søndag den 1. oktober 2017

Sidste arbejdsdag i Kommunen

I fredags havde jeg sidste arbejdsdag i Frederiksberg Kommune. Jeg har arbejdet der on and off (mest on) siden november 2010, hvor jeg startede i løntilskud efter at have været ledig siden maj samme år, hvor jeg blev færdiguddannet fra universitetet. 
Jeg arbejdede først i projekter i flere forskellige afdelinger på Frederiksberg Rådhus hvorefter jeg i juni 2013 blev ansat på Akademikercenter Frederiksberg på Peter Bangs Vej. Der har jeg så arbejdet indtil i fredags, hvor jeg holdt afskedsreception for alle mine kollegaer. Jeg havde købt øl, vin og vand samt tapas og snacks og kl. 12.30 begyndte gæsterne at komme. Det var en meget rørende eftermiddag med taler, gaver og blomster fra både nuværende og tidligere kollegaer.
Rasmus deltog fra kl. 14 og blev sammen med mig til den bitre ende kl. 20.30, hvor vi ryddede op, tømte mit kontor og smed nøglerne i postkassen.
Jeg kan nu se tilbage på nogle år, hvor det til tider har været ret turbulent. Men, mine kollegaer har altid været fantastiske. Jeg kommer til at savne hver og en af dem.
I morgen starter et helt nyt kapitel i mit arbejdsliv. På alle måder. Nye kollegaer og nye arbejdsopgaver på en privat arbejdsplads.
Jeg glæder mig og jeg er klar!

1 kommentar:

  1. Held og lykke med dine nye udfordringer.
    Glæder mig til at høre mere om det.

    SvarSlet