lørdag den 26. august 2017

Maja 12 år

I dag er vores skønne Maja blevet 12 år! Vi har fejret hende herhjemme med gaver, sang og flag. Ved frokosttid ankom mormor. Vi hyggede os både inde og ude i det gode vejr og fik også forberedt os lidt til i morgen, hvor resten af familien kommer for at fejre hende.
Til aften havde Maja bestemt, at vi skulle have indisk mad, så vi lavede Tikki Masala og Red Curry og fik ris og papadums til. Superlækkert.
Maja har haft en rigtig dejlig dag og er nu i fuld gang med det sidste år inden teenageårene begynder på godt og ondt.

fredag den 25. august 2017

Klodsmajor!






I sidste weekend var vi til et brag af en familiefest i Ribe hos min tante og onkel i anledningen af deres sølvbryllup. Vi hyggede os rigtig meget sammen med familien og kom først hjem til vores Airbnb-lejlighed (stor succes med det!) midt om natten.
Rasmus og jeg var pivseje og stod tidligt op næste morgen for at løbe en tur i smukke Ribe. Vi havde begge to kvalme og hovedpine, men det var superhelende at løbe en tur.
Vi løb forbi min farmor og farfars gamle hus på Terpagervej, ned ad Tangevej forbi sygehuset, forbi stationen og rundt i parken. Derefter løb vi ned til Domkirken og en tur rundt om den. Vi løb ad Skibbroen og fandt en sti rundt og Riberhus, hvor vi vinkede godmorgen til Dronning Dagmar. Vi løb derefter gennem byen og forbi Hotel Backhaus, hvor vi hilste på Tina og Leah gennem vinduet, de sag og spiste morgenmad. Vi løb den sidste kilometer ned mod vores lejlighed på Seminarievej og 20 meter før ankomst vrikkede jeg om på min venstre ankel. Kombinationen af en kantsten og et splitsekunds uopmærksomhed (hun skulle rode i sin løbebæltetaske) og så lå jeg der!
Jeg kunne hurtigt mærke, at der intet var brækket denne gang, men djævelsk ondt gjorde det! Foden hævede hurtigt op og blev mere og mere blå.
Vi købte noget kølende gel og et støttebind til mig og forsøgte dermed at begrænse skaden.
Jeg valgte de efterfølgende to dage at følge RICE(M) princippet nøje (Rest-Ice-Compression-Elevation-(Mobility)) og lå med foden højt hævet iført skiftevis is og støttebind. Det er lykkedes mig at begrænse hævelsen, men foden er blå fra midten af skinnebenet og godt ud på foden. Jeg kan godt gå på foden (langsomt) og tilmed cykle. Men løbe kan jeg vist pt. ikke. Det piner mig mægtigt, da jeg jo dels har et princip om at løbe tre gange om ugen (og har overholdt det hele 2017) og dels at jeg skal løbe DHL på torsdag i næste uge. Jeg er helt grædefærdig over at jeg formentlig ikke kan deltage. Heldigvis har Rasmus lovet at være stand in for mig.
Goddammit!

onsdag den 16. august 2017

Tømrersønnen fra Slagelse










Vi har en dobbelt havelåge (eller "leddet" som jeg kalde det) i sommerhuset som gennem de sidste par år har hængt gevaldigt med næbbet. Vi har løbende forsøgt at udbedre slitagen, men i år måtte vi erkende at lågen sang på sidste vers. Vi kontaktede derfor en lokal tømrer som gav os et tilbud på at lave et nyt sæt låger til os. Vi synes dog at prisen var alt, alt for høj og besluttede os derfor at lave dem selv. Sgu! Man er vel Tømrersøn fra Slagelse!
Så, vi startede med at studere den eksisterende låge, måle op og lave en arbejdstegning. Derefter indkøbte vi værktøj, skruer og træ. Vi var omhyggelig med at opmåle og save træet korrekt til i Trælasthandlen for at minimere spild. Træet blev indkøbt d. 25/6-17 og vi gik i gang med at lave den første låge weekenden efter. Vi havde udfordringer med at lave krydset i havelågen og måtte lave et testkryds inden vi turde at save ud til det endelige kryds. Men det lykkedes faktisk og vi var helt stolte af vores præstation.
Så tog vi ellers til Mallorca og Nordjylland og satte lågebyggeriet i bero i mens. Men sidste weekend genoptog vi arbejdet. Vi kynne tydeligt mærke fordelen ved at bygge låge nr. 2, da vi nu vidste hvad vi skulle gøre (og ikke gøre).
Til sidst manglede vi "bare" monteringen. Vi valgte at bruge de eksisterende beslag fra den gamle havelåge og googlede en video om Hvordan man montere en havelåge.
Det lykkedes os (med lidt udfordringer) at få monteret begge låger således, at de både kan åbne og lukke. Jow jow! Vi fik også monteret glipfald, samt dækbrædder og to brædder der sikrer, at lågerne ikke kan gå forbi hinanden i den forkerte retning (Jeg har bare ikke styr på havelågetermonilogien!).
Jeg vil sige, at vi er godt tilfredse (og lidt stolte) med resultatet og ikke mindst med, at vi ikke har revet hovederne af hinanden i processen.
Vi kan godt se, at lågerne måske ikke helt er i vatter og vage og at der er et par steder, hvor samlingerne gaber lidt. Men det er der ingen der ser når musikken spiller (og lågerne har fået et trykt lag maling).

