lørdag den 27. maj 2017

Heldagsudflugt til Højlandet





I går var vi på tur til Højlandet hele dagen. Blogindlægget kommer først i dag, da jeg simpelthen var for træt til at skrive det i går.
Jeg havde bestilt billetter hjemmefra og vi mødte op på Royal Mile i går morges kl. 07.45 og fik en plads i en fin bus. Vores chauffør/ guide hed Kenny og hans assistent Calum og de var et par friske, skotske fyre begge to. Masser af humor og fis og ballade kombineret med viden og god formidlingsevne.
Vi kørte nordpå af den vestlige rute (der er kun to, en østlig og en vestlig). Efter ca. 45 minutters kørsel passerede vi nogle kæmpe skulpturer forestillende de mytiske væsner kalder Kelpies. 
Ikke længe efter begyndte der at dukke bjerge op omkring os. Det ene højere end det andet. I Skotland kalder man alle bjerge over 3000 ft (914m) for "Munros" for at ære Hugh Munro, som i 1800tallet opmålte alle disse bjerge. Der er i alt 284 Munros i Skotland. 
Bjergsiderne er beklædt med græs, hvor der går de typiske sorthovedede får, som har lam i øjeblikket. Enkelte steder gik der også højlandkvæg (hairy coo, som guiden kaldte dem). På bjergsiderne vokser Tornblad, som blomstrer smukt med gule blomster nu. Skotterne har problemer med en invasiv plante, som breder sig ukontrollerbart og som umiddelbart kan sidestilles med vores bjørneklo ift. til bekæmpning. Det er, mærkeligt nok, Rhododendron! De blev indført som prydplante i 1800tallet, men "slap ud" i naturen, hvor den nu er overalt. Den blomstrer også nu. Smuk plante, men altså ikke hjemmehørende i Skotland. Den stortrives dog her, da jorden er enormt tørveholdig. Dette farver også vandet i floderne og søerne (Lochs) brunt. 
Det er utroligt svært at tage billeder af bjerge og landskab i det hele taget, men det var så ubeskriveligt smukt at man næsten bliver helt rørt. 
Vi kørte igennem et bjergrigt hedelandskab der, ifølge guiden Kenny, er det største ubeboede område i Europa. Han fortalte også, at der dør flere mennesker på de skotske bjerge end på vejene. Dette skyldes, at vejret i bjergene skifter hurtigt og at der kan være op til minus 30 grader på toppen. 
Vi så Storbritanniens største bjerg Ben Nevis (1345 m). Bjerget er kendt for frygtelige vejrforhold og der falder over 4000 mm nedbør om året. Vi var superheldige at se toppen af Ben Nevis, der ellers altid er gemt i skyerne. Kenny sagde, at det var første gang i år at han så toppen af Ben Nevis. Og, vi var da også velsignet med det flotteste vejr: sol, 28 grader og vindstille!
Kl. 13.15 nåede vi destinationen for vores tur: Loch Ness - nok verdens mest berømte sø. Vi havde løst billet til en båd og sejlede ud på den berygtede sø. Loch Ness er en ferskvandssø der strækker sig over 37 kilometer fra Inverness til Fort Augustus (hvor vi var). Guiden på båden fortalte, at vandtemperaturen er på kun 5 grader året rundt. Dette skyldes det mørke, tørveholdige vand, hvor intet lys trænger ned. Der er ingen windsurfere, jetski mv. på søen, da du ikke kan overleve ret længe skulle du dratte i. Eller er det måske pga. af faren for at blive spist af Loch Ness uhyret? Tja, vi så det ihvertfald ikke. Til gengæld så vi noget så sjældent som et lavtflyvede jagerfly. Se en video HER
Ellers stornød vi bare den smukke og forfriskende tur på søen. 
Vel på land igen købte vi en is og så var det tid til at køre sydpå igen. Denne gang af den vestlige rute. 
Her gjorde vi et par stop undervejs, bl.a. ved mindesmærket for Commando soldaterne, som er virkelighedens James Bonds og som inspirerede Ian Fleming til at skrive bøgerne om 007. 
På turen hjem blev hovederne tunge og øjnene faldt i og vi fik begge en morfar inden vi kørte over en af de tre broer over Firth of Forth. Vi kørte over Forth Road Bridge, som ligger mellem den nybyggede og endnu uåbnede Queensferry Crossing bilbro (åbner senere i år) og den ikoniske røde og meget smukke togbro Forth Bridge fra 1890. Broen er optaget op UNESCOs verdensarvliste. 
Efter en utroligt spændende og smuk tur landede vi tilbage i Edinburgh omkring kl. 19.45. Vi nåede et kort stop på hotellet ind vi atter skulle ud for at spise aftensmad. Jeg havde bestilt bord hjemmefra og da det anede mig at vi ville være trætte, havde jeg valgt den nærtliggende italienske restaurant Amarone. Den lå nøjagtig 105 skridt fra hotellet - vi talte!
Vi bestilte begge en lækker og meget stor pizza samt et glas vin. Min mor kunne ikke spise op og jeg spurgte drillende "hvad med de små børn i Afrika". "De kan bare komme og hente det" lød svaret! Det grinte vi meget af. Efter maden gik vi (de 105 skridt) tilbage til hotellet og slog velfortjent stængerne op. Efter at have grinet og pjattet af ren overtræthed lagde vi os til at sove. Vi sov otte timer i streg og mutter (eller mig) var ikke engang oppe for at tisse. Jo jo, så ved man det har været en begivenhedsrig dag. 
Vi er nu veludhvilede og klar på en ny dag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar