var en opmåling. En tegningskitse med mål er startgrundlaget, når der skal kigges på muligheder.
Vi besluttede helt fra starten, at vi ville have en gulvbevarende løsning.
Da vi flyttede ind i huset i december 2013, fik vi gulvet skiftet i hele stueplan som noget af det allerførste.
Gulvet er sammenhængende med entre og stue.
Det betød, at når vi ville fjerne det gamle køkken, var der IKKE nyt gulv under, da vi lagde gulvet optil det gamle køkken.
En gulvbevarende løsning betød altså kort og godt at det nye køkken skulle stå nøjagtigt samme sted som det gamle. En af fordelene ved en sådan løsning var også, at installationer til vand og afløb ikke skulle flyttes.
Udfordringen var omvendt at vi var låst helt fast med hensyn til placering af nye sokler.
Vi droppede også helt tanken om klinker og gulvvarme, da det ville være et helt helt andet projekt end blot nyt køkken.
Det gamle HTH køkken var sat op i '80'erne, men i det store hele virkede indretning og funktion ganske udemærket. Køkkenet var selvfølgelig slidt, men mest irriterende var den lave bordpladehøjde på ca 86 cm samt et gammelt komfur og en elendig emhætte.
Overskabene over køkkenøen skulle også væk, på trods af at der ved den manøvre ville forsvinde en del opbevaringsplads.
Vi ønskede at "åbne" rummet mere op, så måtte pladsudnyttelsen i det nye køkken optimeres.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar