tirsdag den 18. juli 2017

Palma, Magaluf og Pont d'Andratx

I dag har vi endnu engang været på heldagsudflugt. Vi pakkede Golfen med kolde drikkevarer og badetøj og kørte denne gang vestover. Vi ville et smut til Palma, som er den største by på Mallorca. Vi parkerede i en P-kælder i centrum og gik derefter af de smukke, snoede gader ned til katedralen La Seu, som vi gik ind og så. La Seu er en mere eller mindre klassisk gotisk katedral fra 1200-tallet med sine rosevinduer, enorme søjler, lofthvælvinger og sidekapeller. Jeg bliver altid overvældet over at man kunne bygge disse mastodonter ved håndkraft for mere end 700 år siden.
Vi spiste en god frokost på en café i Palma inden vi kørte videre mod Magaluf, hvor vi ville bade ved stranden. Magaluf må siges at være målrettet unge uden børn. Der var liv og glade dage både på stranden, i vandet og på hotellerne. Heldigvis var der også plads til Familien Danmark og vi fik en superlækker badetur.
Dagens sidste udflugtsmål var Port d'Andratx som må siges at være en direkte modsætning til Magaluf. Mit indtryk er, at her bor og ferierer jetsettet. Der var meget nydeligt og lækkert alle vegne. Og meget varmt. Sidst på eftermiddagen vendte vi snuden hjemad. Vi var vel hjemme ca. 20.15 efter en fed dag.
Vi havde købt ind til tapas, som vi nød (med Cava) på altanen. En perfekt afslutning på endnu en skøn dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar