torsdag den 25. maj 2017

Bus- og travetur i Edinburgh




Vi vågnede faktisk tidligt i morges efter en god nats søvn og stod op og spiste en glimrende morgenmad i hotellets restaurant. Vejret var fremragende, sol fra en skyfri himmel og 23 grader, så vi lod overtøjet blive hjemme og begav os så ud i byen.
Vi valgte at tage en tur med en sightseeingbus for at få verdenshjørnerne på plads. På turen spottede vi, at vi gerne ville klatre op af en "knold" i Holyrood Park. "Knolden" er en af flere udslukte vulkaner i Edinburgh og fra den var der en fantastisk udsigt over byen og fjorden Firth of Forth, som Edinburgh ligger ved.
Derefter besteg vi endnu en bakke, nemlig Carlton Hill, hvor man bl.a. finder mindesmærkerne Nelson Monumentet og det ufærdige "Parthenon".
Vi købte en sandwich og en sodavand og spiste, mens vi nød udsigten fra en anden vinkel.
Vi provianterede derefter i et supermarked og gik kort tilbage på hotellet for at skifte til sandaler. Så greb vi et par glas, et par små flasker kold hvidvin samt en pose nødder og gik over i en park lige overfor hotellet. Her dasede vi i solen sammen med de lokale før vi gik ad "Royal Mile" for at nå frem til eftermiddagens programpunkt - Edinburgh Castle.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar