tirsdag den 25. juli 2017

Skagen og Råbjerg Mile









I dag stod vi tidligt op, spiste morgenmad og smurte madpakker og kl. 09.00 kørte vi mod Skagen. Vejrudsigten var lovende for i dag og derfor kørte vi mod toppen af Danmark. Det var vi ikke de eneste der gjorde! Vi var dog heldige at finde en parkeringsplads og begav os ud på Grenen. Vi nød det fine vejr og soppede hvor Kattegat møder Skagerrak. Vi gik tilbage ad Nordstranden, hvor vi var så heldige at se en sæl.
Derefter kørte vi ud og oplevede Den Tilsandede Kirke, hvis oprindelige navn er Sankt Laurentii Kirke som menes at være opført i 1300-tallet. I 1795 opgav man dog kampen mod sandet og man stoppede med at benytte kirken. Tårnet blev dog brugt som sømærke, men er dog i dag mest af alt et velbesøgt turistmål, der fortæller historien om områdets kamp mod sandet.
Det samme gjorde vores næste stop: Råbjerg Mile, som jo er et levende eksempel på sandflugten, da den jo er en såkaldt vandreklit. Milen er ca. 1000 meter lang og 1000 meter bred og består af omkring 4 millioner m3 sand. Den kommer oprindelig fra kysten ved Skagerrak og har på nuværende tidspunkt bevæget sig ca. 5 kilometer i øst-nordøstlig retning mod Kattegat. Den bevæger sig ca. 15 meter om året og man har beregnet at den vil ramme Kattegat omkring år 2230. Staten har sikret sig at Milen kan bevæge sig frit ved at opkøbe arealer i området samt at frede andre.
Råbjerg Mile er et helt specielt fænomen og det er sjovt at færdes i en ørken på vores breddegrader.
Vi kørte derefter hjemad og fik kokkereret noget dejligt aftensmad.
Ved 20tiden kørte Birthe, Birgitte, Maja og jeg ned til Havbådehusene på stranden, hbor der var et fællessangarrangement "Sange ved havet". Det kørte på 5. sæson og bliver faciliteret af en håndfuld gæve mandfolk, herunder Niels, som vi har lejet sommerhuset af. Vi fik en hyggelig sludder med ham.
Der var ved ca. 250 fremmødte til arrangementet og det var en rigtig god oplevelse at dele en sangoplevelse ned så mange andre. For, som der blev sagt: "Man kan ikke være sur når man synger".
Bagefter gik vi ned til vandet og så en smuk, smuk solnedgang.
Vi sluttede en herlig dag i med Irish Coffee og isdessert i sommerhuset.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar