søndag den 22. juli 2018

Helsingør og Christiania




Så er anden del af vores sommerferie begyndt. Vi hentede vores mødre (og Edda) lørdag og kørte hjem til os, hvor vi har valgt at have base denne uge, da vi gerne vil køre rundt på Østsjælland mv.
Vi indlogerede Birgitte på værelse 1 (Milles værelse), Rasmus og jeg på værelse 2 (vores eget soveværelse), Birthe på værelse 3 (Majas værelse) og pigerne fik værelse 4 (et telt i haven).
Hotel Johansen bød denne sommer desuden på poolfaciliteter, lounge område på terrassen, grill og kølig vin ad libitum samt aftenunderholdning (Kaste Gristurnering).
Søndag tog vi på vores første udflugt. Vi pakkede en solid madpakke og kørte af Strandvejen til Helsingør. Her besøgte vi det relativt nyopførte Museet for Søfart. Et meget smukt museum, der er anlagt i og omkring en gammel dok. Udstillingerne var flot opsatte og meget interessante for store og små.
Efter et besøg på Fyrskibet, hvor vi smagte beskøjter og skrubbede dæk, spiste vi en is og gik en runde omkring Kronborg.
Vi kørte derefter hjem, hvor pigerne tog en dukkert i poolen og vi grillede aftensmad som vi spiste på terrassen.
Efter maden kørte vi ind til byen, hvor vi parkerede og gik over Inderhavnsbroen til Christiania. Her så vi bandet "Jonah Blacksmith" spille på Nemoland. En speciel oplevelse især for bedstemødrene. Der er nok at kigge på på Staden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar