lørdag den 18. februar 2017

Ridetur på islandske heste







Det er uge 07 og pigerne har vinterferie. Rasmus og jeg var på arbejde mandag til onsdag, mens pigerne var på ferie hos farmor. Onsdag efter fyraften hentede Rasmus dem og kørte til sommerhuset, hvor Edda og jeg allerede var ankommet.
Som altid, er det herligt at være i sommerhuset. Torsdag var vi på Skibby Genbrugsplads samt to andre genbrugsbutikker i Skibby. Og udover en handletur, var det alt vi lavede den dag. Fredag havde jeg arrangeret en anderledes oplevelse: ridetur på islandske heste. Det havde ingen af os prøvet før. Vores erfaring med heste har indtil nu bestået af trækketure på ponyer i Sommerland eller ved butikscentre. Så vi var alle fire meget spændte.
Vi mødte op kl. 11 ved Stokkebjerg Naturridning i Odsherred. Her blev vi taget i mod af Jens og to hestedamer som skulle ride med os og to andre deltager, som skulle med på turen.
Vi fik tildelt hver en hest og en strigle og så var det ellers bare om at blive fortrolig med sin hest. Rasmus' hest hed Hugin, Majas Dis, Milles Lokka og min Gloa. Jeg må indrømme, at de var noget større end jeg havde regnet med. Måske havde jeg i mit hoved forvekslet dem med en Shetlandspony?
Rasmus blev også sat til at rense alle fire hove på hans Hugin. Det klarede han fint.
Derefter var det tid til sadle op. Det var vi også med til. Slutteligt fik vi instruks i, hvordan man holder tøjlen korrekt, har fødderne i stigbøjlen og hvordan man styrer hesten.
Og så var det ellers bare afsted! Over stok og sten gik det, primært i den nærtliggende Stokkebjerg Skov men også på stranden langs Isefjorden og sågar ud i vandet, hvor hestene guffede tang i sig med største fornøjelse.
Turen foregik primært i skridt, men vi oplevede også kortere strækninger i trav og tølt. Rasmus og jeg foretrak klart skridtgang, mens pigerne godt kunne lide at der var fut på.
Vi red i mere end 1 1/2 time og det var simpelthen en fantastisk oplevelse. Både samspillet med hesten og naturoplevelsen. En rigtig herlig kombination.
Jeg kan varmt anbefale Stokkebjerg Naturridning og vi skal helt sikkert prøve det igen en anden gang.
Efter rideturen kørte vi Nykøbing Sjælland, hvor jeg kom meget som teenager, da jeg havde en veninde der boede der. Jeg kunne dog så at sige intet genkende mere.
Vi parkerede ved vandet og spiste vores medbragte mad og drak varm kakao med flødeskum. Derefter gik vi en tur i gågaden inden turen gik hjem til Hornsherred. Pigerne faldt i søvn i bilen og jeg må også indrømme at rideturen kunne mærkes.
Men, sikke dog en herlig dag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar