lørdag den 1. juli 2017

Ni års sommerhusjubilæum






I dag er det præcis ni år siden vi købte Det Lille Hus På Landet. Og, der er vel ingen bedre måde at fejre det på, end at være heroppe. Vi kom herop i går eftermiddags og denne gang har vi Edda med. Det er superhyggeligt at have hende her, men "balladen" på køreturen hertil kunne vi fint undvære (1 x nr. 1 og 3 x nr. 2... arghh!).
Egentlig havde vi en masse praktiske ting vi skulle i dag, men det kom vi aldrig helt til. Vi var selvfølgelig et smut på Skibby Genbrugsplads og de to andre genbrugsbikser samt en lille handletur. Og så gik den ene time ellers efter den anden med lige præcis det man havde lyst til. For mit vedkommende involverede det selvfølgelig garn.
Vi lavede en lækker jubilæumsmiddag og blev enige om, at dette lille sommerhus er en perle for os.
Da vejret til aften blev helt fantastisk efter en ellers grå dag foreslog jeg, at vi skulle tage ned til fjorden og få en dukkert. Den var tøserne med på, så det gjorde vi.
Det var en helt ualmindeligt dejlig og smuk aften, som på en måde fint symbolisere det liv vi lever her i vores andet hjem gennem ni år.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar