tirsdag den 26. september 2017

Hvidovreløbet 2017


I søndags deltog Team Johansen atter i det årlige Hvidovreløb. Vi havde vores debut i løbet sidste år og ville gentage succesen i år. Det er for os et meget handy løb, da start/mål er ved Hvidovre Stadion, der ligger under 500 meter fra vores bopæl. 
Løbet er arrangeret af lokale kræfter og er egentligt ret godt sat op, med startnumre med chip, opvarmning, præmier, medaljer til børnene samt frugt og drikkevarer efterløbet. Men i år gik det desværre i kuk for dem i forhold til voksenruterne.
Under løbet opstod der simpelhen tvivl om hvilken vej man skulle løbe, hvilket resulterede i, at en masse (de hurtigste) løb forkert. Det betød igen, at da folk kom i mål havde de løbet alle mulige forskellige distancer og arrangørerne besluttede derfor at annullere præmieoverrækkelsen i voksenløbet.
Rasmus og jeg løb den korrekte rute (hurra for at have en mand med check på tingene) og kom hver i sær i mål i personligrekordtider: jeg løb 5 km på 25.37 min. og Rasmus 10 km på 48.47 min. Vi var begge overordenlig tilfredse og havde opnået det, der for os er det primære i amatørløb: at slå sig selv - at løbe mod sig selv.
Rasmus oplever nemlig ofte, når han fortæller om sin gennemførte hel- eller halvmarathon og er stolt og glad over sin præstation, at så er der altid en eller anden der kender en blind mand på træben der har gennemført en Ironman på den halve tid. Det kan være lidt demotiverende at høre på. 
Derfor er det vores mantra: Du løber kun mod dig selv! 
Egentlig går jeg ikke ret meget op i tid og distance, men mere at jeg rent faktisk kommer ud på de løbeture jeg har sat mig for!
Børnene løb hver 2 km og fik hver en medalje for at have gennemført løbet. Begge tøser var desuden så gode i hver deres aldersklasse, at de kom på podiet. Mille (løb på 11:01) fik bronzemedalje og Maja (løb på 10:48) fik guld. 
Så vi var alle meget glade og tilfredse og påtænker at løbe igen næste år, hvor arrangørerne har lovet et udbedre fejlene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar