I dag startede jeg med at stå tidligt op for at løbe en tur. Det blev til en 5 kilometers tur i det kuperede Tórshavn, hvor jeg bla. løb forbi Skansin, som er en gammel fæstning. Jeg hilste også på et par får, de er bogstaveligt talt overalt heroppe. De har lam i øjeblikket og er meget søde.
Efter en god morgenmad og madpakkesmøring, pakkede vi UP'en og kørte mod Sakstun, som er en smukt beliggende bygd på den nordvestlige del af øen Streymoy (hvor også Tórshavn ligger).
Derefter kørte vi af helt utroligt smukke, ensporede fjeldveje høøøjt oppe (tungen lige i munden hos chauffør Sus!) inden vi endte i Tjørnuvík, hvorfra der fra stranden var kig til de karakteristiske klippeformationer Risin og Kellingin (Kæmpen og Kællingen).
Vi kørte sydpå igen og passerede Færøernes højeste vandfald Fossa (140 m). Vi bemærkede det dårligt da, færingerne dels er elendige til at skilte og dels da der er vandfald overalt. Stor og små i tusindvis. Vi kørte over Streymin-broen til øen Eysturoy, hvor vi kørte nordpå til Eiði og derefter østover af en meget smuk fjeldvej, hvor vi gjorde holdt og spiste frokost (i bilen da det regnede og stormede) med udsigt til Risin og Kellingin igen, bare fra den anden side. Vi passerede Færøernes højeste fjeld Slætteratindur (betyder "flad bjergtinde") på ca. 880 meter. Vi så dog ikke toppen, da den fortabte sig i skyerne.
Vi kørte videre til bygden Gjogv, som er kendetegnet ved en meget smuk naturhavn. Her så vi også "Marys bænk" som blev indviet af kronprinsessen i 2005.
Vores sidste destination var den såkaldte Varmakelda (varme kilde) ikke langt fra Fuglafjøður. Kilden er 16-18 grader og skulke efter sigende være helende (!) På trods af flere skilte og en ihærdig eftersøgning lokaliserede vi den aldrig. Den eneste varme kilde dér, var 37 grader varm og frembragt af mig på hug. Næppe helende...
Vejret var nu ret barsk med regn og blæst, så vi tændte sædevarmen i UP'en og kørte mod Tórshavn.
Vi gjorde holdt ved shoppingcenteret SMS og fik handlet en smule. Det er stadig ikke lykkedes os at få fat i hverken vin eller øl, så vi købte en maltøl (= hvidtøl uden alkohol) og to alkoholfri øl, som vi drak til aftensmaden hjemme i lejligheden.
Vi tilbragte aftenen hjemme i sofaen, med stængerne op, en Irish Coffee i hånden og engelsk prinsebryllup (recap) på iPad'en.
Jeg tror, at vi sover godt i nat!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar