onsdag den 16. august 2017

Tømrersønnen fra Slagelse










Vi har en dobbelt havelåge (eller "leddet" som jeg kalde det) i sommerhuset som gennem de sidste par år har hængt gevaldigt med næbbet. Vi har løbende forsøgt at udbedre slitagen, men i år måtte vi erkende at lågen sang på sidste vers. Vi kontaktede derfor en lokal tømrer som gav os et tilbud på at lave et nyt sæt låger til os. Vi synes dog at prisen var alt, alt for høj og besluttede os derfor at lave dem selv. Sgu! Man er vel Tømrersøn fra Slagelse!
Så, vi startede med at studere den eksisterende låge, måle op og lave en arbejdstegning. Derefter indkøbte vi værktøj, skruer og træ. Vi var omhyggelig med at opmåle og save træet korrekt til i Trælasthandlen for at minimere spild. Træet blev indkøbt d. 25/6-17 og vi gik i gang med at lave den første låge weekenden efter. Vi havde udfordringer med at lave krydset i havelågen og måtte lave et testkryds inden vi turde at save ud til det endelige kryds. Men det lykkedes faktisk og vi var helt stolte af vores præstation.
Så tog vi ellers til Mallorca og Nordjylland og satte lågebyggeriet i bero i mens. Men sidste weekend genoptog vi arbejdet. Vi kynne tydeligt mærke fordelen ved at bygge låge nr. 2, da vi nu vidste hvad vi skulle gøre (og ikke gøre).
Til sidst manglede vi "bare" monteringen. Vi valgte at bruge de eksisterende beslag fra den gamle havelåge og googlede en video om Hvordan man montere en havelåge.
Det lykkedes os (med lidt udfordringer) at få monteret begge låger således, at de både kan åbne og lukke. Jow jow! Vi fik også monteret glipfald, samt dækbrædder og to brædder der sikrer, at lågerne ikke kan gå forbi hinanden i den forkerte retning (Jeg har bare ikke styr på havelågetermonilogien!).
Jeg vil sige, at vi er godt tilfredse (og lidt stolte) med resultatet og ikke mindst med, at vi ikke har revet hovederne af hinanden i processen.
Vi kan godt se, at lågerne måske ikke helt er i vatter og vage og at der er et par steder, hvor samlingerne gaber lidt. Men det er der ingen der ser når musikken spiller (og lågerne har fået et trykt lag maling).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar