torsdag den 27. juli 2017

"Gutterne på kutterne" og Michaela Petri











Sikke en overskrift hva'?
Dagen startede med regnvejr, så vi tilbragte det meste af formiddagen i sommerhuset, hvor vi hyggede os med hver sit. Da det klarede lidt op, kørte vi til Torup Strand for evt. at få et glimt af "Gutterne på Kutterne". Altså, vi anede ikke hvem og hvad de er, men mødrene kunne fortælle, at det er nogle unge fiskere fra Torup Strand, der er med i et program på TV2. 
Vi startede med at gå lidt langs stranden og der oplevede vi et deja vu fra maj 2009, hvor vi sidst fra på Torup Strand. Ligesom dengang, fandt Maja en død fladfisk på stranden. Lidt pudsigt. 
Fiskeriet fra Torup Strand er ret specielt, da det foregår fra havbåde, der trækkes op på land om natten. En af disse havbåde er forøvrigt bygget fornyligt i Slettestrand og endnu et er undervejs. 
Vi var så heldige at se ikke mindre end tre både ankomme til stranden, hvor de sejler på grund og bliver halet det sidste stykke op på land af en giga bulldozer (tror vi kontornussere nok at det hedder). Det er en ret fedt oplevelse at overvære. Vi stod i første parket med en stor, frisk, lokalkøbt hånd-fiskefrikadeller som snack. 
Se en video af havbådene der kommer på land HER
Mødrene fik også et glimt af "Gutterne" og børnene fik set friskfangede fladfisk helt tæt på. "Adr, de er helt slimede" sagde den ene københavnerunge...
Vi kørte derefter til Vestre Torup, hvor nogle af "Gutterne" har åbnet et røgeri. Her købte vi fisk til aftensmaden. 
Efter aftensmaden kørte Birthe, Birgitte og jeg til den nærtliggende Kettrup Kirke, hvor vi havde opsnuset at Michaela Petri og hendes makker Lars Hannibal gav (gratis) koncert arrangeret af kirken. Jeg kan udemærket huske Michaela Petri og hendes blokfløjter fra min barndom og synes det kunne være sjovt at høre hende spille. 
Vi ankom ca. en halv time før koncerten startede og vi fik den sidste parkeringsplads! Kirken var også godt fyldt, men vi fik et par gode pladser. Jeg må sige, at det var en supergod oplevelse! Ikke alene er de jo begge meget dygtige musikere, men også gode formidlere af musik og var gode til at fortælle om den musik de spillede. Der var musikstykker fra slut 1500-tallet og til en verdenspremiere på et stykke (Sunset Dance) skrevet fornyligt af Lars Hannibal. Lukkede man øjnene kunne man snildt have været 500 år tilbage i tiden. Musikken, instrumenterne og kirken fandtes også der. 
Vi kørte således opløftede hjem til Rasmus og pigerne, der havde set "Gutterne på kutterne" på tv og havde kunnet genkende en del fra i dag. 
Resten af aftenen brugte vi på spil. Bl.a.  "Kastegris" som ingen af os egentlig har spillet før. Men det er ret sjovt og man bliver bidt af det. Det kan godt på følelserne i kog, særligt hvis man slår "Lav Bacon". Jo jo! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar