fredag den 31. marts 2017

Fish and chips


Fredage er ugens bedste dag og jeg kan godt lide at lave noget lækkert mad til os. Jeg kan også godt lide at lave noget nyt mad, som jeg ikke har lavet før. I dag havde jeg planlagt at vi skulle have hjemmelavet fish and chips med ærtepuré og en lækker øl til. 
Chips´ne er bare almindelige ovnstegte kartofler, som er nemme at lave og som smager rigtig godt. De skulle vist have været friturestegt, men det havde jeg ikke lyst til. Det blev fish´ne til gengæld. Eller rettere dybstegt, da vi ikke har en "ønskebrønd". Jeg havde købt noget torsk, som vi skal ud og dyppede i en lind dej inden at stykkerne blev stegt i rygende varm solsikkeolie i en sautérpande. Derefter lagde vi stykkerne på sugende papir indtil de skulle serveres. 
Jeg synes, at det blev en rigtig lækker og vellykket ret og man følte sig næsten hensat til en bod i England. Dog havde vi undladt at servere retten i avispapir.
Opskriften på Fish and chips findes HER og på ærtepuréen HER

Projekt Forhave












Når man er husejer har man altid et projekt der venter. I vores projektrække er vi nået til forhaven. Jeg har især længe været træt af det store bed ud til fortorvet. Resten er sådan set ganske fint, men dette bed var gået amok. Dels var der en masse roser, som vist var den forrige ejers glæde og stolthed. Jeg må bare sige, at vi ikke er rosemennesker. Hverken ude eller inde. Og roserne i bedet har i de tre år vi har haft huset, udviklet sig til rene monstre. Jeg havde faktisk en fornemmelse af, at de rakte ud efter min når jeg passerede dem. Resten af bedet bestod af stauden Bjergknopurt, som er pæn i godt og vel en uge mens den blomstrer. Resten af tiden ser den sølle ud.
Så, væk med hele gøjemøget! Rasmus forsøgte desperat at redde et par blomsterløg mens jeg kørte på med Operation Cleansweep for et par weekender siden.
I lørdags købte vi nye planter til bedet og søndag plantede vi så.
Vi har valgt at plante følgende planter (note to self):

12 x Havehortensia (Hydrangea) i tre farver (Wim' red, Limelight og Vanille Fraise)

Bunddække i form af to slags Vintergrønt:
Vinca Minor (den klassiske med blå blomster)
Vince Minor "Alba" (med hvid blomst).
Dertil Krybende Benved (Euony. F. Emer Gaiety minor).

Nu er vi spændte på om det "får fat" og håber, at vi allerede kan nyde vores nye forhave i fuldt flor til sommer.

Hvidløgssuppe



Suppe har ikke været en del af vores menukort herhjemme i mange, mange år. Årsagen har primært været, at manden i huset ikke er vild med suppe. Min svigermor en beretning fra da Rasmus var en lille dreng og de var inviteret til middag. Værtinden havde brugt timer på at koge en lækker, klar suppe og da Rasmus blev budt svarede skarnsungen "Nej tak, jeg spiser ikke varmt vand".
Så, det har ikke været suppe jeg har gidet at servere. Indtil nu. For, nu er det sådan at vi har et overtal af suppeelskere i vores lille husstand. Så ud fra en demokratisk beslutning er der nu atter suppe på menuen.
Jeg vil medgive så meget, at det meget sjældent er de klare supper jeg serverer (uhm, en hjemmelavet hønse- eller oksekødssuppe er ellers lækkert). Nej, jeg laver bl.a. ministrone-, tomat-, jordskokke/blomkåls- og hvidløgssuppe. I går fik vi netop hjemmelavet hvidløgssuppe. Det smager helt fantastisk og man skulle efter sigende ikke få hvidløgsånde dagen efter.
Suppen er flødelegeret (og heri ligger magien i stort set alle mine supper: fløde!) og jeg serverer den med baconcrunch (bacon er endnu en magisk madvare) og brød. Suppen mætter godt, to skåle så er du mæt.
Jeg har fået henvisningen til opskriften fra en ven der havde lavet den som forret nytårsaften.

Opskrift

1 ml. stort løg  
2 spsk smør  
12 fed hvidløg
2 spsk mel  
3/4 l hønsebouillon   
1/4 l piskefløde  
salt og peber  
1 drys friskrevet muskatnød  
1 spsk citronsaft  
2 spsk revet ost (emmentaler)
1 tsk oregano   

Pil og hak løget fint. Svits det gennemsigtigt i smørret. Pil hvidløgene, del dem i kvarter, og steg dem med et øjeblik. Rør melet i, og svits det gyldenbrunt. Rør bouillon og fløde i. Kog suppen ved svag varme under låg i 20 min. Blend suppen, og smag den til med krydderier, citronsaft og revet ost. Kom suppen tilbage i gryden, og varm den igennem.  

NB: bliv ikke forskrækket over de mange fed hvidløg, de får en mild smag, når de koges.  

Originalopskriften findes HER

torsdag den 30. marts 2017

Torsdags Triathlon

Jeg har de sidste par fredage nået i svømmehallen efter arbejde. Her svømmer jeg 40 baner (1 km) og slapper bagefter af i saunaen. Jeg kan (næsten) nå det hele inden ungerne kommer fra skole. Men i morgen har jeg andre planer efter arbejde og derfor stod jeg tidligt op og cyklede til Valby Vandkulturhus kl. 06.30. Der var faktisk ret mange morgensvømmere, men det gik da. Jeg cyklede derefter på arbejde, hvor jeg var lidt i 08. Efter fyraften cyklede jeg hjem igen og løb en kort (men hård) intervaltur på løbebåndet.
Således blev det jo til en helt mikro-triathlon for mig i dag. Og til 79 kr. på kondikontoen.

onsdag den 29. marts 2017

Glemsomt barn


Vi arbejder på at gøre hverdagen til en fest, så i dag havde Sus arrangeret, at vi skulle ud og spise stegt flæsk og persillesovs til aftensmad.
Begge unger fik i morges instrukser på at være hjemme i god tid, så vi i samlet flok kunne gå over på restauranten til kl. 17.30.
Kl. 17.20 var Mille stadig ikke kommet hjem fra klub!
Sus sagde "vi går nu og så må hun lære det!"
Sus skrev en hurtig seddel og klisterede den op på døren, så Mille formentligt ville opdage den, når hun kom hjem til et tomt hus.
Jeg forbarmede mig dog og tog en cykel og kørte Mille i forvejen. Jeg nåede dog helt over på klubben, hvor jeg straks så hendes cykel holde parkeret.
Hun hyggede sig såmænd bare på trampolinen med 2 veninder. Jeg blev vist både back flip og baglænder, inden jeg afslørende at klokken var 2 minutter i mødetid på restauranten.
UPS!!! det havde hun sørme glemt...
Vi mødtes alle 4 på restauranten eller cafeteriet vel nærmere! Stegt flæsk ad libitum tiltrækker ikke just Norma-segmentet, men vi hyggede os gevaldigt og blev godt mætte.

tirsdag den 28. marts 2017

Volleystævne





Begge vores piger går, ud over kor, også til sport. Jeg er meget inspireret af min faster Inge, som fortalte at hun insisterede på, at hendes drenge skulle gå til mindst én sportsgren. Og så var det lige meget hvad det var.
Det synes jeg er en god filosofi, så den har jeg adopteret. Mille går hhv. til springgymnastik og til ridning (med klubben) og Maja går til volleyball. Det er lidt af et tilfælde at Maja endte til volley, det var et par veninder der fik hende med på idéen. Før spillede hun fodbold også med veninder på holdet.
Det er faktisk forskellen på mine tøser - Mille er ikke så optaget af, om der er andre hun kender, hun er mere fokuseret på om hun har lyst til sportsgrenen. Maja derimod vægter kendskab til andre højere end sportsgrenen. Heldigvis er hun generelt rigtig god til boldsport, også til volleyball.
Ligesom med kor, har vi også med sport debatter om hvad man skal og ikke skal. Ikke så meget med Milles spring, for der er en benhård forventning fra trænerne om at man deltager i alle træninger og stævner. Til volley er det lidt mere loose fra (de meget unge) trænere side og det lægger desværre opgaven lidt over på os som forældre.
Vi har længe haft en løbende snak om deltagelse i volleystævner. Maja vil sgu ikke! "Kun hvis veninden skal med". Det er måske fair nok, men det er svært at få to familiers kalendere til at gå op i en højere enhed. Og, da der nu var et stævne på hjemmebane i lørdags, synes jeg det var oplagt for hende at deltage. Veninden kunne ikke, så vi havde en laaang proces med at få hende overtalt. Til sidst stillede hun et ultimatum: "Der skal være én fra familien til stede HELE tiden". Hmm. Det accepterede vi. Heldigvis havde vi forstærkning i bedstemødrene, der trofast sad og så adskillige volleykampe.
Det fede er, at Maja så superglad ud under hele stævnet og at hun faktisk var rigtig god og udviklede sig meget i løbet af dagen. Både i forholdet til spillet og hendes med- og modspillere. Så det var faktisk en succesoplevelse.
Jeg tænker også, at jeg fint kan sidde i en sportshal en hel dag. Jeg skal bare have et strikketøj, en podcast samt mad og drikke med. Så er vi kørende!

Se en volleyvideo med Maja fra stævnet HER

Forårskoncert 2017





Begge piger er (mere eller mindre vrangvilligt) medlemmer af deres skolekor. Koret, som er opdelt i Lillekor, Mellemkor og Storekor, spænder over mere end 130 elever fra 1.- 9. klasse og de øver en lille times tid om ugen efter skoletid i halvdelen af skoleåret.
Deres flid munder ud i to store koncerter, som bliver afholdt i Medborgersalen om foråret. Dette års koncerter fandt sted torsdag og fredag i sidste uge og Rasmus og jeg overværede begge to. Farmor og mormor var også med til koncerten fredag aften.
Koret er meget dygtigt og deres repertoire er både omfattende og svært. I år sang de bl.a. George Michael "Freedom", Muse "Uprising", Gnags "Danmark" og USA for Africa "We are the world" samt mange andre.
Jeg synes, at det er en kæmpefornøjelse at høre børnene synge og jeg kan slet ikke sidde stille.
Nu, hvor korsæsonen er forbi, dukker spørgsmålet op: "SKAL vi gå til kor næste år?" efterfulgt af Der må jeg tilstå, at jeg, så længe jeg overhovedet kan, vil tage en executive decision og sige "Ja sgu! Der er ingen gode grunde til at lade være. Som jeg ser det, er det lutter positivt for dem:

- Det er er gratis fritidstilbud faciliteret af skolen
- Der er masser af læring i at synge i kor - både fagligt og socialt
- Man arbejder på tværs af årgange - kendskab giver venskab
- Man bliver glad når man synger
- Man lærer bedre med musik i sit liv (musik er idræt for hjernen)
- Man kommer på en korlejrskole hvert år
- Man optræder i professionelt regi (stor scene, billetter, publikum, band, lys og lyd)
- Man er en del af noget stort (koret er (en af) skolens stolthed)
- Der er plads til alle
- Man får stensikkert en kæmpe succesoplevelse

Alle disse fornuftige argumenter preller ganske vist af på to tossede tøser, der hellere vil fjale med veninderne eller spille (endnu mere) ipad.
Men jeg står fast og vil insistere på, at de 45 minutter om ugen er givet godt ud. Jeg vil ikke udelukke at bestikkelse kan komme på tale.
What ever works!

Se en video fra Forårskoncerten HER


torsdag den 23. marts 2017

Kristin Lavransdatter - et bogtip


Jeg må indrømme, at jeg ikke få læst ret meget i disse år. Og når jeg endelig gør, er det som regel fag- eller rejselitteratur.
Men der er én bog jeg altid vender tilbage til og det er Sigrid Undsets roman "Kristin Lavransdatter". Romanen består af tre bind "Kransen", "Husfrue" og "Korset" som er skrevet i hhv. 1920, 1921 og 1922. Romanen var medvirkende til at Sigrid Undset fik Nobelprisen i litteratur i 1928. Begrundelsen var bl.a. "...hennes mektige beskrivelser av livet i Norden i middelalderen..."
Romanens handling finder sted i Norge i første halvdel af 1300tallet, hvor man følger Kristin Lavransdatter fra lille pige til gammel kone. Kristin er datter til storbonden Lavrans i Gudbrandsdalen og hun vælger at træde udenfor den sti der ellers er lagt for hende i livet.
Der er naturligvis en mand involveret - Erlend Nikolaussøn, som desværre ikke har det bedste omdømme.
Bogen omhandler tre emner som jeg holder af: middelalderen, Norge og hverdagsskildringer. Dertil er en god kærlighedshistorie ikke at gå i vejen for.
Jeg læste bogen for første gang i starten af 1990´erne, hvor jeg fik den via af bogklub. I 1995-96 var jeg Au Pair i Oslo og i 1995 blev bogen filmatiseret af Liv Ullmann og jeg var inde og se den i biografen. En rigtig god og flot film, som jeg godt kunne tænke mig at gense.
Jeg har pt. atter fat i romanen, men denne gang som lydbog. Jeg lytter når jeg cykler til og fra arbejde (i det ene øre!), på arbejde, når jeg løber, strikker og når jeg laver mad. Uhh, den er god!
Man kan låne bogen ganske gratis som både e-bog og lydbog på E-reolen (hvis dit bibliotek er tilmeldt ordningen).

tirsdag den 21. marts 2017

Vegetarnuggets



Kender I det med at man kører rundt i de samme middagsretter derhjemme? Det gør vi ihvertfald. Derfor har jeg konstant øjne og ører åbne ift. inspiration til nye retter. Det har resulteret i retter som pirogger, hjemmelavet falafler, cannelloli, hvidløgssuppe og citronkylling. Det meste blet ret vellykket.
I går prøvede jeg en opskrift jeg havde fundet på Facebook samt én fra en blog. 
Jeg lavede vegetarnuggets med røde linser (første gang jeg har ejet en pose linser). De blev rigtig gode og hele familien var vilde med dem. For at fuldende vegetaroplevelsen, valgte jeg at servere rigeligt med friske grønsager (og et par dadler til Maja og jeg) til, sammen med en lækker, hjemmelavet humus (også første gang jeg har ejet et glas tahin) samt hjemmelavet guacamole. 
Jeg ææælsker guacamole og har endelig, i et blad, fundet den perfekte opskrift efter min smag:

To modne avocadoer 
Ca. to store spsk. creme fraice
Ca. 1 ½ tsk. stødt spidskommen
Lidt citronsaft
Salt og peber 

Alt moses sammen med en gaffel, der smages til og justeres evt. med mere citronsaft. That´s it! Man kan evt. spice det op med lidt Sambal Oelek.

Vi er IKKE ved at blive vegetarer hjemme hos os! Nogen gange er det bare sjovt at lave noget helt anderledes mad og det skulle jo desuden være godt for miljøet at droppe kød en gang i mellem. 
Desuden var der ingen af os der savnede kødet i går (heller ikke Rasmus som blev adspurgt flere gange) og jeg oplevede også, at det mættede rigtig godt.
Så, det skal vi helt sikkert have igen (ikke mindst fordi jeg nu har en stor pose røde linser og et stort glas tahin i skabet...).

mandag den 20. marts 2017

Medlemstur til Stege









I går var jeg med min vinterbadeklub på medlemstur til Stege Badelaug, som vinterbadeklubben hedder i Stege. Der bliver relativt ofte arrangeret ture til andre vinterbadeforeninger, da vi gerne vil have erfaringer fra de andre foreninger, som har nogle flere år på bagen en vores.
I Stege har de et fint lille anlæg, som pt. ligger inde i lystbådehavnen. Senere på året bliver den bugseret ud på den anden side af havnen.
Vi startede med velkomst og introduktion fra et medlem og derefter gik vi i vandet og i sauna et par gange. Vi sluttede af med at spise boller og drikke kakao i en af vores medlemmers sommerhus i Råbylille Strand. Vi hyggede os meget og havde en meget lærerig tur.
Vi havde kombineret min tur til Stege med et besøg hos Inger, hvor Rasmus og pigerne kørte hen efter at de havde sat mig af ved havnen. Da kakaoen var drukket blev jeg sat af hos Inger, hvor vi hyggede en times tid inden turen atter gik til Hovedstaden.

lørdag den 18. marts 2017

Familien Sportys vasketøj

Vi har jo skuet op for motionen herhjemme. Dels pga. "Fuck, jeg er blev fyrre-syndromet" og dels fordi, at vi med børn på nu 10 og 11 år igen har fået tid. Dels uden dem, men også med dem hvad angår motion.
Pigerne har jo flere timers idræt om ugen i skolen. Dertil går Mille til Spring minimum 2 timer om ugen samt en times ridning. Maja spiller volley 1 1/2 time om ugen.
Pigerne løber sammen med mig og evt. Rasmus hver mandag. Jeg løber desuden yderligere to gange om ugen og cykler til arbejde hver dag (når vejret er nådigt). Jeg har også fået presset 1 km svømning ind denne uge. Rasmus løber omkring fire gange om ugen i øjeblikket i forbindelse med hans marathontræning.
I dag har jeg f.eks. løbet fem km., Mille tre km., og Rasmus har løbet 24 kilometer (han løb lige ind og rundede Operaen!!!). Desuden har pigerne og jeg cyklet en tur på 8,5 km.
Al den fysiske aktivitet genererer en ustoppelig mængde af sportstøj der konstant skal vaskes. Jeg vil gætte på, at hver tredje vask er sportstøj. Jeg har netop sat endnu én af slagsen over.
Vi har også indkøbt fire kasser, én til hver, hvor vi hver især har vores sportstøj i.
Ja, nye vaner kræver nye tiltag.
Jeg er personligt meget spændt på om jeg kan opretholde mine motionsvaner. Jeg er ikke kendt for just at have rygrad i den retning.
Men, jeg er blevet helt glad for noget motionsguruen Chris MacDonald har sagt:

"(...) når jeg kigger på min motivation og de ting, som jeg har formået at ændre i mit liv for at få min sundhed på rette spor, så har det sørme ikke været lysten, der har drevet værket. Og det er det stadig ikke. Jeg har aldrig nogensinde fundet mig selv på sofaen foran Netflix og så pludselig mærket en lyst inde i mig selv til at tage ud og løbe".

Nej, det er IKKE lyst, men selvdisciplin og rationelle beslutninger der driver værket siger han.
Og det kan jeg sgu forholde mig til. For det er nøjagtigt det der får mig ud. Fornuft over følelser.
(Så længe det varer... Alting har en ende, en regnorm den har to).

En nederdel på pindene

Måske lige lidt sent på sæsonen at strikke en nederdel i 100% uld, men det er først nu jeg er nået til det projekt. Jeg har haft det tilhørende garn liggende i en evighed men der har liiige været et par andre projekter der sneg sig foran i køen. Men nu skal det være. Jeg har jo en ambition at bringe mit garnlager lidt ned.
Nederdelen hedder "Sikksakkskjørt" og er fra den norske strikkebog ved navn "Klompelompe". Bogen indeholder en masse smukke opskrifter til både børn og voksne og jeg har strikket flere af modellerne.
Nederdelen er til mig selv og er sådan set nem at strikke. Udelukkende ret og vragmasker. Jeg måtte dog starte forfra et par gange grundet et par Fejl 40 (1: blev i tvivl om størrelsen, 2: glemte at skifte pindstørrelse), men nu kører det der ud af.
Jeg startede i torsdags d. 16/3-17 og er spændt på hvor lang tid det tager at strikke.

tirsdag den 14. marts 2017

Mit tredje Skråplan








Her i weekenden blev jeg færdig med mit tredje "Skråplan". Jeg er så glad for de to andre jeg har strikket tidligere og brugt både det blå og det lyserøde meget. Jeg fik garn i julegave af min mor, denne gang i grå nuancer.
Jeg vil tippe på at jeg har brugt en lille måneds tid på at strikke sjalet. Det er dejligt nemt at strikke (udelukkende retstrik) og resultatet ligner en million synes jeg.
Nu tror jeg ikke at jeg vil strikke flere Skråplan og har da også netop slået op til noget helt andet: en strikket nederdel til mig selv. 

Opskrift: Design Liselotte Weller. Kit kan købes på Garnudsalg.dk
Model: "Skråplan" 
Størrelse: ca. 225 x 65 cm. 
Garn: Linwool fra Garnudsalg i farverne Torden, Tranen, Tjære og Skumsprøjt
Pind: rundpind 3 1/2, 60 cm. 
Mærkat: "madebySus 2017" fremstillet og købt hos Ikast Etiket
Sværhedsgrad: Nem. Består udelukkende at retstrik samt ud- og indtagninger.

Springopvisning i Frederiksberg Hallerne





I september sidste år startede Mille til Springgymnastik i en lokal gymnastikforening. Hun går der to timer om ugen og er SÅ glad for det. Hun er tillige rigtig god til springgymnastik og man kan mærke at hun bliver stærkere og stærkere. Hun sad på skødet af mig forleden og det var lidt som at sidde med en mursten. Det er supergodt for hende at have en fysisk interesse.
Springtrænerne er forholdvis ambitiøse på holdets vegne og de deltager i flere stævner her i Hovedstadsområdet. I weekenden var det et stort opvisningsstævne i Frederiksberg Hallerne. Rasmus, Maja og jeg tog derud og så på sammen med alle bedsteforældrene. Det gik rigtig godt for holdet og vi var alle meget imponerede. 
Bagefter kørte vi alle syv hjem til os i "Bussen" og spiste aftensmad sammen.

Se en kort video med Mille HER

mandag den 6. marts 2017

Weekend med minus og (mest) plus på kaloriekontoen


Vi har simpelthen haft (endnu) en fabelagtig weekend synes jeg! Sidste uge var ret tætpakket og hvor pigerne begge var afsted på kor-tur med skolen med to overnatninger hver forskudt. Derudover havde jeg mandag og torsdag aftenarrangementer med veninder og Rasmus tirsdag aften med kollegaer. Så, da vi nåede fredag aften og alle var samlet igen, lavede vi god mad og hyggede os derefter på rad og række i sofaen med guf og X-factor på TV.
Lørdag blev Maja hentet af en veninde, de skulle ud at shoppe og i biffen. Rasmus og jeg løb en frisk tur, mens Mille hyggede derhjemme. Sidst på eftermiddagen mødes vi alle hos Majas venindes forældre, som havde lavet en herlig middag til os. Vi sluttede aftenen af med Gin & Tonic inden vi cyklede hjem.
Søndag morgen stod seje Rasmus op og tog toget til Klampenborg og løb de 20 km hjem igen. Mille og jeg hyggede os hjemme indtil hun skulle til springtræning kl. 11.00. Maja havde overnattet hos veninden og blev hentet hjem ud på eftermiddagen. Da vejret var gråt og trist, besluttede jeg mig for at bage en omgang boller. Sådan nogle lyse teboller helt uden spor af kerner og fuldkorn. Mums! Jeg lavede en omgang kakao til, naturligvis med flødeskum.
Jeg bruger en rigtig god og nem opskrift på hjemmelavet kakao. Hemmeligheden er, at der skal en lille smørklat i. Det gør. at kakaoen smager som chokolade. Se opskriften HER
Efter tre boller med tandsmør, kakao med rigeligt flødeskum samt rigeligt varme fra brændeovnen, havde jeg lyst til at komme ud en tur. Jeg forsøgte at lokke pigerne med, men efter en del tøsepalaver besluttede jeg mig for at cykle en tur alene. Jeg kørte ud og rundede Arken i Ishøj, en tur på godt 20 km. En superherlig tur kun skæmmet lidt af regnvejr de sidste 10 km samt et enkelt kædeafhop.
Om aftenen spiste vi pitabød med hjemmelavede falafler, som blev enormt gode (opskrift HER). Til dessert spiste vi bananasplit med flødeskum, chokoladesovs, hakkede nødder og der ganze schweinerei.
Jamen altså! Så bliver det sgutte meget bedre!

Så' der ørn (og æg)












Vi har i de sidste par år fulgt med i livet i en Havørnerede der er placeret i fuglereservatet Saksfjed Hyllekrog på Lolland. Her holder et havørnepar til, der hvert år yngler denne rede. Nu har DOF tændt for kameraet, da der er aktivitet i reden og i lørdags blev det første æg lagt. Det kommer formentlig endnu et æg ganske snart.
Dvs. at i løbet af april, vil vi kunne se små havørneunger i reden.
Du kan selv følge med lige HER

onsdag den 1. marts 2017

Kondikonto - februar


I februar er vi fortsat med at knokle midler ind på vores kondikonto. Vi sluttede på månedens sidste dag med at indsætte 130 kr. på kontoen: Rasmus løb 4,5 km (interval) = 45 kr., jeg cyklede på arbejde T/R = 20 kr. og Maja og jeg løb  2 x 3,25 km = 65 kr.
Ialt har vi indsat 2248 kr. på kontoen i februar selvom måneden har været kort og jeg ikke har cyklet så meget som jeg plejer pga. hhv. sygdom og l**rtevejr. Men jeg har overholdt mit mål med tre løbeture om ugen.
Rasmus følger et "klar-til-marathon" program og han skal dermed ud på gradvist længere og længere distancer. Han har b.la. været ude og løbe en halvmarathon forrige søndag. Det skæpper godt i kassen - og i benene.
Vi har forøvrigt booket sommerferie på Mallorca, så vores kondipenge skal nok blive brugt.