tirsdag den 17. oktober 2017

Road Trip - Paris dag 01

I dag kan jeg ikke nøjes med otte billeder, så jeg har lavet et par collager i stedet.
Vi havde sat vækkeuret tidligt i morges og stod op og spiste en udemærket morgenmad på hotellet i Neufchateau kl. 07. Lidt over en time efter checkede vi ud og begav os på vej mod Paris. Her havde vi en aftale kl. 12, da vi skulle checke ind i en Airbnb-lejlighed vi havde lejet. Turen mod Paris gik rigtig godt (bortset fra at vi overværede en lastbil køre sammen med en personbil lige bag os på motorvejen. Heldigvis umiddelbart uden personskade) og lidt i kl. 12 satte Rasmus pigerne og jeg af foran lejligheden, mens han parkerede i et P-hus i nærheden.
Foran lejligheden mødtes jeg med en venlig franskmand med et baguette under armen (!) Han hed Aldric og viste os alt hvordan og hvorledes med lejligheden.
Lejligheden er SUPERfed og ligger lige ved Jardin du Luxemburg og vi kan kigge lige ind til Senatet fra vores lille altan på 5. sal. Fra køkkenvinduet kan vi se Saint-Sulpice og Sacré-Cæur i det fjerne.
Efter at have pakket ud og fået lidt at spise og drikke, gik vi ud i byen. Vi ville simpelthen hen til Eiffeltårnet med det samme. Da vejret var fantastisk (23 grader) valgte vi at gå de 45 minutter derhen. Sikke en masse indtryk man får til fods!
Pigerne blev meget imponerede, da de så Eiffeltårnet. Ingen af dem havde forestille sig, at det var SÅ højt (324 m). Vi besluttede, at vi ville give det et forsøg med at komme op i tårnet, dog forberedte på at skulle stå i kø. Vi valgte at ville gå op til 2. niveau, da det også er en sjov oplevelse sådan at gå inde i selve konstruktionen. Der var vitterligt ingen kø ved "gå-selv"-skranken og efter et øjeblik var vi på vej op i Eiffeltårnet!
På 2. niveau købte vi billetter til at tage elevatoren til toppen. Her ventede vi ca. 20 minutter inden vi kom med. Men så var vi altså også på toppen af Eiffeltårnet under en time efter at vi købte billet. Sikke en udsigt og sikke en oplevelse!
Vel nede igen købte vi os en is inden vi atter begav os hjem til fods. Vi satte pigerne af i lejligheden og så købte Rasmus og jeg ind til Tapas og Bobler i et nærtliggende supermarked.
Efter aftensmaden gik vi en aftentur ned til Notre Dame, som er så smukt oplyst om aftenen.
Nu lakker dagen mod enden og vi er krøbet til køjs for at hvile os efter en pragtfuld dag, hvor vi har gået næsten 24.000 skridt, svarende til 18 km. Jeg tror, at vi sover godt i nat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar