søndag den 29. juli 2018

Udtjekning

Lørdag morgen lavede vi en lækker afskedsmorgenmad på grill til vores gæster. Derefter afleverede Rasmus, Mille og jeg Maja, da hun den næste uges tid skal på koloni på Djursland sammen med en veninde og en masse andre børn.
Så var det tid til udtjekning og Rasmus kørte bedstemødrene hjem (sammen med Mille, som skal på ferie hos dem på Vestsjælland). Jeg blev tilbage og fik klaret vasketøj mv.
Vi har været en rigtig dejlig ferie med masser af oplevelser, grin og herligt samvær.
Nu venter hverdagen snart for det arbejdende folk.

fredag den 27. juli 2018

Hvidovre Strand x 2




Fredagen tilbragte vi med udgangspunkt i egen matrikel. Ungerne ville gerne have en hjemmedag og den var vi andre med på efter mange gode oplevelser de foregående dage.
Pigerne opholdt sig mest indendøre mens vi andre var lidt praktiske. Bedstemødrene var så flinke, at de ordnede haven for os.
Om eftermiddagen fik vi alle udleveret en cykel og så kørte vi til Hvidovre Strand og fik en dukkert. Her var der masser af andre badegæster. Det er SÅ herligt at vi har en strand her i byen og at den bliver flittigt brugt.
Da vi kom hjem grillede vi burgere til aftensmad og spiste Farmor og Milles lækre, hjemmelavede koldskål til dessert (1 æg og ca. 1 dl. sukker røres luftigt. Tilsæt vanille (ca. 1-1 1/2 tsk) og saften fra 1/2 citron eller efter smag. Tilsæt 1 liter kærnemælk. Voila!).
Så var det tid til kaffe, selvimporteret lösgodis og finalen i Kaste Gris. Her gjorde Mormor et utroligt come back og vandt Kaste Gris-turneringen for næsen af os andre. Således opløftede, kørte vi atter til Hvidovre Strand. Vi ville nemlig se måneformørkelsen, også kaldet Blodmåne. Det var der også andre der ville, ja, det var såmænd et helt tilløbsstykke.
Vi stillede os op på Nordmolen (med et fint vue til mit vinterbadehus) og fik til sidst øje på månen, der desværre kun kunne ses svagt gennem et tyndt skydække. Men, efterhånden som mørket faldt på, kunne den dog bedre ses tillige med planeterne Mars, Saturn og Jupiter. Vi var endog så heldige, at rumstationen ISS fløj lige forbi os (vi har en app (SkyView) der hjælper med at bestemme himmellegemerne for os).
Hjemme igen kunne vi se månen blive hvid igen i takt med at jordens skygge flyttede sig Det var en en rigtig dejlig sidste aften, vi havde sammen i denne omgang.

torsdag den 26. juli 2018

Københavnerdag




I dag brugte vi i København. Derfor lod vi bilen stå og smurte heller ingen madpakke. Vi tog bus 8A til Frederiksberg, hvor vi startede med at besøge Labyrinten ved Pile Allé. Labyrinten udgøres af bøgehække der omkranser de 800 meter grusstier der fører (og ikke fører) ind til midten.
Vi lavede tre hold og konkurrerede om at komme først til midten. Det blev Mormor og Maja der vandt. Vi lavede en tilsvarende konkurrence på vej ud og Rasmus og jeg havde armene i vejret, da vi kom først ud. Altså, det troede vi indtil vi så de to andre hold sidde fredeligt på en bænk udenfor labyrinten...
På Frederiksbergs hjemmeside skrives der: "Af sikkerhedshensyn kan Vej- og Parkafdelingen garantere, at alle gange i labyrinten vil blive efterset for evt. vildfarne gæster før hver vinterperiode."
Vi kom jo heldigvis alle ud og gik derefter til den skjulte perle - Haveselskabets Have. Selv om planter og buske også her var svedne, var der alligevel dejligt.
Vi gik i Frederiksbergcenteret og købte brød, salater og drikkevarer inden vi tog metroen til Kgs. Nytorv. I metroen fik vi øje på Milles klasselærer og jeg råbte, til Milles ærgelse, hej (Pinlig Mor). Han blev dog glad og vinkede tilbage til Mille.
Næste punkt på programmet var spændende, for vi havde nemlig lejet en lille, el-drevet båd via firmaet FriendShips. Det blev Kaptajn Rasmus der fik æren af at sejle alle damerne rundt i Københavns kanaler. Det gjorde han flot og vi nød vores medbragte mad mens vi sejlede i Christianshavns Kanal, tværs over havnen og rundt om Christiansborg. En rigtig skøn tur!
Da vi gik i land, blev pigerne fristet af de hundredevis af badende københavnere, da solede sig op badede fra alle kajkanterne. Pigerne hoppede i fra Kvæsthusbroen og nød det rene, klare vand i havnen. Fabelagtigt, at man kan bade i Københavns Havn!
Vi gik derefter en tur og købte en lækker, håndlavet is hos Løgismose ikke langt fra Gefionspringvandet.
Da vi gik tilbage igen, trængte vi alle til at sidde ned i skyggen med noget koldt at drikke. Vi valgte et loungehjørne på Café Salt foran Admiral Hotel. Her nød vi Aperol Spritz og fadøl mens vi iagttog livet på Larsens Plads. Ren Saint Tropez stemning!
Herefter gik vi ad Nyhavn til Store Strandstræde, hvor vi havde booket bord på restaurant Zeleste. Restauranten har en gårdhave, der mest af alt minder om en italiensk baggård. Nærmest med vasketøj og det hele.
Her spiste vi en lækker middag inden vi tog bussen hjem igen til Hotel Johansen efter en skøn dag i Hovedstaden.

onsdag den 25. juli 2018

Kullen




Onsdag havde vi besluttet, at vi ville tilbringe dagen hinsidan. Vi kørte over broen til Sverige og derefter nordpå mod vores destination: Kullen!
Kullen ligger ca. 50 km nord for Helsingborg og er et forbjerg, der på mange måder minder lidt om vores eget Røsnæs. På Kullen ligger der mange små byer, der især er populære om sommeren.
Vi parkerede på en p-plads tæt ved Kullens yderste punkt og nød den storslåede udsigt over et blikstille Kattegat. Også i dag var det en strålende sommerdag med temperaturer op mod de 30 grader. Vi havde håbet på en lille brise, men det var der ikke meget af trods beliggenheden.
Vi spiste vores frokost med feriens flotteste udsigt. Nemlig på et bord/bænkesæt højt oppe med fri udsigt til vandet dybt nede.
Efter frokost begav vi os på vej mod Silvergrotten, som der blev skiltet mod. Hvad. Vi ikke vidste på det tidspunkt var, at det blev en regulær klatretur i klipperne både ned og op. Imponerende nok klarede begge bedstemødre turen i fin stil iført sandaler og rygsæk.
Silvergrotten var nok lidt af en fuser efter den hårde tur derned. Det var en 15 meter lang og 2 meter bred sprække. Hvad vi (heller) ikke vidste på det tidspunkt var, at Silvergrotten ikke er en grotte, men en menneskeskabt grubegang. I 1561 opdagede man nemlig en sølvåre på stedet og begyndte et projekt for at udvinde sølvet. Det er grubegangen et levn fra. Omkostningerne fra udvindingen var dog højere end forventet og projektet blev derfor lukket ned. Tilbage står nu Silvergrotten.
Godt mør af klatreturen og varmen hoppede jeg i vandet og tog en forfriskende dukkert inden turen gik op igen.
Vi sluttede af med at runde fyrtårnet og det tilhørende ishus inden vi kørte til den nærliggende lille by Lerhamn, hvor vi alle fik en dukkert inden turen gik hjem til Danmark igen.
Her blev der atter fyret op i grillen og vi nød endnu en aften på terrassen med kølig vin og hygge.

tirsdag den 24. juli 2018

Amager Strandpark og Dyrehaven




Da sommeren ingen ende vil tage, havde vi brug for en dukkert. Vi kørte derfor til Amager Strandpark, hvor vi slog lejr og fik badet til den helt store guldmedalje i det friske, kølige vand. Der var en fin badebro og mulighed for at svømme ud til et hoppetårn, hvor Rasmus, pigerne og jeg sprang fra. Bedstemødrene foretrak at holde hovederne ovenvande samt blive hvor de kunne bunde. Ren win win, for så kunne de passende se beundrende til, mens vi andre badutspring.
Da sulten meldte sig, hentede vi madpakken og satte os på et nærliggende bord/bænkesæt. Vi er alle meget begejstrede for madpakkekonceptet, da den altid er lige ved hånden. Det har suverænt været bedstemødrene der har stået for madpakkesmøringen og det har været til UG. Madpakken indeholder altid rigelig med madder af forskellig art. Dertil gnavegrønt samt iskoldt vand og øl. Bagefter bydes der på kaffe og kage, kiks eller slik. Det er simpelthen topdollar!
Efter maden kørte vi til Dyrehaven og parkerede ved Bakken. Herfra gik vi ud til Peter Lieps Hus og steg ombord i den Kapervogn vi havde booket til kl. 15. Vi kørte rundt i Dyrehaven den næste times tid og kusken fortalte historier fra Dyrehaven krydret med facts. Vi var også heldige at se en masse dyr, der klogeligt havde taget ophold i skyggen.
Efter turen spiste vi en stor is på Bakken, inden vi kørte hjem.

mandag den 23. juli 2018

Faxe Kalkbrud




Mandag kørte vi til Geomuseum Faxe, som ligger i forbindelse med Faxe Kalkbrud. Kl. 11 deltog vi i en rundvisning, der først tog os igennem museet og hvor guiden forklarede os om geologien og om de ting, der kan findes i kalkbruddet. Derefter blev vi udstyret med hammer og mejsel og så gik turen ned i selve kalkbruddet på jagt efter 60 millioner år gamle fossiler.
Efter at have hamret et stykke tid, hvor vi fandt bl.a. koraller og muslinger, spiste vi vores medbragte mad med en fabelagtig udsigt over kalkbruddet.
Derefter gik vi ned igen og indledte jagten på hajtænder. Det var ikke så nemt som vi havde regnet med, men det lykkedes dog arkæologen at finde to stk.
Faxe Geomuseum og kalkbruddet er virkelig et spændende sted som forbinder teori og praksis på en rigtig god måde. Vi kan varmt anbefale stedet og jeg vil meget gerne tilbage, da jeg ikke synes vi fik set nok på museet. Måske i forbindelse med et roadtrip? Der ligger nemlig et fint vandrehjem lige på kanten af kalkbruddet.
Efter en is kørte vi hjem, hvor Hotelfatter atter fyrede op i grillen til stor beundring fra hotellets gæster. 

søndag den 22. juli 2018

Helsingør og Christiania




Så er anden del af vores sommerferie begyndt. Vi hentede vores mødre (og Edda) lørdag og kørte hjem til os, hvor vi har valgt at have base denne uge, da vi gerne vil køre rundt på Østsjælland mv.
Vi indlogerede Birgitte på værelse 1 (Milles værelse), Rasmus og jeg på værelse 2 (vores eget soveværelse), Birthe på værelse 3 (Majas værelse) og pigerne fik værelse 4 (et telt i haven).
Hotel Johansen bød denne sommer desuden på poolfaciliteter, lounge område på terrassen, grill og kølig vin ad libitum samt aftenunderholdning (Kaste Gristurnering).
Søndag tog vi på vores første udflugt. Vi pakkede en solid madpakke og kørte af Strandvejen til Helsingør. Her besøgte vi det relativt nyopførte Museet for Søfart. Et meget smukt museum, der er anlagt i og omkring en gammel dok. Udstillingerne var flot opsatte og meget interessante for store og små.
Efter et besøg på Fyrskibet, hvor vi smagte beskøjter og skrubbede dæk, spiste vi en is og gik en runde omkring Kronborg.
Vi kørte derefter hjem, hvor pigerne tog en dukkert i poolen og vi grillede aftensmad som vi spiste på terrassen.
Efter maden kørte vi ind til byen, hvor vi parkerede og gik over Inderhavnsbroen til Christiania. Her så vi bandet "Jonah Blacksmith" spille på Nemoland. En speciel oplevelse især for bedstemødrene. Der er nok at kigge på på Staden.

fredag den 20. juli 2018

Portugal - dag 12 og hjemkomst

Så er vi hjemme igen efter 12 skønne dage i Portugal.
Vi skulle først tjekke ud af vores fine Airbnb-hus kl. 11, så vi havde god tid til at pakke stille og roligt.
Efter at have sagt farvel til Casa Caracol og alle hundene, kørte vi ad den smukke kystvej ind til Lissabon. Vi parkerede ved bydelen Beléms Havnepromenade og gik først hen og så det markerede monument Padrão dos Descobrimentos - Opdagelsernes Monument.
Monumentet er opført i 1960'erne, er mere end 50 meter højt og ærer opdagelsesrejsende fra 14-1500tallet. Man kan komme op i monumentet, men det var der ikke stemning for.
Vi gik derefter hen til det berømte Belémtårn, som er et 35 meter fæstningstårn opført i starten af 1500tallet. Da tårnet blev opført stod det midt i floden Tejo. Nu står det kun få meter fra flodens nordlige bred, da flodens leje har ændret sig i årenes løb.
Vi passerede en billetkiosk, men var atter enige om, at vi ikke behøvede at se tårnet indefra. Og godt for det, for da vi kom tæt på tårnet, var der en lang kø. Vi soppede i stedet i vandkanten nær det smukke tårn, som forøvrigt er på UNESCOS Verdensarvsliste.
Vi slentrede derefter tilbage til bilen og Rasmus kørte os sikkert gennem byen i ned i en P-kælder i centrum, hvor han fik klemt den store Jeep ind på en frimærkelignende p-plads. Derefter gik vi målrettet efter café, som vi ville have spist på første dag, men som åbenbart har lukket om søndagen. Caféen (eller baren som det måske nærmere er) er ikke lige til at finde. Den ligger på toppen af et P-Hus (hvor alle pladser var optaget, plan A var ellers at parkere der) og der er ingen skilte eller andre vejvisere til caféen (Park, som den hedder), så vi gik prøvende ind i en ret uhumsk elevator og tog den til øverste etage. Her var der dog også kun parkeringsdæk, men vi så en (også uhumsk) trappe op. Der gik vi op ad og så udfoldede der sig et lille paradis højt oppe blandt hustagene. Vi havde fundet Park!
Vi slog os ned med udsigt til Cristo Rei, 25. april broen og storbyen Lissabon og bestilte frokost og en Mojito til Mama. Jeg havde tidligere i ferien for sjovt proklameret, at jeg ikke kunne få en bid ned, hvis der ikke var (mindst) havudsigt når vi spiste frokost. Og vi har da godt nok også spist steder med smuk udsigt.
Vi kan varmt anbefale Park (hvis I altså kan finde det...) og kan som kuriosum oplyse, at de honorerer piger, der går med hinanden på toilettet - det er nemlig to toiletter i båsen i pigernes afdeling! Jo jo, så fik Mille og jeg prøvet at simultantisse...
Godt mætte forlod vi nu Lissabon og kørte mod lufthavnen. Vi tankede bilen op inden vi ganske uproblematisk returneredes den hos Avis/ Budget.
Vi tog derefter en Shuttlebus til Terminal 2, hvor Norwegian flyver fra. Eller terminal og terminal, det var mest af alt en kæmpestor og meget lidt indbydende ladelignende bygning med dårlig akustik og forhold generelt (Note to self: fravælg flyselskaber der flyver fra Terminal 2 i Lissabon Lufthavn). Vi tjekkede vores bagage ind og gik derefter gennem Security og ind i den propfyldte afgangshal. Det er selvfølgelig et vilkår at der er mange menneske, men der var sgutte kræset for de rejsende synes jeg.
Vi fik lidt at spise og drikke inden vi stillede og i boardingkøen til afrejse kl. 19.30. I køen opdager vi selv (via SMS og app) at flyet er forsinket 30 minutter. På dette tidspunkt ønsker man mest af alt blot at kunne blive "zappet" hjem...
Vi boardede efter noget tid og bliver yderligere 30 minutter forsinket, tilsyneladende forårsaget af megen trafik i luften. Resten af turen hjem gik heldigvis uproblematisk og vi snuppede en taxa fra lufthavnen og blev kørt den sidste lille stump vej hjem. Her satte vi nøglen i egen hoveddør kl. 01.40 og gik direkte til køjs.
I dag står mest på praktiske gøremål så som udpakning, tøjvask og indkøb. Heldigvis i et så tilpas langsomt tempo, at ingen får stress.
I morgen henter vi bedstemødrene (og Edda) og så begynder en ny, dejlig ferieuge.

onsdag den 18. juli 2018

Portugal - dag 11

I morges løb vi vores sidste løbetur her i Portugal. Rasmus og jeg har løbet fem gange hernede og vores seje piger har været med på de fire. Det har skæppet godt i feriekassen, for vi honorerer jo hver løbet kilometer med 10 kr (pr. person).
Vi løb også i dag af naturstien og langs Atlanterhavet. En helt utrolig flot og udfordrende tur, som vi kommer til at savne.
Efter morgenmaden, en gang tøjvask og en madpakkesmøring, kørte vi atter til stranden. I Cascais. Vi ankom ca. 12.15 og slog lejr. Her blev vi i de næste 6 1/2 time, hvor vi bare dasede og nød det lækre vejr. Jeg er lidt overrasket over mig selv, for det er mange år siden jeg har nydt at ligge på stranden den halve dag. Måske hænger det sammen med, at jeg ikke har gjort det i mange år (læs: i alle de år vi har haft børn) Men, det er faktisk superfedt og vi har virkeligt nydt det.
Efter stranden kørte vi direkte til "vores egen" lille bjerglandsby Malviera da Serra, hvor jeg havde spottet en lokal restaurant. Her satte vi os ind og så, at menukortet kun var på portugisisk. Men, ved personalets hjælp, fik vi bestilt noget lækkert mad. Vi undlod dog at bestille desserten "mouses" som ellers var fremhævet på en tavle. Vi kom til at grine lidt af det og den engelskkyndige tjener måtte erkende, at det var skrevet lidt dårligt. Der var naturligvis tale om mousse.
Efter maden tog vi en spontan beslutning og kørte til Cabo do Roca og så solen gå ned. Ganske vist i en sæk (som man siger),men det var et flot syn, selv om det var lidt køligt. Maja var lidt utilfreds med vestenvinden og ytrede "Jeg bliver syg af det her". Vi håber dog ikke at det går så galt.
Derefter kørte vi hjem efter endnu en herlig dag.

tirsdag den 17. juli 2018

Portugal - dag 10








Som alle de andre dage her i Portugal sov vi til kl. ca. 07.30-08.00. Ungerne lidt længere. Rasmus og jeg lavede morgenmad, blødkogte æg, lune croissanter, ristet groft toast med tilbehør samt vandmelon. Dertil juice og kaffe. Så får vi lagt en god bund. Efter morgenmaden spillede vi Kaste Gris og sørme om jeg ikke præsterede at slå Dobbelt Grisehals, der giver 60 point. Det var nok til at sikre mig en sejr. Men Portugalsmesterskaberne er ikke over endnu, alt kan ske.
Efter morgenmaden gik vi de få meter ud til poolen og slog os ned. Der tilbragte vi hele dagen i selskab af de tre hunde, som vi virkelig hygger os med. Vi fik badet, svømmet, dykket, sprunget fra vippe og ligget på luftmadras og ikke mindst solbadet.
Jeg elsker at have tid til at læse bog, hækle og høre podcasts og her i ferien kunne det kombineres med et glas bobler og en enkelt G&T. Lækkert. 
Jeg gik først ind efter 7 timer ved poolen (vi husker solcremen) og lavede derefter aftensmad sammen med Rasmus - tortillas med salat og kylling (tror vi nok). 
Efter maden kørte vi ind til Cascais, hvor vi parkerede i et P-hus i centrum og gik derefter med Maja på jagt efter en gave til bedsteveninden. Det lykkedes heldigvis hurtigt. 
Det gjorde vores Projekt Dessert dog ikke, vi travede gader op og gader ned for at finde et sted, hvor vi kunne få dessert og kaffe. Det var ikke helt nemt. Det er en klassiker, har man ikke et bestemt sted at gå efter, ender man med vade rundt på må og få. 
Vi fik til gengæld set en masse specielle bygninger, både smukke huse og forfaldne rønner. I en pærevælling. 
Der er også meget smukke fortove her, lagt i hvide og sorte sten á ca. 5x5 cm. De kan ikke have mange arbejdsløse brolæggere i Portugal. 
Da vi var tæt på at have opgivet ævret med desserten (og én af os i mellemtiden var blevet knotten) gik vi alligevel ind i en gammel togvogn, der nu fungerede som en restaurant/ bar ved banegården. Her var godt gang i den, men vi satte os i en bås og bestilte dessert og kaffe. Pigerne fik Oreo-mousse, Rasmus og jeg fik æbletærte og et større selskab sørgede for underholdningen. De var i vældigt godt humør. En rigtig sjov oplevelse.
Vi kørte derefter hjem og da alle var trætte efter en lang dag i solen, gik vi straks i seng. 

mandag den 16. juli 2018

Portugal - dag 09






I dag har vi sørme ikke lavet meget. Altså, vi startede dagen med at være aktive og løb en 5 kilometers tur, denne gang 2 runder på træbroen + plus det løse. Det får pulsen i vejret skal jeg hilse at sige.
Derefter spiste vi morgenmad og jeg fik vasket en maskinfuld tøj i mens.
Vi fik pakket badetøj og en madpakke og så kørte vi på stranden, samme sted som sidst. Vi ankom ca. 12.15 og der var der allerede en del mennesker på stranden. Det gør os dog ikke det fjerneste, for vi etablerer vores egen lille lejr. De sidste to år vi har været sydpå, har jeg bemærket, at mange bruger et slags stort lagen/ tørklæde til at ligge på. Jeg købte sådan et til os på vej til stranden forleden, i den første den bedste rallerkiosk for 10€. Jeg kunne dog godt have ventet, for der går adskillige folk rundt og sælger dem på stranden.
Det fungerer rigtig godt og man er på den måde fri for at lægge håndklæderne direkte på sandet.
Efter et par badeture købte vi adgang til at pigerne kunne komme ud på en slags flydende legeplads et stykke ude i vandet. 5€ for 40 minutter, det var billigt synes vi og pigerne morede sig.
Ellers gik tiden med at spise madpakke, spise is, læse bog, bade, solbade og bygge sandslotte. Pigerne og Rasmus morede sig også med at grave hinanden ned i sand til knæerne.
Ellers er der nok at kigge på på sådan en strand. Der er alle typer af mennesker. Lige fra dem der er iført lange bukser og langærmede trøjer, til dem (M/K) der kun har en lille bikinibuks på.
Efter 5 timer på stranden handlede vi i Jumbo. Vi kender nu butikken og så går det lidt hurtigere. Vi måtte dog opgive at finde en agurk og stegt kylling.
Vi kørte derefter de ca. 15 minutter hjem og begyndte at lave dagens aftensmad: salat med tun og æg.
Da pigerne havde vasket op, spillede vi Kaste Gris og spiste roulade. Og det lykkedes mig endelig at komme på pointtavlen!
Til sidst gik der ren fjant i den og så gik vi i seng, godt solttrætte efter en fantastisk dag på stranden. 

søndag den 15. juli 2018

Portugal - dag 08






I dag blev vi noget overrasket over vejret, da der simpelthen kom et regulært skybrud lige da vi ville gå til poolen. Nuvel, så måtte vi jo vente lidt.
Senere blev det dog vejr til pool og tid til både leg og motion. Pigerne tog undervandsbilleder og Rasmus og jeg svømmede hhv. 1400 og 1000 meter. Lækkert.
Om eftermiddagen kørte vi til Hotel Muchaxo, hvor vi havde luret, at de ville vise finalen i VM i fodbold. Det gjorde de også og vi så derfor Frankrig vinde 4-2 over Kroatien.
Efter kampen kørte vi mod Cascais og stoppede ind ved klippeformationen Boca do Inferno.
Bagefter kørte vi ind til Cascais, hvor der var liv og glade dage. Vi satte os og så en beachvolleykamp inden vi fandt en italiensk restaurant med god udsigt. Vi spiste pizza, pasta og salat og spiste derefter dessert på strandpromenaden inden vi kørte hjem.
Som altid blev vi hilst velkommen af hunden Jack, som er meget glad for pigerne. Og omvendt. Jeg må sige, at pigernes plageri efter en hund har nået helt nye højder. Jeg forsøger at minde dem om vores lille Edda (som forøvrigt hygger sig melder min mor), men det preller lige som af.
For pigerne et det ihvertfald et stort plus at der er hunde her på Casa Caracol, hvor vi bor.