torsdag den 3. august 2017

Hövding




Jeg har nu i et års cyklet til og fra arbejde alle de dage forholdene tillader det. Det er sammenlagt blevet til mere end 2000 km i sadlen. Jeg cykler jo bare på min røde damecykel med kurv for og bag, så intet fancy der. Jeg har med årstidernes skiften udbygget min cykelgarderobe, da forskelligt vejr kræver forskelligt grej. Jeg har anskaffet mig nogle lange bukser, et par handsker, en jakke og en refleksvest til vintersæsonen og her om sommeren cykler jeg bare i løbetøj og skifter så tøj på arbejdet.
Jeg cykler ALTID med cykelhjelm. Jeg synes ikke helt jeg kan komme udenom det, når vi nu forlanger det af ungerne. Det generer mig ikke det mindste, hvis nogen synes, at det ser fjoget ud med cykelhjelm. Personligt synes jeg at det ser mere fjoget ud med et åbent kraniebrud.
Jeg vil dog indrømme, at min cykelhjelm er lidt varm at køre med og skaber lidt udfordringer ift. mit lange hår, som jeg oftest har i en knold på hovedet. Men altså, det er jo to minimale problemer kan man sige ift. det sikkerhedsmæssige aspekt.
Men faktisk er der kommet en cykelhjelm på markedet, der kan afhjælpe disse problemer. Det er en svenskproduceret hjelm ved navn "Hövding". Den adskiller sig fra en traditionel cykelhjelm ved at den ikke skal spændes på hovedet, men i stedet lynes om halsen som en krave. Dette fordi at den faktisk fungerer som en airbag, der udløses ved uheld, hvor du er i fare for at slå hovedet. Styrter du, udløses airbagen på 0,1 sekund og en stor, hvid hjelm pustes op og beskytter dit hoved.
Man ser formentlig noget fjollet ud med en stor, hvid ballon omkring hovedet, men jeg satser ikke på, at det bliver aktuelt. Det er lidt som med en brandforsikring, man håber jo aldrig på at få brug for den. Og igen, det ser stadig dummere ud med kraniebrud.
Udover at være revolutionerende ift. udformningen, vinder Hövding også alle tests. Ifølge et studie på Stanford University yder Hövding otte gange mere beskyttelse end en traditionel cykelhjelm.  
Jeg har nu, efter laaaang tids tilløb, købt mig en Hövding! Grundene til at jeg har overvejet det så længe er: 1. Prisen! Den koster omkring 2000 kroner. 2. Den virker kun én gang, altså ét styrt! 3. Komforten!
Ja, det med prisen kommer man ikke uden om. Jeg har holdt øje med prisudviklingen og har konstateret, at prisen ligger fast omkring 2000 kr +/-. Jeg har derfor sluppet slanterne og købt hjelmen på nettet, hvor den er billigst.
Det med at den kun virker én gang, siger jo sig selv i og med at det er en airbag. En traditionel cykelhjelm virker også kun én gang, styrter du med den, er den kaput. Problemet er blot at Hövdingen er så dyr. Men, de fleste forsikringsselskaber dækker Hövding og har du en høj selvrisiko, kan du også tegne en forsikring mod det.
Det sidste punkt, komforten, har jeg ruget længe over. For, man kan ikke umiddelbart få lov at prøvekøre en Hövding et par dage inden man beslutter sig. Og tænk, hvis man bare ikke kan holde ud at have kraven på. Jeg har prøvet den i forskellige størrelse hos diverse cykelhandlere, men det giver ærligt talt ikke det korrekte indtryk at have den på stående i 10 sekunder. Jeg var dog så heldig at få en ny kollega der ejer en Hövding og jeg fik lov til at cykle en god, lang tur med den. Jeg kunne konstatere, at den er mere behagelig at have på, når du cykler med den frem for at stå eller gå med den.
Så, nu er jeg Hövdingejer og håber aldrig, at jeg vil opleve, at den kommer i brug. Men det føles godt og trygt at cykle med den.
Læs mere om Hövding HER

tirsdag den 1. august 2017

Ferieminder






For at forsøge at forlænge feriestemningen lidt, har jeg stillet lidt ferieminder frem på spisebordet. I den hvide vase står der en lille buket lyng, som jeg plukkede i klitområdet ved Slettestrand sammen med min mor og Birthe. I lysestagen har jeg lagt en samling sten som vi har samlet ved forskellige strande i Nordjylland. I glasvasen står der syrener fra haven herhjemme. De er så flotte i farven og passer perfekt til lyngen synes jeg.
Uh, sådan en sommerferie er hurtigt forbi synes jeg. Men vi har en plan om at gøre lidt mere ud af hverdagen her efter sommerferien. Der er trods alt flest hverdage, så det gælder om at holde af dem. Lige som Dan Turell.