lørdag den 18. februar 2017

Færdig med "Kirsebærblomstring"






De sidste 5-6 måneder har jeg strikket (on and of) på endnu en kofte. Jeg havde luret på den længe og tænkte, at den kunne blive en forårs/sommerkofte til forskel fra de mange andre jeg har strikket, som mere er til efterårs/vinter brug.
Koften hedder "Kirsebærblomstring" og er designet af norske Lene Tøsti. 
Koften er strikket i en let, blød uld og har et meget feminint udseende med et bærestykke med kirsebærblomster. 
Jeg vil sige, at det er det sværeste stykke strik jeg til dato har fremstillet. Der var mange nye teknikker, som jeg måtte sætte mig ind i: midlertidig opslagning, forkortede pinde (aka "svøb og snu" på norsk) samt islandsk aflukning (giver en mere elastisk aflukning), mønsterstrik med fire farver på én gang (er næsten umuligt) samt en meget speciel, men fin bort. 
Heldigvis er Lenes opskrift meget udførlig og rigt illustreret med diagrammer og billeder. Opskriften er på ialt 15 sider!
Jeg kan jo egentlig godt lide at blive udfordret i mit strik og det er jeg så sandelig blevet med denne kofte. Jeg har dog besluttet, at jeg, som udgangspunkt, vil bruge 2017 på mindre og nemmere projekter og primært bruge garn fra gemmerne. 
Nu må vi se om det holder...

Opskrift: Design Lene Tøsti. Opskrift kan købes på Ravelry.
Model: "Kirsebærblomstring"
Størrelse: L
Garn: Drops Baby Merino
Knapper: 13 små perlemorsknapper købt brugt da Rasmus og jeg var i Aarhus sidste år.
Mærkat: "madebySus 2017" fremstillet og købt hos Ikast Etiket
Sværhedsgrad: Svær. Mange (for mig) nye teknikker.
Bemærkninger: Jeg har strikket bolen lidt længere end angivet i opskriften og jeg har valgt at strikke belæg for at skjule klippekanterne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar