mandag den 17. april 2017

Mille Tingfinder








I går trængte vi til at komme lidt ud af hulen, så vi kørte til den nærliggende Egholm skov og gik gennem skoven og ned til Vellerup Vig. Her har vi gået mange gange før, for det er et utroligt smukt sted. Jeg har ikke før lagt mærke til, at området er en del af en rute der kaldes "Gudernes Stræde". Det er en kulturhistorisk rute der går helt fra Køge Bugt og til Vellerup Vig. 
Vi skulle selv få historiens vingesus at mærke, da Mille pludselig bukker sig ned og samler et fragment af en ca. 4000 år gammel flintdolk op! 
Dolken er frembragt af en dygtig flintsmed i den sidste del af yngre stenalder i den periode man faktisk kalder Dolktid. Disse flintdolke var det ypperste man kunne fremstille af flint og var tydeligt inspireret af de bronzedolke, som tilrejsende kunne fremvise for vores forfædre her ved tærsklen til bronzealderen. Det mest berømte eksemplar af disse flintdolke er Hindsgavldolken.
Naturen er ét stort skatkammer, hvis man altså har øjnene åbne. Og det har vi heldigvis! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar